Hedvig Jacoby

Hedvig Jacoby voksede op i København sammen med tre søskende og nært knyttet til sin moder. Forældrenes ægteskab var usikkert i årevis, og de blev skilt, da hun var 15 år. Hun kendte skilsmissebørns smerte indefra og brugte denne erfaring i sin senere store indsats for dem. Efter realeksamen var hun i to år elev på en haute couture-systue, hvor hendes sociale bevidsthed blev vakt af syerskernes elendige arbejdsforhold og hjemlige problemer. Hun afbrød syuddannelsen og kastede sig med liv og sjæl over arbejdet for børn og blev elev på en københavnsk vuggestue med forfærdende lidt personale. Børnene blev spærret inde i en stor overfyldt kravlegård uden stimulation og i lange perioder lænket til hver sin potte, mens alt blev grundigt sæbevasket. Hun led med de arme børn, og ved at læse bøger om Montessori-metoden, der lagde vægt på frihed og udfoldelsesmuligheder i opvæksten, blev hun bestyrket i, at det var rivende galt fat i vuggestuen. I 1936 var hun au pair-pige i Frankrig og 1938 i London som guvernante hos en dansk familie og fik begge steder stærke indtryk af tidens førkrigsstemning. Hun kom i sommeren 1939 på Sofie Rifbjergs Seminarium for Småbørnspædagoger, hvor hun sugede til sig fra progressive undervisere som Torben Gregersen, Sven Møller Kristensen og Inger Kristine Mortensen, og hun var praktikant påMarie Benedicte Gregersens enestående børneobservationshjem. Sideløbende med denne uddannelse gik hun på Statens Studenterkursus om aftenen og blev nysproglig student i 1941. Sammen med den senere børnepsykiater Anker Østergaard overvejede hun psykologistudiet, men det var på det tidspunkt for teoretisk og støvet til dem, og de valgte at blive læger med henblik på at specialisere sig i børnepsykiatri, et speciale, som endnu ikke fandtes i Danmark. Hun måtte de første år forsørge sig selv og arbejdede ved siden af studierne på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvor hun om dagen passede adfærdsforstyrrede børn i et kælderlokale. Det var begyndelsen til en særskilt behandling af psykisk lidende børn, der dengang var indlagt blandt de voksne patienter.

I 1942 blev Hedvig Jacoby gift med en medicinsk student, der var jøde og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og straks efter ægteskabet blev de hængt ud i den danske nazistiske presse med foto og grove trusler. De flygtede til Sverige i 1943 og fortsatte begge deres studier i et fagligt og kulturelt inspirerende miljø blandt andre flygtninge i Stockholm. Til eksamen havde de flere danske censorer. Efter krigens slutning blev hendes mand læge i København, mens hun først i 1949 efter to børnefødsler kunne tage eksamen og begynde sin karriere med bistand af hushjælp, udvalgte daginstitutioner samt en forstående og hjælpsom mand. Hun samarbejdede især med mange venstreorienterede og var efter krigen medlem af DKP indtil 1959. Selvom hun i sig havde stof til en politiker, blev det i børnepsykiatrien, hun udfoldede sig og satte spor. Fra starten engagerede hun sig i fagets sociale grænseområder og forstod at arbejde sig godt frem trods modstand fra traditionelt indstillede kolleger. Flere af disse lykkedes det hende endda at påvirke til at forbedre børnenes vilkår på hospitalerne, bl.a. ved at mødrene blev indlagt sammen med dem. Hun var børnepsykiatrisk overlæge ved Statshospitalet i Glostrup fra 1962 og ved Københavns Amts Sygehus i Gentofte 1969-88.

I 1957 blev Hedvig Jacoby Mødrehjælpens første børnepsykiatriske konsulent og fik her et frugtbart samarbejde med Henrik Hoffmeyer, som var socialoverlæge i institutionen 1954-64. Sammen inspirerede de til nedlæggelse af mange triste og underbemandede spædbørnehjem, hvor børnene lå og sygnede hen af mangel på menneskelig kontakt. Hun var fra 1957 konsulent for Egelundshuset, et behandlingshjem for tidligt følelsesmæssigt skadede børn og gennemførte sammen med hjemmets leder Bodil Pedersen en banebrydende behandling. Fra 1958 var hun børnesagkyndig dommer ved Østre Landsret. I 1964 blev Hedvig Jacoby børnepsykiatrisk konsulent på observationsspædbørnehjemmet i Bagsværd, hvor hun var drivkraften til gennemgribende børnevenlige forbedringer, og dette børnehjem blev retningsgivende for andre. Hun var også forkæmper for at ændre tidens kolde kliniske forhold ved fødslerne og var aktiv i en tværfaglig arbejdsgruppe, der kaldte sig Dansk Fødselsråd. Da det viste sig umuligt at få blot én obstetriker inddraget, blev arbejdet overtaget af brugerne selv. I 1966 tildeltes hun et WHO-fellowship og var på en tre måneders studierejse i USA, hvor hun mødte mange af børnepsykiatriens kendte grundlæggere. Hun fik afgørende indflydelse på Socialministeriets betænkning om daginstitutionernes struktur i 1972, specielt med hensyn til etablering af aldersintegrerede institutioner, der skulle modvirke børnenes hyppige flytninger gennem opvæksten. I somrene 1972 og 1973 rejste hun i Grønland som Grønlandsministeriets børnepsykiatriske konsulent. På initiativ af hende og dommer Ole Bohr udkom den epokegørende pjece Mor – barn – far skal skilles, 1980. Som medlem af Børnekommissionen, der afgav betænkning i 1981, var hun direkte initiativtager til, at der indførtes mulighed for fælles forældremyndighed ved skilsmisser. Her inspirerede hun tillige til udvidelse af lovgivningen med ret til sagkyndig rådgivning om forældremyndighed og samkvemsret.

Hedvig Jacoby har været et handlingens menneske, der livet igennem har brugt sin fremragende indlevelsesevne og sine følelser som drivkraft i et stort målrettet arbejde for børn, deres familier og deres institutioner. Samtidig med at hun til stadighed har arbejdet tæt på børnene og deres omgivelser, har hun med gennemslagskraft deltaget i den offentlige debat og er med rette kaldt børnenes ombudskvinde. I anledning af hendes 70-års fødselsdag udkom festskriftet Modet til forandring, 1988.