Gerda Schneekloth

Gerda Schneekloth var fra sit hjem godt rustet til den pædagogiske pionergerning, hun skulle komme til at udføre. Hendes fader grundlagde den ansete Schneekloths Skole og virkede for folkeskolens reform, herunder for et mere udbygget samarbejde mellem skole og hjem. Faderens fremsynede og humane tankegang tog Gerda Schneekloth med sig i sit pædagogiske virkefelt, forsorgen for vanskelige børn og unge. Den anden store inspirator var børnehjemsforstanderen L. Budde, i hvis hjem hun levede fra ca. 1888. Som en aflægger af Buddes børnehjem Holsteins Minde udskiltes i 1890 pigeafdelingen Skovgaarden ved Fuglebjerg, hvor Gerda Schneekloth kom til at undervise. Da Budde i 1897 forlod Holsteins Minde, fulgte hun ham til Himmelbjerggården, og efter hans død i 1902 flyttede hun med hans enke til Århus. Her underviste hun nogle år på Århus Katedralskoles forberedelsesskole. To gange rejste hun til Finland for at uddanne sig på statens opdragelsesanstalt for unge piger.

Da Gerda Schneekloth startede sit arbejde inden for børneforsorgen, var denne helt på private hænder. Dette havde ført til storslåede projekter, som fx Buddes initiativer og Thora Esches Magdalenehjemmet, men også til fejltagelser og overgreb, der kom til offentlighedens kendskab i en stribe sager mod brutale forstandere, bl.a. Flakkebjergsagen 1906 og Hebronsagen mod Edle Bransholm 1907. Børneloven af 1905 var et forsøg på at regulere og forbedre forholdene på området. Som led heri oprettedes i 1908 to statsopdragelsesanstalter, Bråskovgård for unge mænd og Vejstrup Pigehjem ved Svendborg for særligt vanskelige unge piger. Til den krævende post som forstander for sidstnævnte institution udpegedes Gerda Schneekloth, personligt håndplukket af formanden for Overværgerådet Christian Brun, der havde lagt mærke til hende under sine besøg på Holsteins Minde.

Gerda Schneekloths opgave blev helt fra grunden at opbygge et pigehjem for de allervanskeligste, kriminelle og såkaldt usædelige piger. Hjemmet var normeret til 25 elever i alderen 14-21 år, og normalt skulle de opholde sig på stedet i tre år. Flertallet af pigerne kom fra meget dårlige hjem, præget af ekstrem fattigdom og alkoholisme. En del af dem havde været udsat for incest. Tyveri og usædelighed var de mest almindelige forbrydelser. Det klare mål var at opdrage pigerne, at danne deres karakter og dermed integrere dem i samfundet. Midlerne var disciplin og hårdt arbejde, men også kærlighed og hjemlige forhold. Under Gerda Schneekloths dygtige ledelse synes projektet i vidt omfang at være lykkedes, og mange af pigerne kom fri af kriminalitet og prostitution, selvom en stor gruppe måtte opgives som “uopdragelige”.

Gerda Schneekloth var en retlinet, på en gang mild og stærk personlighed, der satte alle sine kræfter ind på at hjælpe de piger, der blev hende betroet. Det gjorde hun ud fra sin egen klasses kulturelle normer, og bevidstheden om, at der kunne eksistere andre, måske lige så gyldige normer, fx på det seksuelle område, lå hende fjernt. Men hun var altid forstående og omsorgsfuld, aldrig fordømmende. Hun forstod, at hjemmene måtte inddrages i processen, hvor det var muligt, og var utrættelig i sine forsøg på at bevare kontakten med de unge, efter at de havde forladt hjemmet. Hun var dybt optaget af spørgsmålet: “Hvad gavner Vejstrup Pigehjem?”, og i de omfattende årsberetninger gav hun meddelelser om hver enkelt elev ved afrejsen, efter fem år og igen efter 15 år. Heri må ses et udtryk både for hendes kærlighed til den enkelte og for hendes ønske om at bidrage til en statistisk baseret vurdering af arbejdet.

For Gerda Schneekloth var arbejdet med de unge en livsopgave, som hun først slap ved sin død i 1927. Hun havde gennemgået flere sygdomsperioder og var mærket af det opslidende arbejde, herunder sorger over de unge, som det gik dårligt. Ved begravelsen mødte adskillige gamle elever op for at vise deres taknemmelighed mod “Plejemoder”. Også børneforsorgens repræsentanter havde grund til udelt tilfredshed med Gerda Schneekloths forbilledlige ledelse af det første statsopdragelseshjem, modellen for senere hjem på området.