Edle Bransholm

Edle Bransholm blev centrum i en af århundredets mest omtalte sager om børnemishandling. I den såkaldte Hebronsag blev den 50-årige Edle Bransholm anklaget for misrøgt og mishandling af de unge piger, hun havde ansvaret for som forstanderinde for det indremissionske opdragelseshjem Hebron i Hanbjerg ved Struer. Sagen blev rejst 1907 af børnevennen Peter Sabroe, der netop havde triumferet ved afskedigelsen af forstanderen for opdragelseshjemmet Flakkebjerg. Sagens akter og de mange debatindlæg gav samtiden og eftertiden et enestående detaljeret indblik i børns og unges vilkår i det sociale system, og sagen førte på længere sigt til ændringer i lovgivningen om børneforsorg.

Inden Hebronsagen havde Edle Bransholm arbejdet med børn og unge i mange år. I næsten ti år, 1887-96, havde hun undervist ved kommuneskolen i Viborg. Allerede da fik hun ry for at være en ualmindelig hårdhændet lærerinde, der ofte afstraffede børnene med spanskrør. På samme tid knyttede hun intime bånd til to andre lærerinder Anna Møller og Anna Marie Hammershøy, en omstændighed, der også blev taget op under Hebron-sagen, uden at det dog kunne påvises, at der havde bestået “perverse” seksuelle relationer. Kvindernes samvær var tilsyneladende præget af en form for overspændt religiøsitet. Ved siden af undervisningsarbejdet måtte Edle Bransholm passe sin svagelige fader, ligesom familien allerede på dette tidspunkt omfattede flere plejebørn. En broder A. Frydensberg grundlagde i 1892 opdragelseshjemmet Godhavn i Tisvilde, i øvrigt et andet af de hjem, som senere kom i Sabroes søgelys for dårlig behandling af børnene.

I 1897 giftede Edle Bransholm sig med lærer N.P.C. B., der var en kendt skikkelse i Indre Missions børnearbejde, og bosatte sig med ham i Struer. Allerede i 1899 blev hun dog enke. Året efter oprettede hun et opdragelseshjem i byen, som hun i 1901 flyttede til Hanbjerg. Det kom hurtigt til at omfatte omkring 40 piger, der dækkede et bredt spektrum af særlig vanskelige tilfælde, både forsømte, kriminelle, åndssvage og tilmed sindssyge piger. Også aldersmæssigt var der stor spredning fra helt små piger op til 18 år. Det var et vanskeligt klientel, hvilket uden tvivl nødvendiggjorde den stramme disciplin, der kom til at præge hjemmet. Sammen med to medhjælpere Ingeborg Thorup og Anna Maria Lundstrøm stod Edle Bransholm selv for alt arbejde på hjemmet, der i 1906 opnåede statsanerkendelse som hjem for særlig vanskelige piger.

Hebronsagen blev rejst af Sabroe i 1907, i første omgang i en række artikler i Social-Demokraten. Dette førte til nedsættelsen af en særlig undersøgelseskommission under forsæde af overretsassessor Frits Schrøder. Retten udførte et meget omfattende og grundigt arbejde med afhøring af vidner, senere publiceret i en diger rapport. Det var rystende kendsgerninger om forholdene på hjemmet, der blev bragt for en dag, især hvad angår afstraffelsesmetoderne. Der blev straffet for selv småforseelser som at brække en tand i en kam eller snakke ved bordet, mens de hårdeste straffe blev idømt for tyveri og rømninger. Afstraffelserne rakte fra lussinger og slag med ris, til indespærring på kammer eller i “mørk arrest”, af og til i dagevis. Indespærring blev ofte suppleret med fratagelse af mad og drikke. Der var eksempler på piger, som havde tørstet i flere døgn. Det viste sig dog hurtigt uhyre vanskeligt at nå til bunds i sagen. Det særlige ved Edle Bransholms indremissionske pædagogik var nemlig, at hun forenede ris og kærtegn. Mange af pigerne udtalte, at de var tilfredse og godt kunne lide hende. Andre blev under de gentagne afhøringer grebet i løgne og stærkt overdrevne anklager. Edle Bransholm blev som led i sagen undersøgt for hermafrodisme, men erklæret for normal. Undersøgelsesrettens rapport gav ikke grundlag for at rejse tiltale mod hende, men hårdt presset af anklagerne tog hun selv sin afsked ved udgangen af 1907. Vanskelighederne med at afdække sagsforløbet fremgik også af den injuriesag, som hun samtidig med rettens arbejde havde rejst mod Sabroe. Han svarede igen med vidneafhøringer, der dog viste sig at være så løgnagtige, at han senere blev beskyldt for at have opfordret pigerne til mened. Edle Bransholm valgte efter vidneafhøringerne at hæve sagen, der således aldrig afsluttedes med dom. Rigsdagen diskuterede ved flere lejligheder sagen på Sabroes foranledning. Mest berømt blev nok hans fremvisning i Rigsdagen af ildelugtende fedtegrever, beregnet for hunde, men almindelig spise blandt de sultende Hebronpiger. Sabroes stærke kritik af forholdene på Hebron var uden tvivl berettiget, men også præget af stærke overdrivelser. Offentlighedens reaktioner var blandede, men alle var dog enige om behovet for en reform på børneinstitutionsområdet. Sagens langsigtede og positive betydning lå således i, at den medvirkede til at fremskynde en reform på området, indledt med nedsættelsen af en kommission i 1910. Der skulle dog gå en del år, før Børneloven af 1905 afløstes af Værgerådsloven af 1922.

Edle Bransholm synes ikke at have været noget ondt eller forbryderisk menneske. Hun var dybt rodfæstet i en indremissionsk anskuelse, der betragtede streng disciplin og fysisk afstraffelse som legitime og nødvendige metoder, hvis det skulle lykkes at bringe de moralsk forhærdede piger på ret køl igen. Hun gav aldrig udtryk for anger eller selvkritik bortset fra enkelte tilfælde, hvor hun indrømmede at være faret for hårdt frem. I denne grundindstilling fik hun støtte fra sit indremissionske bagland, og efter sagens afslutning fik hun ansættelse som lærerinde på den indremissionske Harboøre Friskole og fra 1910 på Try Friskole ved Sæby. Begge steder blev hun fjernet, fordi hun var for streng i sine opdragelsesmetoder. For hendes økonomiske tab og de “Sjælslidelser”, hun havde gennemgået, tilkendte Rigsdagen hende en pension på 600 kr. om året. Det skete i enstemmighed, også med Sabroes stemme, men senere gjorde han forgæves forsøg på at få pensionen annulleret med den begrundelse, at hun havde andre indtægter. Edle Bransholm fortsatte med at undervise og bo sammen med Lundstrøm, og de flyttede i 1921 til Sæby, hvor Edle Bransholm døde året efter. Hjemmet i Hanbjerg blev fortsat under en ny forstanderinde til 1925, hvor det blev nedlagt, og pigerne overflyttet til Hesselager Skolehjem. Senere har Hebronsagen inspireret forfatteren Hjørdis Varmer til flere børnebøger, bl.a. Den grå heks, 1986.

Hjørdis Varmer: Peter Sabroe og Pigehjemmet Hebron, 1999. Sven Sabroe: Peter Sabroe, 1943. Forhøret angaaende Forholdene på Pigehjemmet Hebron, 1908. Børnesagens Tidende 4/1906, 11/1908. Kvinden og Samfundet 2/1908, 3/1908.