Ida Wulff

Ida Wulff fik sin sanguddannelse af syngemester ved Det Kgl. Teater Giuseppe Siboni. En anekdote vil vide, at han hørte hende synge på en trappesten i Nyhavn, og, da han sporede et usædvanligt talent, besluttede at tage sig af hende. Hændelsen lader sig ikke dokumentere, men givet er det, at hendes livsløb kunne give stof til en sådan anekdote. Fra beskedne kår kom Ida Wulff til teatret, og efter en kort, men glorværdig karriere giftede hun sig ind i de højeste cirkler. Blot 15 år gammel indgik hun i 1823 en fordelagtig kontrakt med Det Kgl. Teater, der sikrede hende otte års ansættelse, og samme år medvirkede hun ved en hofkoncert. I 1824 debuterede hun som Vela i Frederik Kuhlaus opera Lulu, og med sin næste optræden som Sophie i F. Paërs Sargino høstede hun endnu større succes. Hendes bløde og smidige sopranstemme var fortrinligt skolet, og i forening med hendes glimrende udseende og sarte ungpigeskikkelse var hun som skabt til de naive, muntre partier i syngespillene og vaudevillerne. Det er karakteristisk, at da skuespillerinden Anna Nielsen i 1829 blev beskyldt for at være for plat som vægterdatteren Ellen i H.C. Andersens vaudeville Kjærlighed paa Nicolai Taarn, blev rollen overdraget Ida Wulff.

Som flere andre af Sibonis elever undgik Ida Wulff ikke at blive kritiseret for sine “italieniserede” udsmykninger af melodilinien, hvad der navnlig opfattedes som stilløst i forbindelse med Mozarts musik. Men ikke desto mindre egnede hun sig fortrinligt til partierne som Cherubino og Susanna i Figaros Bryllup og Zerlina i Don Juan. Hun medvirkede også ved koncerter til fordel for Sibonis konservatorium og ved hofkoncerter. Gennem Siboni blev hun desuden introduceret i Friederike Bruns salon, hvor hun bidrog til musikunderholdningen. I 1829 optrådte hun for sidste gang på Det Kgl. Teater i rollen som Lorezza i F.A. Boieldieus syngespil Johan fra Paris, hvorpå hun afgik fra teatret med to års gage og en rundhåndet pension. I 1831 giftede hun sig med teaterchefens søn Ernst Frederik von Holstein, der var militært uddannet og fungerede som hofchef hos den senere Frederik 7., indtil de i 1841 flyttede først til Nyborg, hvor han blev postmester, siden til Flensborg og Lübeck. Efter sit ægteskab sang Ida Wulff fortsat ved private lejligheder, fx bemærkede kronprinsen, den senere Christian 8., at hun under en soire hos Bruns i 1834 endnu sang dejligt, og H.C. Andersen kunne under et besøg glæde sig over at høre hende synge med “zylfeklar blød Stemme”. Komponisten Rudolph Bay, der i 1843 besøgte hende i Flensborg, nød ligeledes at høre “vor fordums Theaternattergal” synge duetter med sin mand.