Gunna Breuning-Storm

Gunna Breuning-Storm var den første kvinde, der, bortset fra harpenistinder, spillede i Det Kgl. Kapel. Kvindelige harpenister havde en særstilling som orkestermusikere og kunne, som Agnes Dahl, Marie Kjeldskov og Valborg Poulsen, spille i Det Kgl. Kapel og Tivolis Koncertsals Orkester uden at være medlemmer af Københavns Orkesterforening, som først gav adgang for kvinder i 1919. Dirigenten Victor Bendix søgte i 1915 om dispensation, fordi han gerne ville have Gunna Breuning-Storm til at spille ved opførelsen af Don Carlos på Det Ny Teater, men orkesterforeningen afslog ansøgningen. Ud over harpen blev strygeinstrumenterne, især violin og bratsch, efterhånden anset for acceptable for kvindelige orkestermusikere, men helt op til omkring 1970 var der kun få kvinder i symfoniorkestrene. Blandt 24 ansøgere vandt Gunna Breuning-Storm i 1926 kapelkonkurrencen om violinistpladsen efter Julius Borup. Da havde hun allerede i 19 år optrådt i Nordens og Tysklands koncertsale.

Gunna Breuning-Storm studerede violin i en ung alder hos Johannes Schiørring og Anton Svendsen. Hun debuterede i 1907 i Odd Fellow Palæets store sal ved en koncert med orkester under ledelse af Bendix og med kongeparret i logen. De store forventninger til hende blev indfriet, og en journalist sammenlignede hendes debut med Frida Schyttes i 1889 og udtrykte sit håb om, at hun ikke som Schytte ville gå tabt for koncertlivet på grund af ægteskab. Efter koncerten videreuddannede Gunna Breuning-Storm sig i Berlin hos violinisten og dirigenten professor H. Marteau. I 1910 fik hun også her en bemærkelsesværdig debut og slog sig ned i den tyske hovedstad, hvor hun fik en stor elevkreds. Hun skabte sig samtidig et navn som solist og gav koncerter i alle Tysklands store byer. Hun optrådte med Berlinerfilharmonikerne under A. Nikisch, ved kompositionsaftener med M. Reger og F. Weingartner, og hun spillede ved hoffet for kejserinde Auguste Viktoria. Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 flyttede hun tilbage til Danmark og fortsatte her med at undervise og afholde koncerter. I 1916 gav hun flere koncerter i Sverige, hvor hun og komponisten E. Sjögren opførte hans sonater for violin og klaver. Endvidere spillede hun meget sammen med hofpianistinden Johanne Stockmarr og blev i 1918 selv udnævnt til hofviolinistinde som den eneste nogensinde. Hun var en engageret pædagog og var efter sin tilbagekomst til Danmark først ansat ved C.F.E. Hornemans konservatorium, siden på Musikkonservatoriet 1919-23.

Gunna Breuning-Storm var en alsidig musiker, og hun spillede klaverpartiturer af orkestermusik for indgående at kunne studere musikken. Ligesom sin berlinske lærer begyndte hun også at dirigere og stiftede omkring 1920 sit eget kammerorkester, der i 1925 indgik i det 50-årige amatørorkester Euphrosyne. Året efter blev Gunna Breuning-Storm under pressens store bevågenhed dirigent for Euphrosyne, og den funktion beholdt hun i næsten 30 år. Ved sit 25-års jubilæum som dirigent spurgte en journalist hende om, hvorfor der fandtes så få kvindelige dirigenter. “Dirigentstillinger er førerstillinger, og en kvinde er stadig kun et ribben; hun bliver endnu ikke betragtet som et helt normalt individ,” svarede hun. De specielle dirigentevner, der skal til for at lede et amatørorkester, besad Gunna Breuning-Storm i fuldt mål og hendes pædagogiske energi var med til at holde orkestret levende. Hun havde kontakt til kongehuset, og kronprins Frederik, den senere kong Frederik 9., var protektor for flere af orkestrets store koncerter. Hendes dirigentvirksomhed hang sammen med bredden i hendes musikalske færdigheder, men samtidig havde hun med sin langvarige solistiske koncerterfaring et stort kendskab til violinens repertoire, og i midten af 1940’erne vakte hun furore ved at spille ni af violinlitteraturens største koncerter over tre aftener. Også som kammermusiker gjorde Gunna Breuning-Storm sig markant gældende. Hun spillede 1. violin i Breuning-Bache-Kvartetten, der gav sin første koncert i 1919 og bestod indtil 1956. Fra 1920 optrådte den under navnet Kvartetselskabet Breuning-Bache, mens den i udlandet, hvor den hurtigt fik et smukt omdømme, blev kaldt Københavnerkvartetten. Den havde i de første år Gerhard Rafn som 2. violinist, Ella Faber som bratschist, og Paulus Bache, som Gunna Breuning-Storm havde spillet sammen med i Berlin, havde cellopladsen. Kvartetten indtog en førende stilling i det kbh.ske musikliv og turnerede hyppigt, både i Danmark og udlandet. Gruppen spillede ud over det klassiske repertoire også meget ny dansk musik. Den markerede sig endvidere ved i begyndelsen af 1920’erne at opføre en række kammermusikværker af tolvtonemusikkens skaber Arnold Schönberg for et ikke særlig forstående publikum.

Gunna Breuning-Storm havde brede interesser ud over musikken, fx var hun kendt for sin udsøgte madlavning, og hun dyrkede passioneret sin sommerhushave ved Buresø ved Slangerup. Hun giftede sig ikke, men havde en stor vennekreds og boede i det sidste halve år af Stockmarrs levetid sammen med hende. Gunna Breuning-Storm var medlem af bestyrelserne i Kvartetselskabet Breuning-Bache, Dansk Tonekunstnerforening 1919-24, Dansk Koncertforening 1924-27 og Østerbro Kammermusikforening 1936-40. Ved Euphrosynes 60-års jubilæumskoncert i 1935 modtog hun Ingenio et arti.