Ingeborg Richter

Ingeborg Richter kom fra et hjem, hvor faderen, der var provst, var stærkt engageret i socialt-kristeligt arbejde, og moderen havde en varm interesse for husholdning. Familien flyttede jævnligt i forbindelse med faderens skiftende embeder, og Ingeborg Richter tog almindelig forberedelseseksamen i Nordby på Fanø, inden familien 1901 bosatte sig i Skads herred og tre år senere i Brønshøj i København Hun var elev på Askov højskole 1907-08 og 1910-13 lærerinde ved Dronning Caroline Amalies Asylskole i København Efter sit giftermål flyttede hun til Jylland, hvor hendes mand var fuldmægtig og senere dommer, først i Holsted 1913-36, siden i Kolding 1936-38 og sluttelig i Holstebro. Hendes eget lykkelige familieliv gav hende overskud til at arbejde for andre hjem uden dog at forsømme sit eget. I 1921 blev hun formand for den meget aktive Holsted Husmoderforening og bestred dette hverv gennem de følgende ti år. Det blev starten på en central indsats for De Danske Husmoderforeninger (DDH), hvor hun var hovedbestyrelsesmedlem gennem to årtier fra 1925. I 1931 blev hun tillige landsformand og bevarede denne post indtil sin pludselige død i 1945.

Ingeborg Richter overtog landsformandsposten på anbefaling af sin forgænger Carla Meyer, som havde bemærket hendes sunde dømmekraft, redelige upartiskhed og varme interesse for sagen. Året før Ingeborg Richter blev formand, havde hun for første gang holdt tale på DDHs landsmøde. Her fortalte hun om sin opfattelse af foreningens arbejdsmåde, idet hun fremhævede de dygtige og samfundsinteresserede husmødre som dem, der ville få mest ud af DDH og selv være til støtte for foreningen. Hun lagde vægt på, at medlemmerne kunne se kernen i arbejdet, give nye idéer og impulser, komme med forstandig kritik, og at de havde vilje til at arbejde for sagen. Denne linie forfulgte Ingeborg Richter senere som organisationsleder. På det ideologiske plan betonede hun især, at DDH var en selvstændig organisation, der omfattede husmødre af alle samfundslag uanset politiske og religiøse anskuelser. Hovedparten af medlemmerne var middelklassekvinder med en kristen og borgerlig baggrund. Ideologisk betød forestillingen om DDH som samlingspunkt for alle danske kvinder dog mere, særligt under Besættelsen. Medlemmerne så hende som “Typen paa den ideelle Husmoder” med en både beskeden og repræsentativ fremtræden, som vandt sympati. Hun var altid den samme, hvad enten hun talte i en lille lokalforening, på landsmøderne eller på de store nordiske møder. Hun havde let ved at komme i kontakt med sine tilhørere og vinde deres forståelse og opbakning, og allerede i løbet af sine første formandsår fik hun husmødrene til at tage mere aktivt del i det organisatoriske arbejde. Antallet af medlemmer og lokalforeninger voksede hurtigt. I 1930 talte DDH 50 lokalforeninger og 10.000 medlemmer, i 1945 var der 145 lokalforeninger og ca. 25.000 medlemmer. Som provinsbo kunne Ingeborg Richter ikke deltage i det daglige sekretariatsarbejde, men hun formåede at uddelegere arbejdet og forestod et ualmindelig godt samarbejde på kryds og tværs mellem hovedbestyrelsen, landskomitéen og sekretariatet.

Som DDHs formand fik Ingeborg Richter en række tillidshverv. Organisationen var tilsluttet Nordens Husmoderforbund, og 1937-39 bestred hun formandsposten her ved siden af det hjemlige arbejde. Hun var også medlem af Statens Husholdningsråd gennem de første vigtige år fra oprettelsen i 1935 til sin død ti år efter. Rådet videreførte nogle af de mærkesager inden for oplysning og forbrug, som DDH havde taget op. Undervisning var et andet område, der var højt prioriteret af organisationen, og Ingeborg Richter deltog i Statsministeriets Husholdningskommission af 1938, som skulle fremsætte en samlet plan for husholdningsundervisningen i Danmark på alle niveauer. I 1934 havde DDH selv oprettet Marthaforbundet, som tilbød et treårigt praktisk og teoretisk kursus i husgerning for unge piger, og i 1941 stiftedes en ungdomsskole på Håndværkerskolen i Sønderborg, hvor 14-18-årige piger gennem fem måneder blev undervist dels i almentdannende fag som dansk og historie, dels i husgerning, barnepleje og sundhedslære. Ingeborg Richter ventede sig meget af skolen, som hun var næstformand for, men skolens arbejde blev vanskeliggjort af forholdene under Anden Verdenskrig og måtte til slut helt indstilles. Oprettelsen af en universitetsuddannelse i husholdning var et fælles projekt inden for husholdningssagen, og 1941-45 deltog Ingeborg Richter i det forberedende udvalgsarbejde, der i 1945 førte til Specialkursus for Husholdning ved Århus Universitet. Hun repræsenterede også DDH i Husassistentkommissionen af 1942, der var nedsat af Socialministeriet. Kommissionens opgave var at “undersøge Omfanget af en evt. Mangel paa Husassistenter” og pege på både årsager og løsninger. Et af problemerne var de manglende regler for husassistenternes arbejdstid og ferie. Ingeborg Richter havde den grundholdning, at hjemmene er for komplicerede og levende til, at arbejdet i dem kan indrettes som på en fabrik eller et kontor. Hun appellerede især til gensidig forståelse mellem husmoder og medhjælper og mente, at Husassistenternes Fagforening optrådte stærkt partipolitisk og til hinder for et godt samarbejde. Ingeborg Richter var tillige medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste fra 1940, og i denne fællesorganisation ydede hun og DDH en indsats under de særlige vanskeligheder i krigsårene.

I artiklen Hjemmet og det huslige Arbejdes Udvikling i antologien Kvinden i Danmark, 1942, udviklede Ingeborg Richter sin opfattelse af husmødrenes og mødrenes centrale samfundsmæssige betydning. Kort før sin død redigerede hun De danske Husmoderforeninger gennem 25 Aar, 1945, hvor hun sluttede med ordene: “... det, vi stræber efter i vore Husmoderforeninger, (er) ikke alene det praktiske og økonomiske, men vi vil gerne i Kontakt med det aandelige Liv, der rører sig omkring os, og som ikke mindst Mødrene bør kende og tage Del i nu, Verden skal genopbygges.” Tonen er både værdig og tillidsfuld, og med god grund. Hun tegnede DDH i en periode, hvor oprustningen om den danske familie og ønsket om at understrege kvindens ansvar for opgaverne i familien stod højt på dagsordenen og blev taget op i statslige institutioner og råd på bl.a. DDHs initiativ. Hun og hendes organisation ydede en stor indsats for at gøre husmødre til ansvarlige medborgere og støtter for danskheden under Besættelsen, og i 1945 kunne hun se sin indsats som uproblematiseret fremgangsrig og meningsfuld. Midt i et samfund, der bestod af klasser og livsformer med helt forskellige vilkår og kultur, hævdede hun det almene familiesynspunkt og var på den måde med til at formulere en særlig gensidig forbindelse mellem husmødre og velfærdsstaten, som overlevede hende i årtier.