Faktaboks

Signe Krogh
Signe Marie Krogh
Født
6. august 1924, Høndrup, Vebberup sogn
Død
2003
Arbejdsliv
Forstander, diakonisse og sygeplejerske
Familie

Forældre: gårdejer Niels Christian K. (1897-1968) og Kathrine Christensen (født 1898).

Signe Krogh var den ældste i en søskendeflok på seks. Hun voksede op i landsbyen Høndrup ved Hobro, hvor forældrene havde en gård. Hjemmet var knyttet til Indre Mission. Børnene fik en opdragelse præget af omsorg og ansvarlighed for næsten. Signe Krogh tog i 1942 almindelig forberedelseseksamen på et kursus i Vebbestrup. En fremsynet lærer havde sørget for denne mulighed, og han opmuntrede de bedste elever til at søge gymnasiet. Derfor gik Signe Kroghs videre vej til Ålborg Katedralskole, hvor hun tog studentereksamen i 1945. Umiddelbart herefter blev hun optaget på det første hold almindelige sygeplejeelever, man uddannede på Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS). Under uddannelsen, som hun afsluttede i 1948, følte Signe Krogh et kald til at blive diakonisse. Hun indtrådte som søsterelev ved SLS det følgende år og blev indviet som diakonisse i 1955. Efter nogle års arbejde som sygeplejerske på SLSs hospital videreuddannede hun sig i 1958-59 på Institut for Syge- og Sundhedsplejersker ved Århus Universitet, hvor hun valgte linien for ledelse. I 1964 blev hun leder for prøvesøstre og søsterelever og assistent for stiftelsens forstanderinde Eva Lyngby. Ved dennes afgang i 1965 blev Signe Krogh indsat som forstanderinde og sad på denne post til 1988.

Signe Kroghs lederskab var kendetegnet ved stor omsorg for den enkelte søster og for helheden. Hun havde en stærk tro på diakonissesagen til trods for, at tilgangen af nye søstre var meget begrænset op gennem 1970’erne og 1980’erne. Hun fastholdt modsat andre diakonissehuse traditioner som dragtens udseende og kravet om, at søstrene forblev ugifte. Uden for SLS markerede hun sig med stort engagement og energi i diakonale og folkekirkelige sammenhænge, såvel nationalt som internationalt. Det vidner hendes mange rejser og bestyrelsesposter om. Hun var næstformand i Dansk Diakoniråd 1968 og formand 1971-88, medlem af bestyrelsen for Østerlandsmissionen 1970-75, af styrelsen for Folkekirkens Nødhjælp 1974-88, af præsidiet for de europæiske diakonissesammenslutninger Kaiserswerthergeneralkonferenz 1975-82 og Diakonia. Signe Krogh blev ridder af Dannebrogordenen 1995. Hun har skrevet en række artikler bl.a. om diakonisagen i SLSs årsberetninger og i den årlige Hilsen fra Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen.

Beskrivelser og portrætter af Signe Krogh

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Felix Olafsson: Lukassøstrene, 1997.
  • SLSs arkiv i SLS.

Tilknytning til organisationer

  • Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen
  • Dansk Diakoniråd
  • Diakonia
  • Folkekirkens Nødhjælp
  • Kaiserswerthergeneralkonferenz
  • Østerlandsmissionen

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig