Ingeborg Christiane Rosenørn

Ingeborg Christiane Rosenørn var vokset op som næstældste barn i en børneflok på syv i en højtstående embedsmandsfamilie. De fleste af hendes opvækstår blev tilbragt på landstedet Alleenlyst på Frbg. Ingeborg Christiane Rosenørn var i sjælden grad belæst og velorienteret i dansk og udenlandsk skønlitteratur og mestrede bl.a. spansk og italiensk. Denne brede horisont gjorde hende senere velkvalificeret til at deltage i den snævrere kreds af hoffolk omkring kongeparret Christian 8. og Caroline Amalie, der begge havde udprægede æstetiske interesser.

Som ung havde Ingeborg Christiane Rosenørn sin gang i Kamma og Knud Lyne Rahbeks hjem, der havde den litterære salons præg. Kamma Rahbek anså hende som en af sine kæreste og mest interessante veninder og betegnede hende siden som “mit Vidunder i Jylland”. Ingeborg Christiane Rosenørns ægteskab med amtmand Peter Otto R. førte hende i 1807 til Ringkøbing, hvor hun på herregården Rindumgård førte en storhusholdning, der 1821 blev forlagt til Ristrup efter ægtefællens udnævnelse til stiftamtmand i Århus amt. Ægteparrets samliv var vellykket, men i mange år barnløst. Ved ægtefællens død 1828 stod hun alene med to børn. Samme år fulgte hun med sønnen Theodor til Sorø, da han blev indskrevet som elev på Akademiet. Selv faldt hun i en årrække godt til i det intellektuelle og kunstneriske miljø af akademilærere. Hun knyttede sig bl.a. til digteren Carsten Hauch og hans romanskrivende hustru Rinna og blev en nær ven af Lucie og B.S. Ingemann. For B.S. Ingemann blev hun en tiltrængt, kongenial samtalepartner med en museagtig status. Ingeborg Christiane Rosenørns interesser inkluderede naturvidenskab, hvad der kom til at præge B.S. Ingemanns to udgivelser fra 1840 Stjernebilledernes Symbolik og Skyhimlen. Deres korrespondance Brevveksling mellem B.S. Ingemann og Fru I.C. v. Rosenørn blev i 1881 udgivet af V. Heise.

Da sønnen i 1835 begyndte at studere ved Københavns Universitet, flyttede Ingeborg Christiane Rosenørn til hovedstaden. Her gik hun med begejstring ind i den frembrydende asylbevægelse og Det Kvindelige Velgørende Selskab med dets tjenestepigeskole, asyl og understøttelsesvirksomhed. Hun blev besøgsdame i selskabet, der var oprettet 1815 og stod under dronning Maries protektion. Fra 1842 og til sin død var hun også medlem af bestyrelsen. Gennem sin interesse for asylsagen kom Ingeborg Christiane Rosenørn i forbindelse med Caroline Amalie, der som dronning fra 1839 forsøgte at bane nye veje for filantropien. I dronningens bestræbelser på at gøre kongehuset mere populært i et tiår med voksende politisk modstand mod Enevælden blev Ingeborg Christiane Rosenørn en vigtig person. Allerede i 1829 havde Caroline Amalie grundlagt byens andet asyl, og i 1843 tog hun initiativ til oprettelse af Den kvindelige Plejeforening (DKP). Sammen med teologen P.O. Boisen blev det overladt til Ingeborg Christiane Rosenørn at igangsætte foreningen med den tyske filantrop Amalie Sieveking som konsulent. Sieveking havde i Hamburg forestået en filantropisk nyudvikling inden for den evangelisk-lutherske kirke med sin fattigplejeforening og med et netværk af tilsvarende kvindedrevne foreninger. Ingeborg Christiane Rosenørn blev DKPs første forstanderinde indtil 1845, hvor Caroline Amalie udnævnte hende til overhofmesterinde. Hun erhvervede hermed den højeste officielle bestilling, en kvinde kunne opnå under Enevældens politiske system, og fik daglig tilknytning til landets sidste absolutistiske kongepar. Hoftjenesten forhindrede dog ikke Ingeborg Christiane Rosenørn i at fortsætte som DKPs overbestyrerinde og regnskabsfører indtil 1858, og hun bevarede således en betydelig indflydelse på foreningens ledelse. DKP, der var en ren kvindeforening, betonede stærkt medlemmernes personlige ansvar og det direkte, regelmæssige møde med hjælpetrængende fattige og syge. Besøgsdamerne kom fortrinsvis fra hovedstadens højere sociale lag, men talte også oversætteren Sille Beyer og privatskolebestyrer Maria Bojesen. Et par gange om ugen var besøgsdamerne pligtige til at gå på husbesøg for at yde klienterne åndelig og praktisk støtte. Disse spændte fra barselskvinder over sindssyge til uhelbredeligt syge. Der blev lagt vægt på at sætte dem i arbejde inden for familiehusholdet med senere foreningsafsætning af deres produkter, samt at yde midlertidig naturaliehjælp. DKP blev en inspirationskilde til senere plejeforeninger, der var mere demokratisk initierede og blev opbygget i hovedstaden.

Som øverste kvindelige leder af Caroline Amalies hofstab 1845-58 indtog Ingeborg Christiane Rosenørn en nøgleposition med både repræsentative og sekretærlignende opgaver. Med sin naturlige selvfølelse, velafbalancerede psyke og praktiske sans besad hun den styrke og fasthed, der gjorde hende til en loyal støtte for Caroline Amalie efter Christian 8.s død i 1848, Treårskrigens udbrud samme år og Enevældens forlis 1849. Hun var ikke blandt dem, der hilste tidens borgerlige revolutioner velkommen, men fortolkede disse politiske opbrud som tegn på oprør imod en gudgiven orden.