Henriette Jørgensen

Henriette Jørgensen kom til verden i en velbeslået familie, der havde mulighed for at give deres døtre en uddannelse. Hun begyndte at spille amatørteater i det mest velanskrevne såkaldt dramatiske selskab, kendt under navnet Borups Selskab. Det var blevet oprettet i 1780 af bl.a. Knud Lyne Rahbek. Her samledes det højere borgerskabs sønner, og efter 1809 også døtre, om deres fælles lidenskab at spille komedie. I Borups Selskab opnåede Henriette Jørgensen scenemæssig rutine, men hun havde også en række medfødte talenter, herunder en strålende intelligens og en udpræget elegant, rank og høj fremtoning. Hendes samtidige, balletmester August Bournonville, karakteriserede hende som ualmindelig veludrustet til scenen, men ifølge ham manglede hun dog skønheden. Det diskvalificerede hende fra elskerindefaget, men hun indtog snart alle former for karakterroller, såvel i tragedien, i den heibergske vaudeville som i konversationsstykkerne. Hun debuterede 1816 på Det Kgl. Teater i rollen som Clementine i komedien Besøget eller Lyst til at glimre, men allerede året før var hun blevet ansat som kgl. skuespiller.

Henriette Jørgensen var et meget alsidigt talent. Hun efterfulgte Johanne Rosing i mange værdige moderroller, som fx dronning Bera i Adam Oehlenschlägers Hagbarth og Signe og fru Guldberg i Henrik Hertz’ Svend Dyrings Hus. Men hun var samtidig meget brugt i det komiske repertoire. Ludvig Holbergs Magdeloner blev en af hendes specialiteter. I 1826 medvirkede hun ved førsteopførelsen af J.L. Heibergs vaudeville Aprilsnarrene, og hun blev således den første Frøken Trumfmeier. Hendes sidste rolle var Else David Skolemesters i Holbergs Barselstuen i 1845, og måneden efter tog hun sin afsked. Hendes samtidige, teaterkritikeren Thomas Overskou, beretter, at Henriette Jørgensen trak sig tilbage, mens hun endnu var på sit højeste, netop fordi hun ikke ønskede at overleve sit eget talent. Hendes arvtager på teatret blev Julie Sødring. Bournonville sammenlignede de to og mente, at mens Henriette Jørgensen var vittig og havde komisk styrke, så var Sødring morsom og naiv i sin komik. Blandt kolleger og publikum havde Henriette Jørgensen et godt ry, både fagligt og menneskeligt. Med sin ordentlige forvaltning af talent og med sin livsførelse uden for scenen var hun stærkt medvirkende til forbedringen af skuespillerstandens omdømme. Fra tidligere tiders gøglere og letlevende kvinder forvandledes de nu til gode, nyttige og agtede borgere i det samfund, der før havde stødt dem fra sig. Henriette Jørgensen levede endnu et par år efter at have trukket sig tilbage fra teatret. Hun oversatte en fransk komedie Rodolphe af E. Scribe og Mélesville, der under titlen Broder og Søster blev opført i 1834. Hun forblev ugift og levede først med sine forældre, siden alene. Hun tilbragte sit otium hos en broder i Ølstykke.