Gudrun Poulsen

Gudrun Poulsen voksede op i en villa på Lemchesvej 8 i Hellerup, hvor hun blev boende hele livet, de seneste år sammen med storebroderen Svend P. Begge forældre var udadvendte og meget aktive. Moderen var uddannet folkeskolelærer og holdt bibelkreds i hjemmet. Faderen, der var sagfører, bl.a. for søfyrbødernes og smedenes fagforeninger, fungerede tillige som rådgiver for de socialdemokratiske ledere Th. Stauning, K.K. Steincke, F.J. Borgbjerg og Vilhelm Buhl, fx i forbindelse med den store socialreform først i 1930’erne. Lysten til at tegne og male havde Gudrun Poulsen, fra hun var en lille pige, og det fik måske også betydning, at hun ofte kom på besøg hos naboen, billedhuggeren Rudoph Tegner. Hendes interesse for landskabsstudier og dyr, især køer, blev vakt ved ophold på farforældrenes gård Størsbølgård i Bramming ved Sneum Å. Senere tilbragte hun så megen tid på egnen som muligt.

Forældrene støttede Gudrun Poulsen i hendes ønske om at blive maler, men opfordrede hende til at tage en anden uddannelse først. Hun blev matematisk student fra Aurehøj Gymnasium i 1936 og tog en flot lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium 1941. Herefter arbejdede hun nogle år som lærer, før hun blev elev hos maleren Erik Clemmesen 1944-45. Hun blev optaget på Kunstakademiets maler- og freskoskole i 1945, hvor hun bl.a. havde professorerne Vilhelm Lundstrøm, Kræsten Iversen og Elof Risebye som lærere. Under sit studium mødte hun maleren Knud Lollesgaard, og ham og hans familie havde hun et nært venskab med hele livet. I 1952 tog hun afgang fra Kunstakademiet og oprettede atelier i Nyhavn 18 i Vilhelm Bissens og Richard Mortensens tidligere atelier. Hun debuterede i 1946 på Kunstnernes Efterårsudstilling og fortsatte med at udstille dér i en årrække, ligesom hun 1956-73 jævnligt deltog på Charlottenborgs Forårsudstilling. Derudover udstillede hun utallige gange i både ind- og udland, bl.a. hos Kvindelige Kunstneres Samfund, på Den Nordiske, som hun var medstifter af, samt som medlem af sammenslutningen Corner 1992-96. Sammen med maleren Gudrun Henningsen og keramikeren Lisa Engqvist dannede hun Lille Gruppe, der flere gange udstillede i Den frie Udstillingsbygning i perioden 1959-69. I udlandet deltog hun bl.a. i Club international féminin, Paris 1958, hvor hun fik byen Paris’ sølvmedalje. 1959-69 og igen i 1971 udstillede hun i Cambridge, England, og 1988 og 1992 i Berlin.

Gudrun Poulsens gennemgående tema var dyr og naturstudier, og motivet hyppigt køer og andre dyr i stalde eller bakkede landskaber. Malerierne er udført med brede, lette, næsten skitseagtige penselstrøg og holdt i mørke jordfarvetoner. Motiverne kan føres tilbage til slægtens tilknytning til landbrug og gårdene i Vestjylland, fx Vintersol i stalden, 1950, Dyrene samles i ring midsommeraften, 1978, og Køer i rad, 1998. Fra 1963 opholdt Gudrun Poulsen sig en stor del af året på Møn, hvor hun færdedes i et frodigt kunstnerisk miljø, der bl.a. talte maleren Anne Marie Telmányi, komponisten Ove Scavenius og filmskuespillerinden Asta Nielsen. Sidstnævnte portrætterede hun i 1981. På billedet er baggrunden og Asta Nielsens dragt malet med brede, lodrette penselstrøg holdt i brun, mørk okker og sort, hvilket bevirker, at ansigtet med den smalle mund, de høje kindben og de store øjne fremhæves. I 1976 udarbejdede hun Politikens grafiske julesærtryk Julenat i stalden. Det blev optakten til en række kirkeudsmykninger, bl.a. til Kvols Kirke 1979, Feldborg Kirke 1990 og Hellerup Sognegård 1992, hvor yndlingsmotivet, dyrene, kobles til de religiøse scenerier. De blev enten udført som oliemalerier eller som billedtæpper, vævet af Pernille Ponsaing og Charlotte Schrøder efter Gudrun Poulsens forlæg. Hendes foretrukne motiv var begivenhederne omkring Jesu fødsel, som det fremgår bl.a. af Julenat, De hellige tre konger og Flugten til Egypten. Hendes fortolkning af de religiøse motiver var ofte inspireret af nutidens krige og flygtningeproblemer.

Gudrun Poulsen havde et lyst sind, humoristisk sans og var altid åben for noget nyt. Tillige var hun et beskedent og varmt menneske, som også kunne kæmpe energisk for sine synspunkter. I 1994 blev hun æresmedlem af Kvindelige Kunstneres Samfund, hvor hun som formand 1954-92 igennem 38 år utrætteligt havde kæmpet for kvindelige kunstneres synliggørelse og rettigheder. Som den samvittighedsfulde og afholdte kollega hun var, blev hun betroet mange tillidsposter, bl.a. som medlem af Akademirådet 1962-68, 1983-87 og fra 1968 af Akademiet for de skønne Kunster, hvor hun også ydede en stor indsats. Derudover var hun bestyrelsesmedlem for Thorvaldsens Museum 1984-92 og medlem af flere legatbestyrelser samt af Hellerup Kirkes menighedsråd. Hun fik flere stipendier og udmærkelser for sit arbejde, bl.a. Carlssons Præmie 1958, Eckersbergs Medaille 1989 og Ole Haslunds Kunstnerfond 1993. I 1995 blev hun tildelt den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.