Helene Johannsen

Helene Johannsen nedstammede både på fædrene og mødrene side fra gamle embedsmands- og præsteslægter i hertugdømmerne. Hun var den yngste i en søskendeflok på fem, tre ældre brødre og en søster, der døde, før Helene Johannsen lærte hende at kende. Moderen døde kort efter Helene Johannsens fødsel, et forhold, hun endnu som 80-årig så som afgørende for sit liv: “Helene rimer på alene.” Hun tilbragte barndommen i Helsingør sammen med den stærkt dominerende fader, plaget af ensomhed og utilfredshed over ikke at måtte bruge de evner, hun vidste, hun havde, til andet end klaverspil. Længslen efter at bryde ud af miljøet og af den traditionelle kvinderolle kommer tydeligt til udtryk i de dagbøger, hun førte, fra hun var 14, til hun var 30 år gammel, udgivet 1999 med titlen Oberstens datter.

I 1892 fik Helene Johannsen overtalt sin far til at forlade provinsbyen og flytte til Bülowsvej på Frbg. Hos sine veletablerede og indflydelsesrige brødre Frits J. og W. J. traf hun mange af tidens fremtrædende personligheder inden for videnskab og kunst, og hun deltog utrætteligt i alt, hvad hovedstaden i 1890’erne kunne byde det bedrestillede borgerskab af adspredelser i form af teaterforestillinger, koncerter, middagsselskaber, baller, velgørenhedsbasarer m.m. Men stadig plagedes hun af intet at bestille for alvor. Ved at true med, at han ikke ville kunne overleve, at hun forlod hjemmet, forpurrede faderen 1896, at hun blev ansat som privatlærerinde i Jylland, og først i 1900 lykkedes løsrivelsen så vidt, at hun kunne rejse til England som guvernante hos en adelig familie. Opholdet varede tre år og gav hende mulighed for at leve et betydeligt friere liv end det, hun havde kendt hjemmefra.

Faderen døde i 1902, og kort efter Helene Johannsens hjemkomst døde også den yngste broder, der havde været stationsforstander i Laven. Helene Johannsen flyttede til Silkeborg for at kunne støtte sin svigerinde og dennes børn. Hun havde allerede, før hun rejste til London, haft kontakt med Th. Lang, som hun nærede stor beundring for, og fik nu ansættelse som lærer og hurtigt også som inspektrice ved Th. Langs Skoler. I 1908 vendte hun tilbage til København, tog faglærerindeeksamen i tysk og fransk, supplerede uddannelsen med studier ved Berlins universitet og Sorbonne, og ansattes ved Karen Kjærs Skole, hvor hun fra 1912 var forstanderinde for gymnasiet. Som næsten 50-årig tog hun i 1922 studentereksamen. Helene Johannsen var flere gange under Karen Kjærs sygdomsperioder konstitueret som rektor, og i 1926 udnævntes hun til rektor for Falkonergårdens Gymnasium, som dengang var et statsgymnasium for piger.

Helene Johannsens ansættelse betød en modernisering af skolen. Mens forgængeren Helene Rump havde haft som mål at uddanne “fromme, stærke kvinder” og stedse talte “hjemmets sag”, var det Helene Johannsens udtalte ønske at støtte de unge piger i deres personlige udvikling. Hun opfordrede dem til at vælge det rette erhverv. De skulle turde tage deres liv i egne hænder og blive stærke nok til at stå alene i livet. Ved siden af de skemabundne timer indførte Helene Johannsen mange fællestimer med alment dannende indhold i form af foredrag om aktuelle emner. Således optræder Poul Henningsen på listen over foredragsholdere så tidligt som i 1928. Teaterforestillinger og musikfremførelser forekom i Helene Johannsens tid jævnligt på skolen, ekskursioner og udenlandsrejser blev almindelige, der oprettedes en elevforening, afholdtes skolefester, åbne forældremøder og hyggeaftener med de ældste elever. Også administrativt og ledelsesmæssigt ændrede Helene Johannsen stilen på gymnasiet. Som nyt motto for skolen indførte hun et latinsk citat, som hun oversatte til: “Enighed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige, god vilje i alt!” Hun afskaffede den tidligere praksis med at opføre alle opnåede eksamenskarakterer i skoleprogrammerne, nøjedes med at lade hver enkelt elevs endelige eksamensresultat komme til offentlighedens kendskab, tog sig selv af eftersidninger og kontakt til hjemmene. Fra 1937 og til sin afgang i 1943 lod hun sine meget personlige og højt priste dimissionstaler aftrykke i skoleprogrammerne.

Helene Johannsen var selv en særdeles dygtig sproglærer, men det var især som en frisindet, forstående og virksom skoleleder, hun pristes, da hun gik på pension i 1943 og i den anledning modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Hendes liv blev langt, og hun fik den karriere, hun fra sin tidlige ungdom havde ønsket sig. Hun skabte den selv imod alle odds, men ikke uden personlige omkostninger. De kom til udtryk i hendes stadige omtale af sin egen ensomhed og i andres karakteristik af hende som en særpræget og lidt besværlig personlighed. De sidste mange år af sit liv delte hun bolig med en god veninde, Astrid Arup, der var lærerinde på Skolen for Vanføre.