Inger Nordentoft

Inger Nordentoft blev født i Brabrand præstegård som den ældste af 11 børn. Faderen brugte sine kræfter på det nære sognearbejde og var desuden sognerådsformand og formand for skolekommissionen. Livet i præstegården var en blanding af gammeldags patriarkalsk enevælde og moderne fremsynethed. For moderen, der havde været lærerinde inden sin forlovelse, var poesi, litteratur, sang og leg også væsentlige værdier. Forældrene sørgede for, at alle børnene fik en god uddannelse, og pigerne blev ligefrem tilskyndet til det, hvilket ikke var almindeligt i landets præstegårde på den tid.

Inger Nordentoft lærte husholdning i Hjerm præstegård samt hos moderens fætter William Michelsen, der var overlærer ved Sorø Akademi. I 1891 begyndte hun sin sygeplejerskeuddannelse ved Frederiks Hospital, det senere Rigshospitalet. Eleverne blev overvejende betragtet som arbejdskraft, og uddannelsen var meget ensidig, således var Inger Nordentoft udelukkende på medicinske afdelinger. I en periode arbejdede søsteren Anne på Inger Nordentofts afdeling, og hun skrev, at der var langt mere arbejde der end på de øvrige afdelinger, idet søsteren “i den Grad” var “pertentlig og renlig”. Inger Nordentoft var meget optaget af sygeplejerskernes arbejdsforhold og organisering. På hospitalet startede hun et oprør mod den fordærvede mad og de sparsomme sove- og hviletider med det resultat, at eleverne fremover fik fri kl. 19. Efter at have forladt hospitalet i 1904 rejste hun til USA, hvor hun studerede på Grand View College i Des Moines, Iowa, indtil 1906. Efter et par år i Brabrand præstegård blev hun 1908 bestyrerinde på værnehjemmet Bethania i Helgolandsgade under Regitze Barners ledelse. I 1910 efterfulgte hun Fanny Buch Friis som forstanderinde for Dansk Sygeplejeråds (DSR) bureau i Madvigs Allé, en post hun beholdt indtil 1929. Perioden på bureauet, der fungerede som et slags arbejdsanvisningskontor, gav hende en stor berøringsflade udadtil. Hun arbejdede ihærdigt med vejledning og med at finde nye stillinger til de sygeplejersker, der efter endt uddannelse stod uden arbejde. Det gjorde de nemlig ofte, idet hospitalerne brugte eleverne som billig arbejdskraft og blot ansatte nye hold, når de gamle var færdiguddannede.

Sideløbende med sit arbejde var Inger Nordentoft fagligt aktiv. I 1899 var hun medstifter af DSR og medlem af bestyrelsen indtil 1904. I perioden 1910-24 var hun næstformand og medlem af forretningsudvalget. Som næstformand støttede hun formanden Henny Tscherning i deres fælles stræben for at højne den danske sygeplejerskestand. Tscherning roste hendes trofasthed, ærlighed og ligefremhed og ikke mindst hendes eminente arbejdsevne. I organisationsarbejde havde Inger Nordentoft en højt vurderet egenskab: altid at sætte sagen over personen. I 1929 sluttede hun sin store indsats i bureauet, men deltog fortsat interesseret i sygeplejens udvikling. En kollega sagde om hende, at hun forstod kunsten at blive gammel uden bitterhed, og at mildhed, ro og en tidssvarende indstilling gjorde hendes livsaften værdig og skøn.