Gerda Gilboe

I dansk teaterhistorie vil Gerda Gilboes navn altid være knyttet til Elizas rolle i My Fair Lady. At hun med få dages varsel med stort held reddede premieren på Falkonerteatret i nytåret 1959-60 er blevet en myte, som i nogen grad har skygget for den kendsgerning, at Gerda Gilboe på dette tidspunkt var en moden kunstner med en glansfuld karriere bag sig.

Gerda Gilboe voksede op under beskedne, men trygge kår. Moderen bidrog til hjemmets økonomi ved at sy for forskellige forretninger, faderen, der var fabriksarbejder, sang i sin fritid i et lokalt kor. En skolekomedie i mellemskoleårene vakte teaterlysten. Gerda Gilboe opsøgte en skuespiller ved Odense Teater, der lod hende lære forskellige digte. Efter realeksamen arbejdede hun bl.a. i en frugtforretning og på en strømpefabrik. Samtidig begyndte hun at gå til undervisning hos en lokal sanglærerinde, og en lægefrue betalte for lejen af et klaver. Gerda Gilboe aflagde prøve for teaterdirektør Gerda Christophersen og blev antaget til Nykøbing F. Revyen, hvor hun gjorde lykke. Hun blev derefter kaldt til Apollo Teatret, hvor det dog kun blev til et par biroller. Stor betydning fik imidlertid nogle timer hos skuespilleren Elith Pio. Selvom Gerda Gilboe ikke havde nogen egentlig skuespilleruddannelse, blev hun ansat ved Århus Teater og arbejdede her i seks år under E. Henning-Jensens direktion og instruktion. Efter en vellykket debut som Fru Larsen i Melodien der blev væk i 1936 lod han hende spille en række hovedroller, deriblandt Puk i En Skærsommernatsdrøm. Samtidig begyndte de store sangroller at komme, og titelrollen i Frk. Nitouche, 1938, og Adèle i Flagermusen, 1940, blev figurer, som kom til at følge hende i mange år. Adèle spillede hun således mere end 2.000 gange i København, på turnéer og i Oslo. I en anmeldelse hed det, at Gerda Gilboe “er den ideelle Adèle, sangerinde, skuespillerinde og danserinde i een person. Musikalsk og vokalt beherskede hun partiet til fuldkommenhed, og hendes spil strålede af gratie og sprudlende humør.”

Gerda Gilboes fine sangkunst førte hende til Den Jyske Opera, hvor hun fik sin operadebut som Rosina i Barberen i Sevilla i 1948. Det blev til en række operapartier inden for soubrette- og koloraturfaget med Marie i Regimentets datter som et nyt højdepunkt i 1949. Samtidig fortsatte hun sin karriere som operettestjerne på Nørrebros Teater, hvor hun bl.a. spillede sammen med Poul Reichardt og Poul Bundgaard. Her gjaldt det sejlivede succeser som bl.a. Styrmand Karlsens flammer, Orfeus i underverdenen og Fuglekræmmeren. Efter Besættelsen turnerede Gerda Gilboe i de svenske folkeparker, ligesom hun flere gange var på landsomfattende turnéer i Norge med oplæsning og opera- og operettemusik. Det var således med en omfattende karriere bag sig, at hun med fem dages varsel sprang ind på Falkonerteatrets scene som Eliza i My Fair Lady 1959. Hun havde alle forudsætninger for at opfylde rollens betingelser. “Hun kom, så og sejrede,” skrev kritikeren Svend Kragh-Jacobsen. Det sanglige gik legende let, og som den erfarne skuespiller hun var, gled hun ubesværet ind i samspillet med Mogens Wieth som professor Higgins og Osvald Helmuth som skraldemand Doolittle. Forestillingen holdt sig i mere end et år. I 1960’erne fulgte endnu et par operaroller, som bl.a. førte hende til Drottningholms Slottsteater i Stockholm.

Omkring 1970 fik interessen for dansk sprog og mundtlig fremstilling Gerda Gilboe til at søge ind på Københavns Universitet, hvor hun blev exam.art. i retorik. Hun underviste fem år i retorik på Blågård Seminarium og på CaféTeatrets dramaskole, samtidig med at hun passede sit teaterarbejde. Hendes repertoire fra 1980’erne og 1990’erne er lige så broget som tidligere, dog er der ikke flere operaroller, men stadig flere musicalroller. Som abbedissen i The Sound of Music viste hun, at hendes høje koloratursopran nu var blevet til en frodig lyrisk-dramatisk sopran. Dertil kom en række karakterroller i det ældre fag i klassiske og nyere skuespil, hvor hun har vist en spændvidde fra det komisk-groteske hos Madam Smidt i Genboerne til det tragisk-resignerede hos Linda i En sælgers død, begge på Ålborg Teater, og bedstemoderen i Tre kvinder i det blå på Baron Bolten, Det Kgl. Teater.

I medierne har Gerda Gilboe løbende medvirket både som skuespiller og sanger. I tv sang hun hovedpartiet i S.C. Menottis opera The Telephone. Et par tidlige film, bl.a. Lise kommer til Byen, 1947, med Poul Reichardt, blev efterfulgt af den aldrende krudtugle Ester i Helle Ryslinges Carlo og Ester, 1994. Fra 1942 har Gerda Gilboe arbejdet freelance. Hendes enestående vitalitet og utrættelige flid har ført en stadig fornyet udvikling med sig. Hun har haft en usædvanlig spændvidde ved at være anerkendt både som karakterskuespiller og opera- og operettesanger. Hun har skrevet om sin barndom og ungdom i Ung i Århus 1964, og i Det var dengang, 1976. Der findes kun få sangoptagelser med hende. Der er intet fra hendes operarepertoire, men enkelte viser og potpourrier fra Frk. Nitouche og Orfeus i underverdenen sammen med Hans Kurt. Sangene fra My Fair Lady er overført fra lp til cd.