Emilie Demant Hatt

Emilie Demant Hatt voksede op på Sundsøre-egnen ved Limfjorden. Tidligt havde hun øje for sin hjemegns særpræg, samtidig med at hun længtes mod fjerne lande. Sin første tegneundervisning fik hun hos Ida Schiøttz-Jensen på Fur og derefter på Emilie Mundt og Marie Luplaus tegneskole. Herfra blev hun i 1898 optaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvor hun gik indtil 1901 og igen 1906-07. I akademitiden besøgte hun sin hjemegn, og hendes skitsebog fra 1899 er fyldt med smukke landskabsskitser og fine iagttagelser. 1901-02 fik hun undervisning af den fynske maler Fritz Syberg, og i 1903 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling. Samme år var hun medstifter af kunstnersammenslutningen Cirklen.

I sommeren 1904 foretog EDM sammen med søsteren Marie en rejse til Lapland, der skulle blive afgørende for hendes senere virke. På rejsen mødte hun ved Torneträsk den svenske same J. Turi og fortalte ham, at hun altid havde ønsket at bo hos samerne. Men først måtte hun lære samisk, hvilket hun efter hjemkomsten begyndte at studere hos filologen Vilhelm Thomsen. Samtidig fortsatte hun med at male, bl.a. Gravhøj i det nordlige Salling syd for Fursund, 1904-06, der kan minde om Skivemaleren Hans Smidths øde landskabsbilleder med vidt udsyn. I 1905 udførte hun sit monumentale hovedværk i naturalistisk stil Mor i Haven, hvor der i den lidt tunge stil i landskabet med blomstrende æbletræer og en mørkklædt skikkelse i profil kan spores inspiration fra fynsk malerkunst, især fra Syberg. Fra sommeren 1907 og et år frem var hun igen hos samerne og boede i en periode med Turi i en hytte ved Torneträsk. Her opmuntrede og hjalp hun ham med at skrive bogen om lappernes liv Muittalus samid birra, der blev den første af sin art på området. 1910 udkom bogen med dansk og samisk tekst og året efter alene med dansk tekst under titlen En Bog om Lappernes Liv. Da hun i 1911 giftede sig med geografen Gudmund Hatt, blev hendes etnografiske interesse yderligere ansporet. Sammen foretog de mange rejser, og i 1914 illustrerede hun hans disputats Arktiske Skinddragter i Eurasien og Amerika. Om sine egne oplevelser i Lapland skrev hun bogen Med Lapperne i Højfjeldet, 1913, ligesom hun redigerede J. og P. Turis Lappish Texts, 1918-19, der blev udgivet af Videnskabernes Selskab. I 1918 kom på tysk hendes Die lappländischen Nomaden in Skandinavien og i 1922 Ved Ilden, en samling eventyr og sagn fortalt bl.a. af Karesuandolapperne og illustreret med hendes ekspressionistiske linoleumssnit. Som en anerkendelse af hendes lappiske studier blev hun 1940 tildelt Artur Hazelius-Medaljen i Stockholm.

Emilie Demant Hatt udstillede på Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling i 1920. Året efter udførte hun billedet Min Far – 84 Aar – viser mig sine Græskar, en pendant til billedet af moderen, blot i mindre format. Sammen med ægtefællen rejste hun til de tidligere Dansk-Vestindiske Øer i 1922-23. Da hun efter hjemkomsten i 1924 så en udstilling med billeder af bl.a. Harald Giersing og Edvard Weie, fik det afgørende betydning for hendes nye ekspressionistiske udtryksform, samtidig med at motiverne tog form af fantasier. Eksempler herpå er billederne Slavekirkegaarden på Skt. Thomas, 1927, Byens Bund, 1938, og Religiøs Ekstase i Koten, 1938. Desuden billedet Eksotisk Landskab, 1939, der forestiller en bøffelhyrde på Java. Det ekspressionistiske billede er holdt i blå farver med et bjerg øverst, der giver en stejl opadstigende virkning. Kunstneren havde aldrig selv besøgt øen.

De senere år af Emilie Demant Hatts liv blev overskygget af sygdom og offentlige beskyldninger mod ægtefællen for at have været for tyskervenlig under Anden Verdenskrig. Han blev senere renset, men mistede sit professorat i kulturgeografi. EDM fortsatte med at udstille i flere sammenhænge, og 1949 havde hun en stor retrospektiv udstilling på Charlottenborg. Året efter skænkede hun 50 oliemalerier med motiver fra Lapland til Nordiska Museet i Stockholm. I 1958, året for sin død, udstillede hun på kvindeudstillingen Expo presentée par le Club International Féminin i Paris. Hun testamenterede en række værker til Skive Kunstmuseum, som blev overdraget i 1966. I lang tid var EDM næsten glemt, men i 1981 arrangerede Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv en udstilling med hendes billeder. Det blev begyndelsen til flere udstillinger og en fornyet interesse for hendes kunst, bl.a. opførte det samiske teater Beaivváÿs Sámi Teahter i 1993 et skuespil om hendes liv.