Hedvig Reinhard

Hedvig Reinhard blev født i et socialt engageret lærerhjem i Hillerød, en storebroder Joachim R. blev forfatter, lillebroderen K. R. søofficer og den første direktør for DFDS (Det Forenede Dampskibs-Selskab). Selv blev hun 22 år gammel student som privatist i 1887 og medicinsk kandidat fra Københavns Universitet 1895. Herefter virkede hun som reservelæge på Kysthospitalet Refsnæs, der dengang behandlede børn med tuberkuløse knoglelidelser. I begyndelsen af 1899 fungerede hun et par måneder som konstitueret overlæge på hospitalet og blev derved den første kvindelige læge i en chefstilling. Der skulle gå endnu 17 år, før den første kvinde blev ansat som overlæge: Bodil Bloch i 1916 ved Vodskov Åndssvageanstalt. Efter endnu et par hospitalsansættelser, bl.a. på Dronning Louises Børnehospital, åbnede Hedvig Reinhard 1902 en praksis i København, som hun drev til sin død. 1903-07 var hun tillige assistent på professor Herman Slomanns klinik. Han var Danmarks første ortopæd i moderne forstand, og det var derfor naturligt for Hedvig Reinhard, at hun under sin ansættelse her udarbejdede afhandlingen Om Muskeltransplantation ved Lammelser, som i 1912 gav hende den medicinske doktorgrad som den tredje kvinde i Danmark; Eli Møller og Johanne Christiansen var de to første. Da der samme år efter pres fra kvindeorganisationerne blev åbnet mulighed for ansættelse af kvindelige skolelæger i Københavns kommune, blev Hedvig Reinhard ansat som den første. Hun blev tilknyttet de to nyeste skoler i Vognmandsmarken og på Bispebjerg. På disse skoler gik der både piger og drenge, og hun aflagde ugentlige besøg for at undersøge børnenes helbredstilstand, mens behandling blev overladt til deres sygekasselæge. I 1918 kronede hun sin årelange beskæftigelse med børns sygdom og sundhed, da hun opnåede anerkendelse som speciallæge i pædiatri, i øvrigt som den første kvinde.

Som mange af de tidlige kvindelige akademikere engagerede Hedvig Reinhard sig kvindesagligt, først som bestyrelsesmedlem i Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, der bekæmpede den offentlige prostitution og i 1906 opnåede dens afskaffelse. Senere stillede hun sin ekspertise til rådighed for Danske Kvinders Nationalråd som medlem af dets sundhedsudvalg fra 1911, og hun deltog i Dansk Kvindesamfunds (DK) familieretlige udvalg 1912 som lægesagkyndigt medlem. Hun var suppleant til DKs styrelse i 1913 og meldte sig i den hidsige debat om kvinders politiske deltagelse efter Grundlovsændringen i 1915 på den fløj, der gik ind for et kvindeparti. Hendes kristne grundholdning førte hende ind i Kristne Kvinders Vælgerforening, hvor hun sad i bestyrelsen 1916, og til et stort socialt arbejde i bestyrelserne for Mødrehjælpen i Valby og Børnesanatoriet i Snekkersten. Også mindrebemidlede patienter i hendes praksis nød godt af hendes filantropiske sindelag. I midten af 1920’erne sluttede hun sig til den anti-idealistiske Tidehvervsbevægelse, der ville fundere kristendommen i den konkrete og daglige eksistens. Hun blev en af bevægelsens tidlige ordførere, og hendes angreb på professor Eduard Geismar i Tidehverv 1928 indledte et forbitret opgør med de kirkelige autoriteter, deres idealisering og synet på seksualitet som noget syndigt.