Inger Wilfred Jensen

Det vakte opmærksomhed, da fabriksinspektør Inger Wilfred Jensen i 1964 kravlede ned i ventilen på Valby Gasværk for at undersøge, hvad der havde udløst en stor eksplosion. Man var ikke vant til at se en kvinde i en sådan arbejdssituation, udstyret med beskyttelseshjelm og i spidsen for et hold mandlige teknikere. Kort forinden var hun blevet valgt til ny formand for Dansk Kvindesamfund (DK), der dermed lagde op til en forstærket indsats på arbejdsmarkedsområdet.

Inger Wilfred Jensens fader Louis Lehmann var matematiklærer på gymnasiet Schneekloths Skole. Selv tog hun studentereksamen fra Sortedam Gymnasium 1923 og blev 1928 færdig som civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt. De følgende år var hun ansat dels i metalvirksomheden Paul Bergsøe, dels i medicinalfirmaet Løvens Kemiske Fabrik. 1937 kom hun til Fiskeridirektoratet, men skiftede året efter til Arbejds- og Fabrikstilsynet. Hun udnævntes 1946 til fabriksinspektør, 1958-1975 som chef for Københavns vestre kreds. Her fik hun ansvaret for at føre opsyn med ca. 1.500 virksomheder på Frbg., der regelmæssigt fik besøg af fabriksinspektøren og hendes hjælpere. Inger Wilfred Jensen blev kendt for at interessere sig mere for menneskene end maskinerne, for sin energiske indsats for specielt de kvindelige arbejderes vilkår og for sit gode humør. Hun udgav Vejen til sikkerhed, 1960, der kom i flere udgaver.

I 1959 var Inger Wilfred Jensen blevet valgt ind i DKs hovedstyrelse, og 1964 valgtes hun som ny landsformand efter Lis Groes. Under 1960’ernes højkonjunktur strømmede kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og valget af Inger Wilfred Jensen markerede et klart ønske om at styrke den arbejdsmarkedspolitiske debat og få industriens kvinder i tale. I centrum for diskussionen stod især kravet om bedre uddannelsesmuligheder, ligeløn, sambeskatningens afskaffelse og flere børneinstitutioner. Inger Wilfred Jensen appellerede til de unge piger om at sørge for at uddanne sig og vælge utraditionelle fag. Hun opfordrede også til at få gang i kønsrolledebatten og til at arbejde for et ændret familiemønster som en forudsætning for større lighed på arbejdspladsen. Hun deltog i adskillige internationale konferencer, hvor emnet var kvinders arbejdsmuligheder, fx i den internationale arbejdsorganisation ILOs konference i 1964. Af hensyn til sit arbejde bevarede hun sit partipolitiske ståsted som en hemmelighed. Hun gik af som formand for DK i 1966, angiveligt fordi hun fandt det umuligt at forene den krævende formandspost med sit erhvervsarbejde.

I 1965 nedsatte statsminister J.O. Krag Kvindekommissionen, der fik Edel Saunte som formand. Inger Wilfred Jensen blev medlem af kommissionen som DKs repræsentant og udpegedes til formand for det vigtige Udvalg vedrørende arbejdsforholdene. Efter sin afgang som DK-formand 1966 fortsatte hun som personligt udpeget medlem og som udvalgsformand helt frem til den afsluttende betænkning i 1974. I dette udvalg behandledes mange af de mest centrale spørgsmål for kommissionens arbejde, herunder blev den faktiske uligestilling på arbejdsmarkedet dokumenteret, og en række konkrete forslag vedrørende uddannelse og genoptræning, deltidsarbejde, ligeløn og lige adgang til arbejde blev lagt frem.

Også andre organisationer nød godt af Inger Wilfred Jensens store arbejdskraft. Fra 1957 var hun medlem af styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd, hun var præsident for Soroptimistklubben i København 1959-61, medlem af Statens Husholdningsråd 1960-72 og formand for Forbrugerrådets skoankenævn. Endvidere havde hun bestyrelsesposter i Foreningen til Gigtens Bekæmpelse og Foreningen til Hjertesygdommenes Bekæmpelse. Energibundtet Inger Wilfred Jensen måtte meget mod sin vilje lade sig pensionere som 70-årig. Hun døde kort efter sin 90-års fødselsdag i 1995.