Augusta Lützhøft-Petersen

Augusta Lützhøft-Petersens fader var sagfører i Slagelse, og hun var den ældste og eneste pige af fire børn. Hun var uddannet sygeplejerske fra Kommunehospitalet, da hun i 1894 som 26-årig søgte optagelse på Jordemoderskolen på Fødselsstiftelsen. Året efter bestod hun sin eksamen med glans. Hun passede perfekt til den type, som lægerne på Fødselsstiftelsen i slutningen af 1900-tallet håbede på ville tage uddannelse som jordemødre. Ifølge et cirkulære fra 1895 skulle en elev ikke længere nødvendigvis være gift eller selv have født børn. Denne nye bestemmelse skulle tiltrække unge, veluddannede kvinder fra borgerskabet, der ville være i stand til at tilegne sig de nye videnskabelige metoder, som antiseptikken havde tilført fødselsvidenskaben, og tillige have overskud til at engagere sig i opbygningen af en faglig organisation. Alle disse forventninger skulle den unge, intelligente Augusta Lützhøft-Petersen komme til at opfylde.

Efter sin eksamen som jordemoder nedsatte Augusta Lützhøft-Petersen sig som privatpraktiserende jordemoder i København, men en langvarig tyfus hindrede hende i at arbejde. Først i 1902, da hun bosatte sig i Ryesgade, lykkedes det hende at oparbejde en ret betydelig praksis. Ved Rigshospitalets åbning i 1910 blev hun overjordemoder på den afdeling, hvor medicinske kandidater skulle tage det obligatoriske kursus i fødselshjælp. Med en aldrig svigtende interesse gik hun op i sin lærergerning og bibragte kandidaterne sine egne rige erfaringer og sin glødende interesse for fødselshjælpen. I kraft af sin centrale position blev hun den første jordemoder, som de kommende læger mødte i deres uddannelsesforløb, og hun fik et tæt samarbejde med flere læger, der havde stor respekt for hendes faglige viden og dygtighed. I 1921 åbnedes på Rigshospitalet en gratis konsultation to gange om ugen for ubemidlede svangre, ledet af professor Svend Aage Gammeltoft med Augusta Lützhøft-Petersen som assistent. Han har udtalt, at han på det praktiske obstetriske område anså sig selv som “elev” af hende. På klinikken kunne kvinderne få gratis behandling for gynækologiske lidelser. Her fik Augusta Lützhøft-Petersen indblik i de sociale problemer, som mange kvinder i København havde. Det bevirkede, at hun i en meget følelsesladet diskussion om fødselshonorarets størrelse kom i modsætning til sine privatpraktiserende kolleger, der beskyldte hende for at ville drive filantropi. På den tid eksisterede der ikke nogen aftale mellem sygekasserne og jordemødrene. Honoraret blev beregnet efter patientens indtægt, og Augusta Lützhøft-Petersen mente, det var for højt for fattige familier. Hun fastholdt, at patienternes venskab er jordemødrenes styrke, og at “det er ikke Pengene alene, der skaber Position”.

Augusta Lützhøft-Petersen spillede en vigtig rolle i den faglige organisering. Hun blev i 1900 medlem af bestyrelsen for Jordemoderforeningen i København af 1893. På det stiftende møde for Den Almindelige Danske Jordemoderforening (DADJ) i 1902 blev hun valgt som sekretær og næstformand. I en tid, hvor kvinder ikke havde politiske rettigheder, valgte jordemødrene lægen Leopold Meyer som formand. Da Meyer i 1911 ønskede at trække sig fra posten, fik Augusta Lützhøft-Petersen 138 stemmer og var tæt på at blive foreningens første kvindelige formand. Hun blev imidlertid slået med ni stemmer af lederen af Jordemoderskolen Erik Hauch, som skulle forhandle på jordemødrenes vegne udadtil, mens hun som næstformand tog sig af de interne opgaver. Først i 1921 fik DADJ en kvinde i spidsen, Johanne Petersen. Augusta Lützhøft-Petersen var sammen med formanden for de kbh.ske jordemødre Anna Hansen tilforordnet i Medicinalkommissionen, som i 1908 skulle se nærmere på jordemødrenes forhold. I 1913 kom den betænkning, der førte til en ny lov om jordemodervæsen, som forbedrede jordemødrenes kår betydeligt, især på løn- og pensionsområdet. Augusta Lützhøft-Petersen var næstformand i DADJ i 17 år frem til 1919, hvor hun trak sig tilbage på grund en hjertelidelse. På landsmødet i Odense i 1921 modtog hun tak og hæder for sit årelange arbejde og blev udnævnt til æresmedlem af foreningen. Fra 1909 havde Augusta Lützhøft-Petersen sammen med overlæge Victor Albeck været redaktør af Tidsskrift for Jordemødre. Dermed blev hun også den første kvinde i redaktionen af tidsskriftet, der var startet i 1890, og hun udførte takket være sin udmærkede begavelse, sin hurtige opfattelsesevne og et enestående kendskab til landets jordemødre et kolossalt arbejde. Hun deltog ivrigt i diskussionerne om de brændende spørgsmål, som optog jordemødrene, og havde en særlig evne til at få de personer, der sad inde med den største viden, til at udtale sig. Hun vedblev trods sit svigtende helbred at beskæftige sig med tidsskriftet, som var noget af hendes kæreste arbejde. Aftenen før hun pludselig døde som 56-årig i 1924, læste hun således korrektur på et nummer af tidsskriftet. Hun havde da skabt sig en position som en af de markante personligheder i dansk fødselshjælp i begyndelsen af 1900-tallet.