Elisabeth Reinstrup

Elisabeth Reinstrup var det næstældste af fire børn i en borgerlig københavnsk familie. Da hendes forældres ægteskab blev opløst, og hendes fader blev alene med tre døtre, fik Elisabeth Reinstrup i nogle år ansvaret for sine to yngre søstre og hjemmet. I 1938 blev hun student fra Nørre Gymnasium og begyndte herefter at læse jura ligesom den beundrede fader. Mens hun endnu studerede, giftede hun sig og fik sit første barn. Hendes mand var også jurist og skilsmissebarn, så de nærede ingen illusioner om ægteskabet, og hun beholdt sit pigenavn, selvom det var ugleset i tiden.

Da Elisabeth Reinstrup fik sin juridiske embedseksamen i Besættelsens sidste måneder, var det meget vanskeligt at få arbejde, ikke mindst for kvinder. Men hun havde haft et studenterjob hos Viggo Kampmann i Danmarks Statistik, og på hans anbefaling blev hun som jurist ansat blandt økonomer hos kontorchef Niels Banke i Prisdirektoratet. Direktoratet var blevet oprettet under krigsårenes krise- og forsyningsproblemer, bl.a. for at hindre misbrug af de knappe ressourcer. Her var Elisabeth Reinstrup sekretær l945-53. I begyndelsen arbejdede hun med maksimalpriser og prisskiltning, tekstil og kød. I 1950 blev hun daglig leder af den juridiske afdeling, hvor store prissager skulle afvikles i forhandling med erhvervsadvokater. Med denne baggrund blev hun i 1953 ansat som kontorchef i Statens Husholdningsråd (SHR). Men rådet, hvor Ingefred Juel Andersen havde afløst Karen Braae som formand, var præget af interne stridigheder. Der var desuden tvivl om institutionens fremtidige rolle efter oprettelsen af Forbrugerrådet i 1947, så Elisabeth Reinstrup vendte i 1955 som fuldmægtig tilbage til sin tidligere arbejdsplads, der nu var ændret til Monopoltilsynet. Handelsminister Lis Groes havde i 1955 liberaliseret priskontrolloven til en monopollov, men som noget enestående for forbrugerne havde hun samtidig skaffet mulighed for at kræve færdigpakkede varer mærket med nettovægt. Som fuldmægtig gennemførte Elisabeth Reinstrup de vanskelige forhandlinger med erhvervslivet om nettomærkning af levnedsmidler, rengøringsmidler m.v.

I 1960 blev SHR moderniseret, medlemskredsen blev udvidet og ledelsen styrket ved, at der blev oprettet en ny stilling som forstander og institutionens daglige leder til aflastning af formanden. Elisabeth Reinstrup vendte nu tilbage til SHR som forstander, og denne gang blev hun der i 27 år frem til 1987. Sammen med den nye formand Karen Harrekilde Petersen blev det hende, der lagde rådets politik om fra den traditionelle landbrugslinie til en bylinie, hvor oplysningsarbejdet blev opprioriteret i forhold til forsøgsarbejdet, og hvor rådet gik i kritisk dialog med handel og erhverv. Kursændringen i SHR afspejlede sig allerede i 1961 ved udgivelsen af tidsskriftet Råd og resultater, som erstattede det tidligere Faglige meddelelser. Råd og resultater var skrevet til den almindelige forbruger og bragte rådets forsøgsresultater i en populær form sammen med artikler om andre emner af forbrugerinteresse. Bladet nåede et oplag på 70.000 eksemplarer fra ca. 3.000 i 1960. Et utal af populære pjecer blev ligeledes en voksende succes. Et af de første forbrugerpolitiske resultater var den gradvise indførelse af datomærkningen i løbet af 1960’erne. Det var en sej kamp i en tid, hvor man købte fiskehalvkonserves, smør og æg m.v. uden datomærkning eller med en kode, kun producenten kendte. Men det store løft for forbrugersagen kom med nedsættelsen af Forbrugerkommissionen, hvor Elisabeth Reinstrup var et meget aktivt medlem. Kommissionen sad fra 1969 til 1977 og lagde gennem en række betænkninger grunden til moderne forbrugerpolitik. I 1974 kom lov om markedsføring. Den indførte bl.a. erhvervslivets forbrugeroplysningspligt samt en forbrugerombudsmandsinstitution, der kunne sætte ind, hvor god markedsføringsskik var overtrådt. Samtidig blev der oprettet et generelt forbrugerklagenævn, og kort tid efter blev der vedtaget forbrugerbeskyttende regler for forbrugerkøb og postordrekøb.

Elisabeth Reinstrup hentede megen inspiration i det nordiske samarbejde om forbrugerspørgsmål, hun var med til at udbygge. Fra sidst i 1940’erne var der kontakt mellem de statslige husholdningsinstitutioner i Norden. Dette samarbejde blev i 1957 på Groes’ forslag institutionaliseret gennem nedsættelsen af Nordisk Komité for Konsumentspørgsmål under Nordisk Råd. Elisabeth Reinstrup blev i 1960 udpeget som Indenrigsministeriets repræsentant i komitéen og var formand for den danske delegation 1962-74. Komitéen fungerede som en forbrugerpolitisk tænketank og har med betydelig succes virket for samordning af lovgivning, forskning og oplysning. Gennem sit medlemskab af en lang række udvalg, råd, nævn og kommissioner, bl.a. Dansk Varedeklarationsnævn og Dansk Standardiseringsråd, hvor hun var næstformand til henholdvis 1989 og 1990, har Elisabeth Reinstrup gjort en stor indsats for at forbedre SHRs forhold til erhvervslivet. I begyndelsen var hun ofte den eneste kvinde og eneste jurist i disse fora, og hun kom med den respekt, der blev skabt om hendes person, til at lette vejen for de kvinder, der fulgte efter.

Elisabeth Reinstrup havde sit virke i SHR i næsten 30 år. Hun har stået fadder til mange forbrugerpolitiske forbedringer og haft stor indflydelse som forhandler og inspirator i kraft af sin sikre fornemmelse såvel for forbrugernes situation og behov som for erhvervslivets tanker og hensigter. I 1969 blev Elisabeth Reinstrup ridder af Dannebrogordenen, i 1977 ridder af 1. grad. Hun modtog i 1987 Okholmprisen.