Helga Jensen

Helga Jensen voksede op som enebarn af to udearbejdende forældre, og det blev mormoderen, som boede hos familien, der især kom til at præge hende. Mormoderens evne til at levendegøre bibelfortællinger var noget, som Helga Jensen bar med sig i sit liv som præst, hvor børne- og ungdomsarbejdet blev hendes hjertesag. Hun blev student fra Århus Katedralskole i 1942. Oprindelig ville hun være missionær, men opgav det af helbredsgrunde til fordel for en uddannelse som tresproglig korrespondent. Hun tog eksamen i 1944 fra Århus Sproginstitut og fik ansættelse i et firma i byen, men trivedes ikke med jobbet og rejste i stedet til England som au pair-pige. Efter hjemkomsten til Danmark påbegyndte hun i 1950 det teologiske studium med henblik på at blive præst og underviste sideløbende i stenografi og sprog på et handelskursus. 1954 tog hun efter blot fire års forløb sin embedseksamen. Hun blev den anden kvindelige teologiske kandidat fra Århus Universitet. Efter sin eksamen var hun gennem et års tid ansat som sekretær hos KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) i London, inden hun i 1955 gik på pastoralseminariet.

Under sit ophold i London havde Helga Jensen mødt pastor Peder Fiig-Pedersen, der havde opfordret hende til at blive hjælpepræst hos ham i Skive-Resen sogne. Hun søgte og blev udnævnt til stillingen af kirkeminister Bodil Koch sidst på året 1955. Pastoratet hørte under Viborg stift, men biskoppen her Chr. Baun ville ikke ordinere hende, ej heller ville han benytte sig af den såkaldte bispefrihedslov og overdrage tilsynet med sognene til en anden biskop, der så kunne ordinere hende. Han var tilknyttet Indre Mission (IM) og principiel modstander af kvindelige præster. Helga Jensen, der selv havde en tilknytning til IM via sit arbejde i KFUK, optrådte under hele sagen utrolig diplomatisk. Hun begyndte sit arbejde i Skive-Resen uden at være ordineret og undlod derfor at forrette altertjeneste. Trods sin balancegang måtte hun lide den tort, at Baun end ikke ville tale med hende, da hun og Fiig-Pedersen mødte op i bispegården for at fremlægge sagen. Helga Jensen måtte pænt vente udenfor, mens Fiig-Pedersen talte med Baun.

Helga Jensen tilhørte en ny generation af kvindelige teologer, hun var ti år yngre end den yngste af de tre første kvindelige præster Johanne Andersen. Med sin store udstråling og sit tiltalende væsen vandt hun folk for sig, og når hun holdt sine mange foredrag, bl.a. i sportsklubber, fængslede hun deltagerne med sit jævne sprog. Vedholdende og selvstændig var hun også og tillige slagfærdig. Modstanderne af kvindelige præster havde bl.a. hævdet, at det ville være forargeligt, hvis en gravid kvinde skulle stå foran alteret. Helga Jensen udtalte i den forbindelse, at hun da ikke havde tænkt sig at leve i cølibat. For at løse knuden med Helga Jensens ansættelse fremsatte Koch en lov, senere omtalt som Lex Helga, som gav kirkeministeren bemyndigelse til egenhændigt at overdrage tilsynsmyndighed og ordination til en anden biskop end den stedlige. Loven gennemførtes ikke, men Baun bøjede sig, og tilsynet med Skive-Resen sogne overgik til Ålborgs biskop Erik Jensen, der 1956 ordinerede Helga Jensen i Budolfi Kirke i Ålborg. Hun blev dermed landets fjerde kvindelige præst. To af de første, Edith Brenneche Petersen og Ruth Vermehren, sluttede sammen med 40 andre præster fra stiftet op om ordinationen trods hårdt vintervejr.

1959 skulle biskop Baun nedlægge grundstenen til en ny kirke i Skive. Han frabad sig ved den lejlighed Helga Jensens tilstedeværelse, og hun holdt sig væk. Men både pressen og den folkelige sympati var i høj grad på hendes side, og Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd klagede over den behandling, hun fik. Hun havde imidlertid ikke noget ønske om at være i rampelyset og udtalte, at der kun stod blæst om de kvindelige præster, fordi det var nyt, og at hun mente, at forskellene i folks personligheder var mere afgørende end deres køn. Hun understregede også, at hun ikke var blevet præst for at være murbrækker for kvindeorganisationerne, men fordi hun følte, at hendes opgave lå her. I 1962 blev Helga Jensen residerende kapellan i Skive-Resen, og i 1969 søgte hun på opfordring fra flere menighedsrådsmedlemmer en tilsvarende stilling ved Christianskirken, der var det største sogn i Århus. Hun fik embedet og blev dermed byens første kvindelige præst. 1975 blev hun sognepræst ved Helligåndskirken, som blev udskilt fra Christianskirkens sogn. I alle tre sogne fik hun en trofast tilhørerskare, og hun blev kendt i brede kredse for sit fremragende børne- og ungdomsarbejde. Mange teologistuderende fandt vej forbi hende og lærte af hendes evne til at formidle de bibelske fortællinger for børn. Børnene elskede hende, ikke mindst for hendes ligefremme og muntre måde at være på. Som 63-årig gik hun på pension og bosatte sig i Skive, fortsat engageret i kirkeligt arbejde, energisk og livlig.