Sophie Thalbitzer

Sophie Thalbitzers memoirer Grandmamas Bekiendelser, nedskrevet 1807 og trykt 1906, er en af de bedste kulturhistoriske kilder til, hvordan et kvindeliv i det velstående borgerskab på overgangen mellem 1700-tallet og 1800-tallet kunne forme sig. Hun var ældste barn af seks, datter af den kosmopolitiske og kulturinteresserede storkøbmand J.L. Zinn, der havde tjent en formue på handel og skibsfart i den florissante periode sidst i 1700-tallet. I 1795 giftede hun sig med den engelske konsul i Helsingør Henry T. De fik tre sønner, hvoraf den ældste og den yngste døde med otte måneders mellemrum.

Memoirerne, der er tilegnet den overlevende søn, kaldet Billy, falder i to dele. I første del beretter Sophie Thalbitzer velskrivende og ikke uden lune om såvel dagligliv som fest i familien Zinns store købmandsgård i Kvæsthusgade 3. Her blev ofte holdt middage, baller og kulturelle arrangementer i tidens stil med musik, komedieopførelser og højtlæsning, og undertiden kom faderens forretningsforbindelser fra det meste af Europa på besøg. Ikke mindst Sophie Thalbitzers animerede beskrivelse af mødet med en gruppe “revolutionære” i 1793, dvs. en handelsdelegation fra den franske republik, er interessant. Faderen havde inviteret franskmændene til et middagsselskab, hvor også hendes veninde Thomasine Heiberg, der mange år og en skilsmisse senere som Thomasine Gyllembourg skulle skildre den samme episode i To Tidsaldre, 1845, var til stede. Grandmamas Bekiendelsers anden del beskriver det mere stille liv i Helsingør i en familie domineret af ægtemandens engelske bedstemoder, der afskyede alt fransk. Helt moderne er den nøgternt-realistiske skildring af Københavns bombardement 1807, som Sophie Thalbitzer og hendes familie kom til at opleve på nærmeste hold.

Men Grandmamas Bekiendelser er ikke kun kulturhistorie i den mere overordnede betydning. Forfatterinden giver også et godt indblik i, hvad hun læste som ung pige, og hvad og hvem hun sværmede for og vice versa. Læsning og sværmeri hænger nøje sammen i hendes (selv)fremstilling. I den kombination af selvhævdelse og selvironi, der også i memoirernes mere neddæmpede anden del er Sophie Thalbitzers kendemærke, beskriver hun gang på gang sig selv som en romanheltinde. Inspirationen var J.-F. Marmontels sentimentale fortællinger, engelske romaner og Rousseaus Julie ou La nouvelle Héloïse fra 1761, og Confessions, der blev udgivet 1781-88. Sophie Thalbitzer læste dog stort set alt, på originalsprogene og med den ellers strenge faders velsignelse, men helst Rousseau. Grandmamas Bekiendelser er både i form og titel inspireret af hans Confessions, og den episodiske fortælleform, hvor det fortællende jeg bliver centrum, kan både ses som holdningsmæssig distance til ungdommens pligtlæsning af moralske fortællinger, og som en fiktionsteknik, der kan holde det ubærlige i hendes eget liv på afstand ved at gøre det til fortælling.