Inge Jespersen

Inge Jespersen var barn af akademikerslægter med mange læger og jurister, præget af stort samfundsmæssigt engagement og stærkt familiesammenhold. Faderen var højesteretsdommer, morfaderen Vilhelm Djørup amtslæge på Frbg. og morbroderen Frans Djørup overkirurg i Kolding. Det faldt derfor helt naturligt, at Inge Jespersen efter studentereksamen fra Ordrup Gymnasium i 1937 påbegyndte det medicinske studium på Københavns Universitet. Tidligt valgtes hun ind i Studenterrådet, blev formand for legatudvalget og var aktiv i arbejdet for at øge dets midler. Hun blev medicinsk kandidat i 1945, tog embedslægeeksamen i 1948 og supplerede sin samfundsmedicinske uddannelse med et studieophold ved London School of Hygiene and Tropical Medicine 1946-47. I årene herefter skaffede hun sig klinisk uddannelse på sygehuse i København og provinsen, indtil hun i 1954 blev sociallæge, senere afdelingslæge i Mødrehjælpen. Her fik hun et stærkt indtryk af, hvor vanskelige vilkår mange mennesker levede under, og hvor vilkårligt abortreglerne fungerede. Hun fandt det ikke menneskeligt muligt at fortolke disse regler retfærdigt og hilste derfor de løbende liberaliseringer af svangerskabslovgivningen velkommen. 1957 blev hun ansat ved stadslægeembedet i Københavns kommune, først som sanitetslæge, fra 1961 som vicestadslæge, og hun overtog derefter naturligt stadslægeembedet efter Hans Erik Knipschildt i 1983 og bestred dette job til sin pensionering i 1989.

Som stadslæge var Inge Jespersen vellidt, optrådte med naturlig myndighed, altid saglig og velfunderet. I de første år ved stadslægeembedet havde hun arbejdet under Esther Ammundsen, der var stærkt optaget af ældreforsorg, og Inge Jespersen gennemførte i 1960’erne reformer på området, der gjorde København til en mønsterkommune. Hun stillede krav om rimelige normer for indretning og personale på plejehjemmene, så beboerne kunne opfatte dem som egne hjem i højere grad end institutioner. Interessen for ældresagen førte hende ind i forretningsudvalget for Ensomme Gamles Værn (EGV), hvor hun 1976-82 udførte et stort arbejde. Men Inge Jespersen, der altid har haft sine meningers mod, forlod EGV, fordi hun følte, at organisationen hele tiden søgte at udnytte Københavns kommune økonomisk. 1991 blev hun en meget aktiv formand for bestyrelsen af Peder Lykke Centret og 1992 for Ældreboligforeningen Peder Lykke Bo.

Fra sin tid i Mødrehjælpen tog Inge Jespersen et livslangt engagement i kvinders og børns vilkår med sig. Hun var allerede i 1947 blevet bestyrelsesmedlem i og var 1958-65 næstformand for Danske Kvindelige Lægers Klub, fra 1983 Danske Kvindelige Lægers Forening (DKLF), der under Agnete Bræstrups ledelse genopstod efter en passiv periode under Anden Verdenskrig. Inge Jespersen deltog i nogle undersøgelser, som foreningen igangsatte, af kbh.ske husmødres miljø og almentilstand, og resultaterne blev i 1954 offentliggjort i Ugeskrift for Læger. I 1950’erne og 1960’erne foretog hun undersøgelser for foreningen af kvindelige lægers forhold. Det viste sig her, at de ældre alle havde mødt kønsdiskriminerende holdninger hos de ansættende myndigheder, mens de yngre i højere grad pegede på vanskeligheder med børnepasning som hindringer i karrieren. DKLF var 1956 initiativtager til en dansk afdeling af International Family Planning Federation, Foreningen for Familieplanlægning, det senere Sex og Samfund, og Inge Jespersen fik Københavns kommune til at etablere og betale driften af to familieplanlægningsklinikker. Gennem DKLF kom hun ind i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd, som to gange udpegede hende som medlem af den danske delegation til FNs generalforsamling. Det banede vejen for internationale kontakter, som hun brugte i sit arbejde for børnesagen. For Red Barnet var hun i over 20 år, 1965-86, en energisk og aktiv formand, der kom til at spille en stor rolle for foreningens udbygning og vækst, med etablering af børnehaver og vuggestuer landet over. Hun medvirkede ved oprettelsen af den internationale sammenslutning Save the Children Alliance 1981 og markerede sig så stærkt, at hun kom i bestyrelsen for International Union for Childwelfare i Genève. Gennem 15 år var hun tillige medlem af Danidas styrelse og udførte et betydeligt arbejde, der medførte omfattende rejseaktivitet, med at evaluere Danidas mange børneprojekter i udviklingslandene. Også forretningsudvalget for Børnehjælpsdagen fik gavn af hendes erfaring og arbejdskraft.

En stor indsats har Inge Jespersen øvet i bestyrelsen for Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris, hvor hun sammen med nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer virkede for modernisering af institutionen og videreførelse af stiftelsen i Louise Danners ånd. Inge Jespersen blev 1991 medlem af bestyrelsen for det social-pædagogiske seminarium på slottet. Også Diakonissestiftelsens bestyrelse og forretningsudvalg trak i mange år på hendes arbejdskraft. Hun havde sympati for dette private sygehus, bl.a. fordi hendes alt for tidligt afdøde ægtefælle, den lovende mediciner Tage Søttrup, havde haft gode uddannelsesår der. Hun forlod imidlertid forretningsudvalget i 1990, da administrationschefen i et lægefagligt problem tilsidesatte den enstemmige indstilling. Dette må tages som endnu et eksempel på Inge Jespersens ubøjelige konsekvens, som altid har aftvunget respekt. Stor arbejdsevne, engagement, sund dømmekraft og samarbejdsevner har præget hendes arbejdsindsats, som er blevet påskønnet på de mange felter, hvor hun har virket. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1979.