Rigmor Fenger

Rigmor Fenger voksede sammen med to større brødre op i en rummelig og frisindet familie. Såvel forældrene som bedsteforældrene på moderens side gik levende op i børnene og deres interesser. Bøger hørte til dagens orden, og Rigmor Fenger læste meget, fra Bertha Holsts pigebøger til pædagogisk faglitteratur. Inspireret af en bog om Fröbel-Højskolen drog hun som ung til København for at aflægge besøg hos søstrene Anna og Bertha Wulff, som drev skolen. Rigmor Fenger ønskede at sikre sig en plads på det kendte børnehaveseminarium i tide, men det blev imidlertid Ribe Statsseminarium, hun 1932 tog lærerindeeksamen fra. I seminarietiden blev hun interesseret i kvækerbevægelsen, hvilket 1933-35 førte hende til Woodbrooke College i nærheden af Birmingham, England. Hun blev indlogeret i forstanderens hjem og fik ansvar for familiens to adopterede tvillingepiger. I hjemmet stiftede hun for første gang bekendtskab med fænomenet fri opdragelse, der baserede sig på en tillid til børns naturlige udvikling og en forestilling om, at jo friere rammer man gav, desto mere harmoniske børn fik man.

Tilbage i Danmark var Rigmor Fenger 1937-44 ansat som leder af børneskolen på Kong Frederik den Syvendes Stiftelse i Jægerspris, et sted, der var kendt for sin moderne pædagogik. Under Besættelsen blev stiftelsen delvis beslaglagt af tyskerne. Rigmor Fenger deltog i kvækernes hjælpearbejde, bl.a. med flygtninge, som ventede på at komme videre til Sverige, og kom i den forbindelse i kontakt med en jødisk sygeplejerske fra Østrig, som hun skjulte i sit hjem, indtil krigen var afsluttet. Herefter deltog hun bl.a. i genopbygningen af kvækerkolonien Vomperberg i de østrigske alper, ligesom hun havde lejlighed til at virke som småbørnslærerinde under et længere besøg hos broderen Mogens F. i Sydafrika.

Med alderen vågnede hos Rigmor Fenger et ønske om især at beskæftige sig med skolens yngste elever. Efter en tid på Odense Seminarium og studierejser til Montessori- og Steinerskoler i England, Holland og Schweiz, hvor hun satte sig ind i den såkaldte aktivitetspædagogik, startede hun 1953 som klasselærer for en 1. klasse på forsøgsskolen Søndermarksskolen i Horsens. Undervisningen var emneorienteret og anskueligt anlagt, bl.a. maleri, sandkasseleg og modellering dannede grundlag for indlæringen. Herfra var springet ikke stort, da stillingen som rektor for Danmarks eneste statslige forskolelærerindeseminarium, Statens Seminarium for Småbørnslærerinder i Vejle, skulle besættes i 1956 ved Emilie Rambuschs afgang. Uddannelsen var forbeholdt kvinder og af to et halv års varighed. Undervisningen var almen dannende, men teoretisk og praktisk lagt an på de yngste elever, lærerinderne fik bl.a. et kursus i småsløjd. Til seminariet var der knyttet en forskole med to årgange elever og i 1960’erne også en børnehaveklasse. Seminariet var oprindelig blevet til i 1893 på initiativ af Dansk Kvindesamfund i forening med grundtvigianske skolekredse. Inspirationen fra århundredskiftets børnehavebevægelse var tydelig og vedholdende, ligesom det forkyndende og fortællende fra højskolebevægelsen også var en del af den arv, Rigmor Fenger skulle forvalte. Det gjorde hun bl.a. med inspiration fra den svenske kvæker og religionspsykolog Emilia Fogelklou og den jødiske filosof M. Bubers dialoglære.

Fra midten af 1950’erne var seminariet truet på sin eksistens, idet Danmarks Lærerforening ønskede forskolelærerindeuddannelsen afskaffet. Man mente, at lærerinderne udgjorde en faglig og lønmæssig trussel mod de øvrige seminarieuddannede lærere. Dertil kom, at Undervisningsministeriet foretrak at koncentrere læreruddannelsen på færre uddannelsessteder. For Rigmor Fenger blev kampen for seminariets overlevelse en lejlighed til at gøre opmærksom på de yngste elevers særlige behov. Hun så småbørnspædagogikken som et redskab til at ændre skolen, således at barnets kreativitet og videlyst kom til at danne udgangspunkt for undervisningen. Samtidig bekymrede det hende, at de fleste børn voksede op i byen uden kontakt med naturen og omgivet af stressede og forjagede voksne. For disse børn skulle skolen fungere som et frirum, hvor de i trygge rammer kunne få lejlighed til at udvikle sig i deres eget tempo. Med dette som udgangspunkt samlede hun en kreds af nordiske pædagoger omkring sig. Fra 1963 udgav seminariet en skriftserie i tre bind Mens barnet vokser. Heri behandledes en række af de centrale temaer i 1960’ernes skolekritiske debat fra demokrati og indførelse af elevråd, over børns legemulighed i byen til oprettelse af lilleskoler og småbørnspædagogikken mere specifikt. Rigmor Fenger var rektor på seminariet, indtil skolen blev nedlagt i 1972. I 1963 var hun redaktør af jubilæumsskriftet Statens Seminarium for Småbørnslærerinder 1893-1963.

Efter mange års samliv med moderen giftede Rigmor Fenger sig i 1967 med kunsthistorikeren og forfatteren Niels Mortensen. Ud over oversættelser af udenlandsk pædagogisk litteratur udgav hun Edele og Evald, 1976, en samling breve, udvekslet mellem hendes forældre og deres børn, og broderens erindringer Mit syd-afrikanske eventyr, 1980. I Rigmor Fengers egne erindringer Jeg ser tilbage, 1979, tegnes et billede af et lærerindeliv, forankret i den kristne tro og båret af et stort medmenneskeligt engagement, som fik hende til at omsætte ord til handling. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1970.