Ingeborg Plockross Irminger

Ingeborg Plockross Irminger skal allerede som barn have modelleret. Som ung pige blev hun 1890-91 elev af Aksel Hansen og gik siden på Emilie Mundts og Marie Luplaus kunstskole, indtil hun i 1893 blev optaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder som elev af August Saabye indtil 1899. Derefter arbejdede hun nogle år i billedhuggeren Vilhelm Bissens atelier. I 1897 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling med bronzerelieffet En Spæd og udstillede med få afbrydelser flittigt på stedet indtil 1952, mest ihærdigt i årene 1904-25. Endvidere udstillede hun bl.a. på Kvindelige Kunstneres Samfunds udstillinger otte gange i perioden 1920-61. I udlandet var hun bl.a. repræsenteret på verdensudstillingen i Paris 1900, Baltiska utställningen, Malmø 1914 og Danish National Exhibition, Brooklyn 1927. 1900-05 modtog hun tre gange Akademiets stipendium, der muliggjorde studierejser til Paris, Tyskland og Italien.

Under Bissens påvirkning fandt Ingeborg Plockross Irminger frem til sit eget formsprog, som var kendetegnet ved en stilfærdig, men dybt indlevet realisme. Blandt hendes tidlige værker er bronzegruppen af Drengen og Pindsvinet, som blev modelleret i Bissens atelier i 1899. Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl var hun tilknyttet 1898-1925, hvor hun under J.F. Willumsens kyndige ledelse og Effie Hegermann-Lindencrones indflydelse i de første år modellerede en række askeurner, fx digteren Holger Drachmanns urne, 1908. Englefrisen på Drachmanns urne viser hendes arbejde med det symbolistiske formsprog i begyndelsen af århundredet. Senere udførte hun for porcelænsfabrikken små, hvidglaserede statuetter af børn og dyr, fx Moder og Barn, 1902, Læsende Børn, 1903, og Ung Pige med Kat, 1911. Disse indtagende statuettegrupper opnåede stor popularitet, og flere blev indkøbt til kunstindustrimuseerne i Berlin og Dresden.

I 1902 udførte Ingeborg Plockross Irminger et portrætrelief af sin læremester Bissen og i 1900-tallets første årtier en række betydelige portrætbuster af kunstnere og forfattere, fx Willumsen, 1900, og Herman Bang, 1902. I disse har kunstneren med få, men sikre virkemidler opnået en slående portrætlighed og præcision i karakteriseringen. For statuen af en Yngling, 1909, modtog hun Eckersbergs Medaille. Endvidere udførte hun af sin ægtefælle Valdemar Irminger to bronzefigurer i 1912 og ca. 1919, der er karakteristiske ved den rolige, lidt indadvendte holdning og den plastiske fylde. Ingeborg Plockross Irminger forenede sit kunstneriske virke med et fagligt engagement inden for Akademiet. Således var hun fra 1916 medlem af Charlottenborgs censurkomité og 1917-23 af Akademirådet. Endvidere var hun interesseret i dyrebeskyttelse og sundhedsforhold, hvilket bl.a. kom til udtryk i en række dagbladsartikler. 1912 modtog hun Det Anckerske Legat og 1930 Tagea Brandts Rejselegat.