Eva Lyngby

Eva Lyngby var efternøler i en søskendeflok på fire piger. Faderen, der var sognepræst i Skt. Pauls Kirke i Århus, var i første omgang skuffet over “nok en pige”. I fortrydelse over sin egen holdning gav han hende mellemnavnet Benedicte, der betyder den velsignede. Hun var en gave fra Gud og skulle ikke vokse op som uønsket. Eva Lyngby blev da også familiens solstråle i et hjem præget af stærkt sammenhold og værdier som pligtfølelse, orden og flid. Præstegården var rammen om stor gæstfrihed, der omfattede mange af tidens betydeligste mænd. Det var faderen magtpåliggende, at døtrene fik en uddannelse, og stort frisind udviste han også med hensyn til deres offentlige fremtoning, fx fik de stik imod tidens normer lov til at cykle. Han havde et dårligt helbred og så gerne Eva Lyngby godt i vej, inden han døde. Hun selv fandt derfor, at kravene til hende var store. Forældrene flyttede til København i faderens sidste leveår, mens den 15-årige Eva Lyngby blev tilbage i Århus for at fuldende sin skolegang. Grundet faderens død fik hun ikke studentereksamen som påtænkt, men realeksamen fra Århus Katedralskole 1914. Herefter flyttede hun over til moderen og tog arbejde på et forsikringskontor.

I de følgende år blev Eva Lyngby til trods for sin opvækst i et højkirkeligt hjem grebet af Indre Missions tanker, som de blev formidlet af ungdomspræsten Olfert Ricard og lægprædikanten Frida Thomsen. Trods indvendinger fra familie og venner, der bragte mange andre uddannelsesmuligheder i forslag, var resultatet, at hun følte et kald til at blive diakonisse og sygeplejerske. Hun valgte Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS), fordi man her havde det særlig strengt, og denne livsform kaldte på noget i hende. Hun indtrådte i 1916, 18 år gammel. De følgende år gennemgik hun både søster- og sygeplejerskeuddannelsen. I denne periode markerede hun sig som en kompetent og dygtig sygeplejerske, der altid var herre over situationen, og dertil blev hun fremhævet for den ånd, hun overalt førte med sig. Disse kvaliteter gjorde, at forstanderskabet og søsterledelsen i 1921 overlod hende ledelsen af søstereleverne. I 1923 blev Eva Lyngby indviet som søster. Året efter blev hun enstemmigt valgt som forstanderinde for hele institutionen. Eva Lyngby afløste SLSs grundlægger Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm og blev dermed den første forstanderinde, der var diakonisse. Hun var kun 26 år. Et stort ansvar var lagt på hende, og hun fik til fulde brug for sine administrative evner for at få institutionen til at fungere. Til trods for sin unge alder måtte hun også påtage sig rollen som “moder” for alle søstrene og skabe dem et fælles hjem. Eva Lyngby fik i modsætning til stedets tidligere forstanderinde et fortrinligt samarbejde med og en stærk støtte fra SLSs forstander pastor Paul Müller.

Eva Lyngbys tid som forstanderinde var frem til 1950’erne præget af stigende søstertal og betydelige udvidelser af institutionen. Under hendes ledelse flyttede SLS i 1932 til et nyt moderhus i Hellerup. I tilslutning hertil blev der opført spædbørnehjem, børneoptagelseshjem, præste- og lægeboliger og et hjem for ældre søstre. Dertil kom et stort moderne hospital med egen sygeplejeskole, der frem til 1945 var for søsterelever, herefter også for almindelige elever. Diakonissehuset var etableret på et tidspunkt, hvor socialpolitik endnu var et uopdyrket felt, men i Mellemkrigstiden grundlagdes velfærdsstaten, og social forsorg blev et offentligt anliggende. Eva Lyngby bifaldt denne udvikling, som hun opfattede som ansporende for den private filantropi, SLS stod for. Fx tog hun initiativ til søstrenes store indsats inden for ældreomsorg, hjemmesygepleje og menighedspleje.

Under faderens langvarige sygeleje havde Eva Lyngby lært at omgås det lidende menneske. Hun kom derigennem til at se sygeplejen som en livsgerning, et kald, der ikke lod sig forene med almindelig lønarbejdermentalitet. Derfor var hun i en debat i 1938 dybt uenig i Dansk Sygeplejeråds (DSR) stærke fokus på lønforhold, og hun stillede spørgsmålstegn ved, om diakonisser skulle være medlem af fagforeningen. Hun var dog på linie med DSR i uddannelsespolitikken og opbyggede en af landets bedste sygeplejeskoler. Allerede i 1925 ændrede hun SLSs toårige overvejende praktiske sygeplejerskeuddannelse til en systematiseret treårig uddannelse med vægt på teori såvel som på praksis. Denne uddannelsesplan betegnede DSRs senere formand Charlotte Munck som et storartet pionerarbejde. Reformen blev i første omgang ikke mødt med lige stor forståelse inden for institutionens egne rammer, hvor man mente, at sygepleje læres ved sengen og ikke på skolebænken. Uanset denne kritik gennemførte Eva Lyngby den nye uddannelsesplan. I 1940 overlod hun sygeplejeskolens ledelse til Elna Krogh Nielsen, der bl.a gennem indførelse af yderligere teorikurser fra 1942 fastholdt skolens fremtrædende placering.

En anden mærkesag for Eva Lyngby var rekruttering af nye søstre. Gennem foredrag og artikler gjorde hun meget for at oplyse unge kvinder om kaldet til diakonissegerningen. Den efterhånden stærkt faldende tilgang af nye søstre bekymrede hende meget. I forlængelse heraf var et mål i hendes virke også at yde en indsats på det kirkelige område og at gøre diakonissesagen kendt nationalt såvel som internationalt. Det gjorde hun gennem et betydeligt antal taler og artikler og i kraft af bestyrelsesposter i Folkekirkeligt Filantropisk Forbund 1932-43, Kristeligt Pressebureau 1946-51, den internationale diakonissesammenslutning Diakonia 1947-54, Det Lutherske Verdensforbund 1952-57 og Det Mellemkirkelige Råd 1954-63. Disse engagementer medførte en betydelig rejseaktivitet i ind- og udland. Trods travlhed havde hun megen kontakt til sin familie, og hun blev bl.a. et forbillede for niecen Benedicte Ramsing, der fik en karriere meget lig hendes egen. Til Eva Lyngbys sorg konverterede niecen dog til katolicismen og blev således ikke diakonisse, men Skt. Joseph-søster. Efter 41 år som forstanderinde fratrådte Eva Lyngby i 1965 og afløstes af Signe Krogh. Hun boede fortsat på SLS til sin død i 1975. Hendes sidste år var præget af alvorlig sygdom.

Eva Lyngby beskrives som en visionær, myndig og værdig personlighed. Hun skiltede ikke med sine følelser, men under det alvorlige ydre vidste alle, at der boede varme og dybde. Hun besad forudseenhed og administrativ dygtighed, dertil en evne til at føre ordet, der kunne gøre mangen en præst misundelig. Eva Lyngby fik Florence Nightingale Medaljen i 1957, Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1932 og blev ridder af Dannebrogordenen 1960. 1965 blev hun æresmedlem i SLSs bestyrelse. Om stiftelsen skrev hun Hvad er Sankt Lukas Stiftelsen, 1954, og Forstanderinden fortæller, 1973. Dertil var hun forfatter til en lang række avis- og tidsskriftsartikler og medforfatter til flere bøger.