Ida Emilie Rambusch

Ida Emilie Rambuschs forældre var præstebørn fra gamle embedsmandsslægter. Hendes fader var artilleriofficer og chef for Hærens Laboratorium på Christianshavn, hvor hun og hendes to yngre søskende voksede op. Senere blev han direktør for en af Københavns største industrivirksomheder, Nielsen & Winther. Hjemmet var konservativt og nationalt med interesse for kultur, samfundsforhold og det store udland. Ida Emilie Rambusch gennemgik Frøknerne Sommers Privatskole og Caroline Testmans Handelsskole for Kvinder. I 1909 blev hun lærerinde fra Femmers Kvindeseminarium, hvor hun samme år blev ansat ved øvelsesskolen, og fra 1910 var hun tillige ved det tilknyttede Københavns Forskoleseminarium. I 1916 blev hun faglærer i historie, og dette fag forblev det centrale i hendes lange virke som pædagog. I undervisningen gennemgik hun gerne den næste historietimes lektie, da det var hendes faste overbevisning, at det levende ord skabte de billeder, børnene huskede. Seminarieeleverne blev vænnet til at formulere sig, så børn og voksne oplevede historien sammen. Hun udbyggede sin uddannelse med Danmarks Lærerhøjskoles årskurser i religionshistorie, kunsthistorie, verdenslitteratur og svensk og så sent som 1945-47 i psykologi.

I 1917 blev Ida Emilie Rambusch inspektrice ved Femmers Kvindeseminarium, og hun var forstander for dette og Københavns Forskoleseminarium fra 1935, til de blev nedlagt 1937 og 1938. Fra 1939 til 1956 var hun forstander for Statens Forskoleseminarium i Vejle, oprettet i 1893 som det første statsseminarium for uddannelse af lærerinder til børn i 1. og 2. klasse i landsbyskolerne. Hun var en myndig leder og en dygtig administrator. Allerede i hendes første år i Vejle blev undervisningen udvidet fra halvandet til to år, og hele bygningskomplekset blev udbygget og moderniseret. Hun troede på værdien af at uddanne lærerinder specielt til småbørn og advarede tidligt mod den lærerforeningspolitik, der førte til enhedslæreruddannelsen og i 1972 seminariets nedlæggelse. I 1956 fik hun sin egen kandidat, Rigmor Fenger, udnævnt til sin efterfølger.

Ida Emilie Rambusch sad i Dansk Skolescenes repræsentantskab i 1930’erne, var censor i historie ved seminarierne 1945-58 og medlem af Seminariekommissionen 1947-51. I 1953 blev hun som en af de første kvinder ridder af Dannebrogordenen. I seminarieverdenen, der stadig kun har få kvindelige rektorer, mindes hendes arbejde med respekt. Også hendes gamle elever i Vejle huskede hende som “en rank Personlighed, en meget afholdt Lærerinde. Det var uden Overdrivelse Frk. Rambusch, der skabte Seminariets særlige Atmosfære. Frk. Rambusch prægede dem, hun underviste, med sin stærke Personlighed”, skrev den store lokale avis ved hendes 70-årsdag. Ida Emilie Rambusch boede hos sine forældre indtil 1929 og skabte derefter et hjem for sine tidligt afdøde søskendes to børn. Her var der også plads til andre familiemedlemmer, således boede tanten Johanne R. hos hende 1940-43.

Ida Emilie Rambusch holdt fast ved de værdier, hendes hjem havde givet hende og lignede sin fader, kaptajnen. Med årene blev hun mildere og fik glæde af venskaber med kolleger og grundtvigske højskolefolk. Efter sin pensionering var hun i et par år vikar på N. Zahles Seminarium. Hun udnyttede de bedre muligheder for at rejse og kom nu også flere gange til Grækenland, hvor hun i venners lag med glødende interesse genlæste de græske dramaer in loco.