Sille Beyer

Faktaboks

Sille Beyer
Sille Henrikke Christine Beyer
Født
25. august 1803, København
Død
10. september 1861, Frederiksgård, København
Arbejdsliv
Forfatter, oversætter og dramaturg
Familie

Forældre: grosserer, sukkerraffinadør Andreas Frederik B. (1765-1847) og Elise Høst (1775-1851).

Sille Beyer
Sille Beyer var forfatter og oversætter. Hendes største indsats var oversættelsen og bearbejdelsen af fem af William Shakespeares lystspil 1847-1857. Desuden arbejdede hun tæt sammen med skuespilleren Johanne Luise Heiberg og forfatteren J.L. Heiberg om en lang række dramaer. Fotografi uden år.
Sille Beyer
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Artikelstart

Sille Beyer ydede sin væsentligste indsats som oversætter og dramaturg for Det Kgl. Teater, hvor hun i nært samarbejde med Johanne Luise og J.L. Heiberg tilrettelagde 18 dramaer for scenen af bl.a. Shakespeare, P. Calderón, Lope de Vega, Schiller, Byron og E. Scribe. Sit første selvstændige arbejde, lystspillet Navnet eller det hurtige Frieri, 1833, skrev hun over en af Jens Baggesens versfortællinger. Også fire af hendes originale lyst- og syngespil blev opført på teatret. Sille Beyer voksede op i en velhavende københavnsk familie som nummer to i en søskendeflok på ni. Faderen var uddannet teolog, men opbyggede en stor handelsvirksomhed, som imidlertid gik konkurs efter krisen i 1817, hvorefter familien flyttede ud til sin store landejendom Frederiksgård i Brønshøj og levede af landbrug. Her boede Sille Beyer sammen med de søstre, der som hun selv forblev ugifte, resten af livet bortset fra to perioder som selskabsdame, først 1823-33 hos Anne Marie Stoud, enke efter kollegiedeputeret Frederik Stoud, og senere hos stiftsprovst E.C. Tryde 1844-46.

Sille Beyer fik tidligt personlig forbindelse med udøvende kunstnere. Som otteårig kom hun i skole hos forfatteren C.L. Sanders hustru Johanne, og hos Stoud mødte hun forfatterinden Juliane Marie Jessen, der tilskyndede hende til at studere sprog og dyrke litteraturen. Da Sille Beyers første stykke blev velvilligt modtaget og opført fem gange, antog Chr. Molbech fra Det Kgl. Teaters direktion også hendes oversættelser af et par mindre betydelige dramatikere samt to af hendes egne stykker, syngespillet Igaar og Idag eller Et Eventyr paa Heden, 1835, med musik af Ivar Bredal, og lystspillet Et Hiem, 1837, som dog kun fik tilsammen tre opførelser. Molbech hjalp hende med at redigere og udgive en række samlinger af vers og fortællinger Julegave for Børn, 1835-39, som Sille Beyer selv havde skrevet eller oversat; den sidste samling, som kom i 1841, og Julegave for unge Læserinder fra 1844 udgav hun selv.

Da J.L. Heiberg som teatrets censor og Calderónspecialist foreslog at opføre et af den spanske dramatikers stykker, opfordrede Molbech Sille Beyer til at oversætte Livet er en Drøm. Heiberg bifaldt resultatet, hvorefter de samarbejdede om at færdiggøre stykket, som med Johanne Luise Heiberg i hovedrollen havde premiere 1838. Sille Beyer skrev endnu to syngestykker Ingolf og Valgerd, 1841, og Flugt og Fare, 1852, begge med musik af Henrik Rung, men tog herefter fat på sin hovedopgave, som blev at oversætte og bearbejde Shakespeare for den danske scene. Teatret havde tidligere spillet Shakespeare uden held, og Heiberg skønnede derfor, at stykkerne måtte tillempes den ny tids smag for at finde sit publikum. Arbejdet blev overladt til Sille Beyer, som fra 1847 til 1859 oversatte og tilrettelagde fem lystspil. Hun forenklede og strammede handling og persongalleri, retoucherede sprogbrugen efter samtidens begreb om anstændighed og tilpassede de kvindelige hovedroller til Johanne Luise Heibergs talent i tæt samarbejde med skuespillerinden selv. Sille Beyers udgaver skaffede Shakespeare et stort publikum, men kritikkens meninger var stærkt delte. Mange var enige i, at en tillempning af renæssancedramatikerens tekster var nødvendig, men andre klagede over forvanskningen af den store digter. Den ofte skarpe tone afslørede, at diskussionen snarere drejede sig om J.L. Heibergs æstetiske principper, men det var Sille Beyers bearbejdelser, der måtte stå for skud.

Sidst i 1860’erne voksede kritikken af den nu afdøde Sille Beyer. Georg Brandes skrev i Illustreret Tidende i 1868: “Den gamle pæne Dame gik til Værks i den bedste Hensigt (...) ‘Ved min Strømpes Azur!’ sagde hun, ‘jeg skal lempe disse Personer til efter Nutidens dramatiske Fordringer,’ og saa tog hun en heel Pose, fuld af Figenblade, frem, og overalt hvor Shakespeare havde givet sig en Blottelse, der havde hun et Figenblad parat.” Hentydningen til den blå strømpe viser, at kritikken havde en antifeministisk brod, hvilket Sille Beyer også rent ud bemærker i forordet til sin udgave af nogle Shakespeareoversættelser i 1859: “Ingen vidste dengang,” skriver hun om sit første stykke, “at det var skrevet kun af et Fruentimmer, ellers vilde der vel være anvendt samme Iver som ved mine senere Arbeider, for at ‘feie det afveien’.” Ligesom de nære veninder malerinden Christine Løvmand og forfatterinden Benedicte Arnesen Kall følte Sille Beyer sig udsat som kvindelig kunstner og publicerede anonymt. I 1852 udgav hun dog under eget navn antologien Vintergrønt, den første samling tekster af kvindelige forfattere, men Tankebilleder eller kvindelige Situationer, der kom året efter som en kommentar til fejden om kvindesagsforkæmperen Mathilde Fibigers bog Clara Raphael, 1851, er igen anonym. Bogen indeholder en række beskrivelser af kvindelivets aldre og er opbygget dialogisk med en positiv og en negativ situation over for hinanden, den lykkelige hustru over for den ulykkelige osv. I slutkapitlet Den emanciperede Kvinde forfægter Sille Beyer den samme anskuelse som Fibiger: at kvindeemancipationens vigtigste mål er den indre udvikling. Efter J.L. Heibergs død hjalp Sille Beyer med at renskrive fru Heibergs erindringer. Alle Sille Beyers papirer gik tabt, da Frederiksgård nedbrændte i 1857.

Beskrivelser og portrætter af Sille Beyer

  • Litografi fra 1863 efter daguerreotypi. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Dansk litteraturhistorie, 1983-85. Birgit Gad: Sille Beyers bearbejdelse af William Shakespeares lystspil, 1974. Anton Andersen: Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar, 1896.
  • Privatarkiv i Rigsarkivet.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig