Jørgel Wegener

Det har været tradition på Jordemoderskolen i mere end 100 år, at de nyuddannede jordemødre stillede op til fotografering. Den klassiske opstilling var i gården på den gamle fødselsstiftelse i Bredgade med de nye jordemødre i deres hvide stivede kjoler på de toppede brosten, mens lægerne i deres sorte habitter og hatte stod på trappen hævet et par meter over de hvidklædte kvinder. Ser man nøjere efter, opdager man på nogle af de gamle fotografier en lille væver dame, klædt i sort på trappen mellem de alvorlige mænd. Med en selvbevidst mine læner hun sig frem over rækværket og kigger direkte ind i kameraet hen over hovederne på de nye jordemødre. Det er Jørgel Wegener, Fødselsstiftelsens overjordemoder.

Jørgel Wegener blev jordemoder, da hun var blevet enke som 26-årig. Efter fire års ægteskab stod hun alene med sit knap treårige barn, uden uddannelse og tvunget til at finde et levebrød. Det var hendes egen jordemoder, der rådede hende til at søge ind på Jordemoderskolen. Det var usædvanligt, at en ifølge kolleger så “fin og dannet” dame blev jordemoder på den tid, hvor det hovedsageligt var kvinder fra landalmuen eller byens underklasse, der tog sig af fødselshjælpen. I 1866 fik Jørgel Wegener sin eksamen og blev straks knyttet til Fødselsstiftelsen og Jordemoderskolen som vikar for overjordemoderen Johanne Welding. Hun oparbejdede samtidig en privat jordemoderpraksis, som hun drev, til hun i 1874 blev udnævnt til overjordemoder. Overjordemoderen skulle sørge for, at eleverne blev oplært, og hun underviste selv i de praktiske håndgreb ved en fødsel på en model af en gravid kvinde. Ligeledes underviste hun de unge lægekandidater i praktisk fødselshjælp. Jørgel Wegener er den første jordemoder, der kan forbindes med begrebet karriere. I slutningen af forrige århundrede var jordemødre kvindelige fødselshjælpere, der arbejdede hårdt for ringe betaling. Stillingen som overjordemoder indebar en vis autoritet. Som overordnet for såvel jordemodereleverne som lægekandidaterne på Fødselsstiftelsen blev hendes ordrer adlydt.

Med sit rolige og bestemte væsen lykkedes det Jørgel Wegener at sætte sig i respekt hos elever og læger, og blandt jordemødre huskes hun for den kærlige måde, hvorpå hun lærte dem at hjælpe patienterne. Hun er desuden blevet fremhævet som den, der sammen med professor Asger Stadfeldt gennemførte antiseptikken på Fødselsstiftelsen i 1870, da hendes stilling som overjordemoderens vikar allerede gav hende en nøgleposition. Ung og velbegavet, som hun var, inddrog hun ivrigt nye videnskabelige metoder i fødselshjælpen. En krise i jordemoderfaget opstod i 1883, da professor Leopold Meyer fremkom med overvejelser om, hvorvidt læger som et led i kampen mod den frygtede barselfeber skulle overtage ledelsen af fødslerne. Han var 14 år efter indførelsen af antiseptikken kommet til den konklusion, at det nok var umuligt at oplære jordemødre, især de ældre, i de nye metoder og “den videnskabelige Haandvask”. Meyers synspunkt udløste en række protester, og i Hospitalstidende tog flere læger afstand fra tanken om “at afskaffe” de danske jordemødre. Jørgel Wegener blandede sig i debatten som den eneste ikke-læge og påpegede bl.a. problemet med at få læger til at bruge de mange timer, som jordemødre sad hos de fødende. Hun gjorde desuden opmærksom på, at der også blandt lægerne fandtes personer, som ikke overholdt antiseptikken, og at en pålidelig jordemoder kunne være fuldt så kyndig som mange læger. Den respekt, der stod om hendes person, gav hendes ord vægt, og hendes indlæg satte punktum for diskussionen. Samtidig begyndte en ny fase i dansk jordemodervæsen, der indledtes med debat om en uddannelsesreform for Jordemoderskolen og nødvendigheden af forbedringer i jordemødrenes kår. Jørgel Wegener var stadigvæk overjordemoder, da et cirkulære i 1895 med ændringer af optagelseskriterier til skolen understregede, at jordemodereleverne ikke som tidligere nødvendigvis skulle være gifte kvinder eller selv have født børn.

På Fødselsstiftelsen havde Jørgel Wegener ikke alene fødeafdelingen under sig, men førte også tilsyn med barselsafdelingen, hvortil kom undervisningen på Jordemoderskolen. På fødeafdelingen gjorde hun tjeneste dag og nat, og det var en stor lettelse, at der i 1882 blev ansat en reservejordemoder og to år senere oprettet en plejemoderstilling på barselsafdelingen. Aflastningen hjalp hende til at genvinde sit helbred, der var begyndt at vakle under den store byrde, som det tredobbelte ansvarsområde var for hende. Men arbejdsbyrden steg hurtigt igen, efterhånden som både fødslernes antal og kravene til antiseptikken voksede. I 1900 ansattes endnu en reservejordemoder på stiftelsen. Fødselsstiftelsen blev en del af Rigshospitalet, da det blev taget i brug i 1910, og Jørgel Wegener gik samtidig på pension. Ved overflytningen blev hendes stilling delt i to overjordemoderstillinger, en for Jordemoderskolen, besat af Johanne Rødtness, og en for den afdeling, hvor de medicinske kandidater blev uddannet i fødselsvidenskab, med Augusta Lützhøft-Petersen i spidsen.

Jørgel Wegener havde trods sympati for sagen ikke overskud til at deltage i den organisering af jordemødrene, der resulterede i oprettelsen af Den Almindelige Danske Jordemoderforening 1902. Men som en af de første danske jordemødre, der udtrykte sig skriftligt om fødselsteoretiske emner, skrev hun med jævne mellemrum velformulerede artikler i Tidsskrift for Jordemødre, der blev udgivet fra 1890. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld i 1903 som anerkendelse af sin store indsats.