Elisabeth Neckelmann

Allerede som barn tegnede og klippede Elisabeth Neckelmann figurer. Hendes forældre kendte maleren Peter Hansen, en broder til Anna Syberg, og de bestilte et portræt af deres små døtre hos ham. Pigerne besøgte maleren i hans atelier, og Elisabeth Neckelmann fik lov til at bruge hans farver og pensler. Moderen og Peter Hansen forelskede sig, og efter en besværlig skilsmisse blev moderen gift med den seks år yngre maler og flyttede med ham til Fåborg. Et par år efter flyttede Elisabeth Neckelmann og hendes yngre søster over til dem, da faderen giftede sig på ny. I Fåborg lærte Elisabeth Neckelmann flere af tidens betydelige Fynbomalere at kende, og da hun fyldte 16 år, fik hun sine første akvarelfarver. En vinter gik hun til tegneundervisning hos maleren Fritz Syberg på byens tekniske skole. Ind imellem modtog hun også lidt vejledning fra sin stedfader, men i flere perioder havde hun så travlt med at forsørge sig selv, at der ikke blev tid til at male. Et år arbejdede hun på et hønseri fra tidlig morgen til sen aften, derefter som klinikdame hos en læge. I 1905 flyttede familien til København Her arbejdede Elisabeth Neckelmann to år i Arnbaks Kunsthandel, men fik også tid til at arbejde som cigarruller; både hun og moderen var selv passionerede cigarrygere, når de havde råd.

1912-14 udstillede Elisabeth Neckelmann på Kunstnernes Efterårsudstilling, og i 1915 havde hun sin første separatudstilling i Chr. Larsens Kunsthandel. I de kommende år udstillede hun mange gange på de censurerede udstillinger på Charlottenborg. Selvom hun som maler var autodidakt, blev hun hurtigt anerkendt blandt kvinderne i det danske kunstliv og engagerede sig snart i de kvindelige kunstneres kamp for at blive ligestillet med de mandlige. I 1916 havde en gruppe kunstnere stiftet Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS), hvor de bl.a. arbejdede for, at kvinder kunne blive bedre repræsenterede i Akademirådet og i censur- og udstillingskomitéer. I 1924 blev Elisabeth Neckelmann den femte formand for KKS, et hverv, hun bestred indtil 1954. I de 30 år gjorde hun et stort arbejde for foreningen. Foruden at bestride formandsposten stillede hun sit hjem til rådighed og sørgede for mad og drikke ved møderne. Desuden lod hun sig ofte interviewe til dagbladene, hvor hun hellere ville tale om kvindelige kunstneres situation end om sin egen kunst. Yderst velformuleret argumenterede hun for kvinders ret til at være fuldtidskunstnere på lige fod med mænd. Elisabeth Neckelmann bestred en række tillidshverv og bestyrelsesposter. Allerede i 1928 var hun blevet medlem af censurkomitéen i Selskabet til Haandarbejdets Fremme og af bestyrelsen for Dansk Kunst og Husflid. 1931-40 var hun medlem af udstillingskomitéen ved Charlottenborg og 1931-37 medlem af Akademirådet. I 1954 blev hun medlem af bestyrelsen for Charlottenborgudstillingerne.

Elisabeth Neckelmann synes ikke at have ladet sig hæmme af sit køn. Hun gik praktisk og enkelt klædt i nederdel og skjorte, undertiden med slips eller brystsløjfe. Håret var det meste af hendes liv kortklippet. Hun var meget energisk og praktisk anlagt; allerede som ganske ung havde hun hjulpet sin stedfader med at bygge en båd. I mange år holdt hun hus for sin søster Marie N. på Enghavevej, samtidig med at hun delte en lejlighed i Farimagsgade med pianisten Ingrid Holm. Om sit venskab med Holm fortalte Elisabeth Neckelmann engang i 1930’erne til eleven Ellen Nielsen, at flere mandlige kolleger i Akademirådet og censurkomitéen kom med ondskabsfulde og sårende bemærkninger, som om de ikke forstod, at kvinder kunne være nære venner, uden at det medførte et seksuelt forhold. I en lang periode havde Elisabeth Neckelmann middagspension i Farimagsgade, ligesom hun også havde privatelever i akvarelmaleri. Sammen med søsteren købte hun i 1920’erne en strandgrund i Højby Lyng i Nordsjælland. Her byggede hun selv en hytte af vragtømmer, som hun fandt i Sydhavnen. Hytten blæste om flere gange, men blev efterhånden solid og med to værelser. Her malede Elisabeth Neckelmann landskabsbilleder, plantede grunden til og var en gæstfri værtinde. Da hendes moder døde i 1948, købte hun en ejendom på Rolfsvej 10 for arven og oprettede ti legatboliger for ældre ubemidlede kvindelige billedkunstnere og musikere.

Da Elisabeth Neckelmann var ung, fik hun ingen opmuntrende hjælp i form af legater. Først så sent som i 1938 modtog hun et legat fra J.R. Lunds Fond og året efter Benny Claudi-Pedersens Mindelegat. I 1941 tildeltes hun Tagea Brandts Rejselegat og besøgte Stockholm og senere England 1947. Hun kunne ikke leve af at være maler og mente selv, at det skyldtes, at det hovedsagelig var mænd, der købte kunst, og at de helst købte mandlige kunstnere. Dog var hun i et interview i anledning af sin 60-års dag optimistisk og mente, at man snart ville holde op med at skelne mellem kvinders og mænds kunst.

Elisabeth Neckelmanns malerier viser en tydelig påvirkning fra de fynske malere. Farverne er gennemgående lette, og billederne er bygget op over lysets spil i motivet. Hun malede især blomsterbilleder og portrætter, men også en del landskabsbilleder om sommeren i huset ved Sejrøbugten. I 1943 malede hun et bestillingsportræt af dronning Alexandrine til Kvinderegensen. De to kendte hinanden fra Charlottenborgudstillingerne, hvor Elisabeth Neckelmann flere gange havde vist hende rundt. Dronningen sad model i hendes lejlighed, og Elisabeth Neckelmann valgte at gengive hende siddende afslappet med en blomst i hånden og iført hverdagstøj, da billedet skulle hænge i et arbejdsværelse. De fleste af Elisabeth Neckelmanns malerier er i privateje. Det gælder også gruppebillederne Min Moder og mine Søstre, udst. 1926, og Fra et Bestyrelsesmøde i Kvindelige Kunstneres Samfund, udst. 1928.