Emma Hartmann

Emma Hartmann voksede op i et miljø, der gennem flere generationer var et kulturelt samlingssted, den Zinnske købmandsgård i Kvæsthusgade. Familiens rige selskabsliv i 1790’erne er skildret af hendes faster Sophie Thalbitzer. Da faderen i begyndelsen af 1800-tallet overtog ledelsen af handelshuset, blev det især musikken, der satte præg på selskabeligheden. Komponisterne C.E.F. Weyse og Frederik Kuhlau var hyppige gæster, og også hos en anden faster, Charlotte Scheuermann, der som enke levede i købmandsgården, kunne Emma Hartmann høre et rigt musikliv udfolde sig med kammermusik og uddrag af syngespil på programmet.

Emma Hartmann gik som sine jævnaldrende kusiner Scheuermann i Miss Mitchells engelske skole, mens hun fik sang- og klaverundervisning af bl.a. den tyskfødte musiklærer Fr. Goetze. Med sin personlige charme, sin livlighed og sin humoristiske sans blev hun stærkt ombejlet. Men allerede fra hun var 15-16 år, var hun fast besluttet på at ægte den to år ældre musikersøn og komponist in spe J.P.E. H., som hun havde truffet under en kvartetaften hos Thalbitzer. Han havde blot 19 år gammel overtaget embedet som organist i Garnisons Kirke, men et ægteskab mellem de to måtte vente, til han havde afsluttet sine jurastudier og kunne forsørge en familie. Efter brylluppet blev der indrettet en lejlighed til dem på øverste etage i købmandsgården, og her kom deres 10 børn, hvoraf to døde som spæde, til verden over den næste snes år. I kraft af hans fremtrædende position i det kbh.ske musikliv talte deres omgangskreds mange musikere og kulturpersonligheder, fx var H.C. Andersen en hyppig og velkommen gæst hos dem. Også en række af J.E.P. H.s akademiske kolleger, der i musikalsk henseende var amatører, bidrog til underholdningen, når ægteparret en gang om ugen holdt musiksammenkomster. Under afslappede former blev der ved sådanne lejligheder spillet kammermusik eller sunget mandskvartetsange og romancer i tilslutning til bordets glæder.

Emma Hartmann begyndte først at komponere for alvor, da hun var omkring 40 år. Men langt tidligere er der vidnesbyrd om, at hun forsøgte sig med at sætte digte i musik, ligesom hun ofte tyede til klaveret for at lade sin sindsstemning komme til udtryk gennem musikken. En samling dansesatser, der i 1840’erne blev til som improvisationer ved klaveret, og som hun ved andres hjælp fik skrevet ned på noder, blev udgivet af hendes familie i 1907, i 100-året for hendes fødsel. Under indtryk af oprøret i hertugdømmerne satte hun i april 1848 melodi til et patriotisk digt af H.C. Andersen Slagsang for de Danske, idet hun ville give sin mening til kende i den nationale fejde, der udløste Treårskrigen, 1848-51. Skønt hendes mand var ivrig for at få melodien udgivet, gjorde hun den dog ikke færdig. Men alligevel kom den til at markere et vendepunkt i hendes arbejde med musikken. Hendes nærmeste fik nemlig ved denne lejlighed øjnene op for en ny side af hendes musikalske talent, og opmuntret af sin mand og overretsassessor Ernst Weis komponerede hun i de følgende år en række romancer, som hun udgav under pseudonymet Frederik Palmer. Hendes udgangspunkt for at komponere var ikke særlig gunstigt, da hun kun med stort besvær kunne skrive sine musikalske idéer ned på noder. Men Weis, der var en fremragende amatørcellist, tilbød at hjælpe hende med notationen, ligesom han i flere tilfælde skrev tekster til hendes sange, fx til de to folkeviseromancer Helleliden og Hr. Oluf og Ingeborg, eller han bearbejdede andres digte med henblik på hendes musikalske udsættelse. Hovedparten af romancerne er komponeret til lyriske digte af Christian Winther, Henrik Hertz og den svensk-finske digter, J.L. Runeberg. Skønt de blev til ved en besværlig proces, hvorunder Weis utrætteligt noterede og renskrev Emma Hartmanns udkast, som hun siden arbejdede videre med ud fra hans notation, udmærker de sig ved at være helstøbte og usædvanligt gennemarbejdede. Sangstemmerne er kendetegnet af en enkel, sangbar melodik, der tjener til at fremhæve teksten, mens de pianistisk krævende klaverakkompagnementer genskaber digtets stemningsindhold. Foruden de 22 udgivne romancer, der udkom mellem 1848 og 1853, efterlod Emma Hartmann sig ved sin tidlige død et lignende antal utrykte, til dels ufuldendte, sange.

Emma Hartmann ønskede ikke at påkalde sig offentlig opmærksomhed og skjulte sig derfor bag et pseudonym. Det er imidlertid karakteristisk, at det dæknavn, hun valgte sig, nemt kunne gennemskues som et pseudonym og derved fremkaldte gisninger om komponistens identitet. Navnet Frederik Palmer stammer nemlig fra Thomasine Gyllembourgs fortælling Extremerne, 1834, der også blev udgivet anonymt, og Emma Hartmann er hermed gennem sit pseudonym knyttet sammen med en anden kvindelig kunstner i samtiden.