Faktaboks

Helle Ryslinge
Født
10. januar 1944
Arbejdsliv
Instruktør og skuespiller
Familie

Gift med Tom Nagel Rasmussen.

Helle Ryslinge
Helle Ryslinge har været en af fornyerne af den danske folkekomedie og en af dansk films få auteurer, dvs. instruktører, der skriver manuskripter til deres egne film og har et personligt budskab. Som skuespiller har hun ud over de burleske figurer inkarneret en række hudløse, tidstypiske kvindetyper. Foto fra 2002.
Helle Ryslinge
Af /Ritzau Scanpix.

Helle Ryslinge fik i 1986 et stort folkeligt gennembrud som instruktør med debutfilmen Flamberede hjerter, der indbragte hende såvel en Bodil-pris som en Robert-pris for årets bedste spillefilm. Indtil da havde det dynamiske multitalent været rundt i mange hjørner af det alternative teater-, musik- og filmmiljø. Efter en læreruddannelse og to afskedigelser fra skolevæsenet på grund af sin hippie-livsstil, skiftede hun klasseværelset ud med teaterscenen, idet hun gennem sin ægtefælle Tom Nagel Rasmussen i 1968 kom ind som skuespiller på børneteatret Comedievognen. Men hun ville noget andet end at spille børneteater og fortsatte i andre teatergrupper, bl.a. Secret Service, Solvognen, Jomfru Ane Teatret og Troels Triers revyshow. Hun arbejdede også som skuespiller i andre sammenhænge, bl.a. medvirkede hun i Jytte Rex’ film Achilleshælen er mit våben, 1979.

I 1979 slog Helle Ryslinge igennem med two-women-showet Dameattraktioner, som hun og skuespilleren Anne Marie Helger rejste landet rundt med. Her hudflettede de to komikere de samfundsskabte kvindeidealer og ikke mindst kvinderne selv, der villigt tog dem på sig. Crazyshowet dannede udgangspunkt for filminstruktøren Christian Braad Thomsens film Koks i kulissen, 1983, som Helle Ryslinge og Helger spillede hovedrollerne i og også var manuskriptmedarbejdere på. Helle Ryslinge komponerede desuden musikken. Sammen med Helger har hun udviklet en stil, der har rødder tilbage til 1800-tallets angelsaksiske varietégenre, burlesken, en særlig type show, hvor satire kombineres med striptease. Stilen er karakteriseret ved provokerende erotiske poseringer og ved kostumer, der på en gang er ekstravagante og frivole. De burleske skuespillerinder smider borgerskabet grovhederne lige i synet.

Denne stil videreførte Helle Ryslinge i Flamberede hjerter, som hun både instruerede og skrev manuskript til. Filmen indledtes med skuespilleren Kirsten Lehfeldts sangnummer, hvor hun som sexet sygeplejerske satiriserede over kirurgens præstationsbehov i dobbelt forstand. Burlesken fik dog følgeskab af en vis melankoli over kærlighedens trange vilkår. Satiren ramte ikke blot mandschauvinisten, men også kvinders fascination af machoen. Heller ikke “de frelste” fra de alternative miljøer gik ram forbi. Hendes næste film var Sirup, 1990, hvor hun ligeledes havde skrevet manuskriptet. Det var endnu en komedie om hendes egen generation, denne gang med en mandlig hovedperson, en charlatan i kunstmiljøet, og med Lehfeldt i den kvindelige hovedrolle. I 1994 skabte hun filmen Carlo og Ester, der var provokerende ved at vise den fysiske kærlighed mellem to gamle mennesker. I 1990’erne har Helle Ryslinge desuden spillet hovedrollen som den arbejdsløse Viggos kone Oda i Erik Clausens arbejdsløshedsfilm De frigjorte, 1993. Hun har ligeledes instrueret flere teaterstykker, bl.a. på Svalegangen i Århus. 1996 lavede hun novellefilmen Ølaben, en barsk satire over alkoholisme. Helle Ryslinge har været en af fornyerne af den danske folkekomedie og en af dansk films få auteurer, dvs. instruktører, der skriver manuskripter til deres egne film og har et personligt budskab. Som skuespiller har hun ud over de burleske figurer inkarneret en række hudløse, tidstypiske kvindetyper.

Beskrivelser og portrætter af Helle Ryslinge

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, filmmus.
  • Ib Bondebjerg (red.): Dansk Film 1972-97, 1997.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig