Henny Glarbo

Som præstedatter med tre ældre brødre, hvoraf den ene Christian G. blev teologisk professor og de to andre landsdommere, satte Henny Glarbo sig det mål at få en akademisk uddannelse. Alligevel var det først i en alder af 33 år, at hun i 1917 blev cand.mag. i fagene historie, latin og engelsk. Vejen var gået over en faglærerindeeksamen i 1907 med efterfølgende tre års ansættelse ved Slagelse private Realskole. I 1910 tog hun nysproglig studentereksamen som privatist. Samtidig med at hun studerede ved Københavns Universitet, underviste hun fra 1912 på Ingrid Jespersens Skole. Hun stilede imidlertid mod en videnskabelig karriere. For de daværende få kvindelige historikeres vedkommende, fx Anna Hude og Johanne Skovgaard, var det ensbetydende med ansættelse i arkivvæsenet. I 1919 opnåede Henny Glarbo da også en arkivarstilling i Rigsarkivet. Hun var vel forberedt. I det sidste studieår havde hun ved siden af sit undervisningsjob arbejdet som timelønnet medhjælper i arkivet, og hun havde i 1918 foretaget arkivundersøgelser i Uppsala for Kommissionen til Registrering af Kilder til Danmarks Historie i Udlandet. Med sit venlige væsen og sin store hjælpsomhed blev hun i de følgende mange år primus motor i Rigsarkivets læsesalsbetjening. Det bærende og blivende i Henny Glarbos arkivarbejde er imidlertid hendes indsats på registreringsområdet. Hun gjorde tidligt studiet af kulturelle forbindelser mellem Danmark og udlandet til sit særlige forskningsfelt og fik i tidens løb overdraget en række registreringsopgaver, der matchede det. Blandt de væsentligste er registreringen af Kunstakademiets arkiv 1748-1924, Det Kgl. Teaters arkiv 1746-1930, arkivet fra Fonden ad usus publicos for perioden 1827-42 og sidst, men ikke mindst færdiggørelsen af registraturen Privatarkiver fra tidsrummet 1660-1800 i Rigsarkivet, hvis publicering året før Henny Glarbos pensionering i 1953 blev en værdig afslutning på hendes arkivtjeneste.

Henny Glarbo var i hele sin tid som arkivar også en flittig forsker. Allerede i 1923 publicerede hun sin første større afhandling En Adelsskole i det 16. og 17. Aarhundrede. Gennembruddet fik hun med Studier over danske Adelsmænds Udenlandsrejser i Tiden 1560-1660, publiceret i Historisk Tidsskrift 1926, hvor hun demonstrerede sin arkivalske sporsans og en facetteret brug af kilder som ligprædikener, universitetsprogrammer, stambøger, rejsedagbøger, regnskaber m.v. I 1930 udgav hun en afhandling om Slagelse Latinskole. De følgende år koncentrerede hun sig om kommenterede udgivelser hovedsagelig i Personalhistorisk Tidsskrift af matrikler over danske og norske studerende ved en lang række europæiske universiteter, som hun havde besøgt på de mange arkivrejser, hun foretog. Hun bidrog til værkerne Rom og Danmark gennem Tiderne, 1935, og Danske i Paris gennem Tiderne, 1936-38. Nævnes bør også hendes Danske Palæstinafarere i det 16. og 17. Aarhundrede, der fremkom i Kirkehistoriske Samlinger 1936. Ved sin død 1955 efterlod Henny Glarbo sig manuskriptet til bogen Danske i England, en lille kulturhistorisk perle, der blev udgivet posthumt i 1956. Henny Glarbo skriver sig smukt ind i rækken af lærdomskulturhistorikere som Louis Bobé, Thomas Otto Achelis, Vello Helk og Harald Ilsøe. I 1948 fik hun Tagea Brandts Rejselegat. I 1953 blev hun ridder af Dannebrogordenen.