Johanne Christiansen

Johanne Christiansen voksede sammen med seks søskende op i et hjem, der bar præg af faderens videnskabelige baggrund som fysiker og hans forkærlighed for klassisk dannelse og kultur. Moderen, der var 18 år yngre end sin mand, spillede klaver til familiens aftensang og var en livsglad, udadvendt og omsorgsfuld person. I en mindebog over sin broder højskoleforstander C.P.O. C. skrev Johanne Christiansen i 1952 med stor varme om barndomshjemmet i professorboligen på Polyteknisk Læreanstalt. Moderen omgærdede hun med kærlighed og hengivenhed, og hos den voksne Johanne Christiansen genfinder man en beundring for det store, ofte slidsomme arbejde, der var husmoderens lod. Hun blev tidligt påvirket af faderens videnskabelige, analytiske tænkemåde, og i hjemmet mødte hun flere af tidens store tænkere og videnskabsmænd. Der hvilede en humanistisk ånd over diskussionerne omkring det runde mahognispillebord, når filosoffen Harald Høffding, filologen Vilhelm Thomsen og fysiologen Chr. Bohr mødtes med faderen til et spil uden kort, men med esser og trumfer i ærmer og vestelommer. Fra sin lyttepost bag de tunge portierer hentede den unge Johanne Christiansen forståelse, indsigt og ydmyghed. Denne ydmyghed fulgte hende livet igennem, både i forbindelse med hendes lægegerning, forskning og i forholdet til patienterne.

Johanne Christiansen vidste tidligt, at hun ville være læge. Efter studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1901 påbegyndte hun straks medicinstudiet ved Københavns Universitet, som hun afsluttede i 1907. Derefter gjorde hun tjeneste ved en række hospitaler indtil 1909, hvor hun fik ansættelse som klinisk assistent på Rigshospitalet. Denne ansættelse i en videnskabelig stilling resulterede i færdiggørelsen af en doktorafhandling Bestemmelse af fri og bunden Saltsyre i Maveindhold, 1912. Ved forsvaret af disputatsen, der gjorde hende til den anden kvindelige dr.med. i Danmark efter Eli Møller, blev hendes forskningsarbejde meget rost. Herefter fulgte nogle meget frugtbare år, hvor Johanne Christiansen producerede et stort antal videnskabelige arbejder, hovedsagelig af kemisk-fysiologisk art. Hendes artikler om fordøjelsens normale og patologiske kemi er blevet stående som markante landvindinger på det videnskabelige landkort. Også arbejder om kulsyrens, blodsukkerets og urinstoffets forhold i blodet var banebrydende for deres tid. Hendes vægt i forskningen i disse år fremgår af samarbejdet med den kendte engelske fysiolog J.S. Haldane, som hun besøgte i Oxford under en studierejse 1912-13. Af stor og stadig praktisk betydning er hendes påvisning af propylalkohols huddesinficerende egenskaber. I denne periode beskæftigede hun sig tillige med emner inden for fysikken. Således foretog hun i et samarbejde med faderen undersøgelser af gnidningselektricitetens oprindelse. Hun nedsatte sig 1921 i København som praktiserende speciallæge med særlig interesse for fordøjelsesorganernes sygdomme og opnåede i 1923 specialistanerkendelse i intern medicin. Hun var medstifter og leder af kurstedet Casa Azurra ved Gardasøen i Italien 1930-33 og tog i 1932 italiensk medicinsk embedseksamen.

Johanne Christiansen blev en central person i Mellemkrigstidens ernæringsdebat, og hendes respekt for fag og videnskab tvang hende til stadige konfrontationer med samtidens ernærings-, hygiejne- og miljøeksperter. Uden persons anseelse og med en pen som en glatsleben ragekniv forfægtede hun sit fags og sin videnskabs teorier i utallige avisartikler og ved talrige debatmøder landet over. Hun kæmpede ikke for at få ret, det vidste hun, at hun havde, men for at påvise uretten og eksperternes afhængighed af magt, penge og industri. Bedre end nogen forstod hun, at sandheden ikke er absolut, at ting og viden flytter sig. Mest kendt er hendes langvarige fejde med lægen og ernæringseksperten Mikkel Hindhede i Ugeskrift for Læger 1932-35. Her gjorde Johanne Christiansen gældende, at man ikke kunne leve på den kost, Hindhede havde anbefalet, uden at blive syg. Andre læger blandede sig i debatten og beskyldte hende for usandhed og falskhed. Sagen førte på hendes initiativ til en behandling ved Den Almindelige Danske Lægeforenings (DADL) voldgiftsret, hvor hun i første omgang vandt. Men da sagen senere blev taget op ved overvoldgiftsretten, blev det bestemt, at de to parter skulle dele sagsomkostningerne. Da Johanne Christiansen nægtede, blev hun ekskluderet af lægeforeningen. Også lægen Erik Warburg kom hun i konflikt med i spørgsmålet om hormonbehandling, som hun selv var en varm tilhænger af. Da han i Ugeskrift for Læger bl.a. beskyldte hende for usandfærdighed, stævnede hun ham for ærekrænkelse ved Østre Landsret, som i 1943 idømte ham en bøde.

Johanne Christiansen førte sin krig på mange fronter, mod den etablerede lægeverden, mod kvaksalveri og homøopati, mod landmænd og gårdejere, der udsultede landarbejderne. Den polemiske attitude kom efterhånden til at virke som en boomerang, og hun blev tiltagende sårbar over for angreb. I forlængelse af sine synspunkter skrev hun en række populærvidenskabelige bøger, bl.a. Gyldne Lægeraad, 1933, Retten paa Vrangen, 1938, Rationel Sparekogebog, 1940, Overgangsalderen hos kvinder og mænd og dens behandling, 1948, og Tvedegaard-Møller-Sagen, 1960. Den sidste bog var et forsvarsskrift for to læger, som Sundhedsstyrelsen havde rejst sag imod. Johanne Christiansens skarpe reaktioner bør betragtes i lyset af den politiske udvikling i mellemkrigsårene, lægevidenskabens landvindinger i samme periode samt tidens sociale nød. Det var forholdsvis nemt for hende at bevare distancen og værdigheden i pennefejderne mod andre læger; her var hun skarp og stringent i sin argumentation. Men det viste sig ganske anderledes svært for hende at bevare roen og overblikket, når hele løgne og halve sandheder ramte, hvor det gjorde mest ondt, på hendes faglighed. I 1933 modtog hun DADLs hædersgave som belønning for den strid i ord og skrift, hun til stadighed førte for lægestandens prestige, og to år efter tildeltes hun Tagea Brandts Rejselegat.