Jette Lundbo Levy

Jette Lundbo Levy voksede op i et hjem, hvor begge forældre var lærere. Ikke mindst faderens store interesse for litteratur fik afgørende betydning for hende. Hun blev nysproglig student i 1959 fra Falkonergårdens Gymnasium og begyndte at læse dansk og fransk ved Københavns Universitet. I studietiden havde hun arbejde på Dansk Folkemindesamling, hvor hun bl.a. skulle udfærdige levnedsbeskrivelser for samlingens meddelere. Arbejdet blev bestemmende for hendes speciale Hans i vadestøvlerne, udgivet 1968, der analyserede en enkelt mundtlig fortællers behandling af et eventyr. Centralt i afhandlingen stod interessen for den sproglige og æstetiske dimension i fortællingen. I 1967 blev hun cand.mag. og året efter ansat som undervisningsassistent, fra 1980 lektor i nordisk litteratur, ved Institut for Nordisk Filologi.

Turbulensen på universitetet i forbindelse med studenteroprøret og kvindebevægelsen fra omkring 1970 ændrede afgørende ved Jette Lundbo Levys interesser. Hun blev aktiv på den kulturelle venstrefløj og var bl.a. 1974-78 med i redaktionen af tidsskriftet Hug! Inden da havde hun i 1972 offentliggjort en artikel i Vindrosen om to af Nordens største kvindelige forfattere, Victoria Benedictsson og Amalie Skram. Artiklen vakte genlyd og blev i årene derefter en vigtig inspiration for den gryende litterære kvindeforskning. Både i forhold til venstrefløjen og kvindebevægelsen var Jette Lundbo Levy kritisk over for den dominerende rolle, som politik kom til at spille på kulturens bekostning, fx parolen “Ingen kvindekamp uden klassekamp”. Dette kritiske synspunkt udformede hun i bogen De knuste spejle, 1976, hvori hun analyserede kvindelitteratur som en kilde til viden om kvinders situation. Synspunktet blev videreudviklet i den indflydelsesrige bog om den svenske forfatter Victoria Benedictssons forfatterskab Dobbeltblikket, 1980. Heri fremlagde hun den tanke, at kvindelige forfattere måtte kunne se kvinderollen med et dobbeltblik: både som formet af mandssamfundet og som udkast til en utopisk, anden situation. Et gennemgående træk i hendes analytiske bestræbelser har været, at hun i højere grad har betonet det sproglige og det æstetiske end fx det tematiske. Det gælder ikke mindst hendes bog Lessing-perspektiver, 1982,om den engelske forfatter Doris Lessing, og hovedværket Modstandens figurer, 1987, om bl.a. forfatterne Virginia Woolf, P. Weiss, Christa Wolf og Kirsten Thorup. Disse synspunkter har hun udfoldet i mange tidsskriftsartikler, som redaktør af antologier og i dagbladet Information, hvor hun har været anmelder fra begyndelsen af 1970’erne.