Faktaboks

Inger Rauf
Født
29. december 1932, Agersted, Voer sogn, Hjørring amt
Død
2010
Arbejdsliv
Skuespiller og direktør
Familie

Forældre: handelsrejsende Hans Smalbro Christensen (1907-68) og Ane Elisabeth Christoffersen (født 1908).

Børn: Michael (1957).

Inger Rauf fik sin skuespilleruddannelse 1957-60 på Ålborg Teater, og senere optrådte hun bl.a. på Ungdommens Teater og i TV-teatret. Hun var initiativtager til Boldhus Teatret, der blev grundlagt i 1965. Som chef for denne eksperimentelle lillescene fandt hun sit egentlige virkefelt. Her blev der, ikke mindst i de første år, sat en række bemærkelsesværdige forestillinger op, således i 1970 Natalia Ginzburgs Annoncen med Sam Besekow som instruktør. Som noget dengang enestående blev selve sceneopbygningen sløjfet. Samme år opførtes F. Arrabals ... og de gav blomsterne håndjern på i Klaus Hoffmeyers iscenesættelse. I denne forestilling førtes hver tilskuer som en fange til sin plads i en koncentrationslejragtig bås.

I 1975 grundlagde Inger Rauf Strøghus Teatret, hvor hun i 1977 opførte Euripides’ tragedie Elektra med Birgitte Price som debuterende instruktør. Det var i denne forestilling, at Kirsten Olesen fik sit gennembrud i rollen som Elektra. Inger Rauf vendte i 1980 tilbage til Boldhus Teatret. I 1986 besluttede Teaterrådet imidlertid at indstille støtten til scenen. Det lykkedes hende dog alligevel, med foreningen Boldhus Teatrets Venner i ryggen samt bidrag fra private fonde og firmaer, at videreføre teatret. I sin anden periode på Boldhus Teatret introducerede Inger Rauf bl.a. den tysk-østrigske dramatiker T. Bernhard med Ritter, Dene, Voss, ligesom det var hendes fortjeneste, at Marguerite Duras’ Sommerregn blev uropført i 1993. Ligeledes så en række nye danske stykker dagens lys, bl.a. Farvel min elskede, 1989, Skår, 1995, og Ramt, 1997, der alle var iscenesat af Inger Rauf og med hende selv som medforfatter. På begge scener har Inger Rauf holdt en repertoirekurs, der på én gang har været avanceret og publikumsvenlig, med et sikkert instinkt for at vælge de rette instruktører og de rette skuespillere.

Beskrivelser og portrætter af Inger Rauf

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig