Elisabeth Johansen

Elisabeth Johansen blev født i i Uummannaq (Umanak), i en familie, der siden den spæde begyndelse for grønlandsk medindflydelse havde været aktiv i politik. Således var hendes fader Johan Henningsen medlem af Forstanderskaberne i Grønland, der blev oprettet i 1862-63, senere et markant medlem af Grønlands Landsråd, da det blev oprettet i 1911. Som typisk for piger af velstillede grønlandske familier blev Elisabeth Johansen efter sin skolegang kiffaq, dvs. ung pige i huset, hos en dansk familie i byen. I 1923 blev hun tilbudt at rejse med familien til Danmark som barnepige. Her opfordrede fruen i huset hende til at uddanne sig som jordemoder, hvilket ikke var helt fremmed for familien. Elisabeth Johansens bedstemoder, som hun var opkaldt efter, fungerede selv som jordemoder, dog uden at have en formel uddannelse. Efter et års ophold i Uummannaq vendte Elisabeth Johansen derfor tilbage til Danmark i 1925 for at påbegynde jordemoderuddannelsen. Faderen var skeptisk, da han mente, at hun ikke ville kunne klare sig med sin utilstrækkelige skolegang, men Elisabeth Johansen sled med studierne og det danske sprog. I 1931 kunne hun tage jordemodereksamen fra Rigshospitalet, hvor hun som den første grønlænder opnåede at få højeste karakter. Samme år vendte hun som 23-årig tilbage til barndomsbyen for at virke som jordemoder. At bestride dette arbejde i Nordgrønland krævede en stærk og alsidig kvinde, og forholdene på tidens sygehuse gjorde, at Elisabeth Johansen også måtte assistere lægen under de kirurgiske indgreb, der foregik under temmelig primitive forhold. Som en naturlig del af jobbet måtte hun ligeledes fungere som økonoma, kok og tolk på sygehuset.

I 1938 giftede Elisabeth Johansen sig med Kristian J., og parret flyttede til bygden Ukkusissat, hvor ægtefællen avancerede til handelsforvalter, og hun fortsatte sit arbejde som jordemoder. I 1946 flyttede de til bygden Illorsuit, hvor de boede frem til 1958. Jordemoderarbejdet implicerede her, at familiens privatbolig blev brugt til konsultationer og til sengeliggende patienter. I lokalsamfundet var ægteparret særdeles aktive, Elisabeth Johansen bl.a. med syning af grønlandske nationaldragter. I 1956 etablerede hun en kvindeforening i bygden. Da ægtefællen døde i 1958, flyttede hun og de nu fem børn tilbage til Uummannaq, hvor skoleforholdene for børnene var bedre end i bygderne. På samme tid blev hun af Grønlands Arbejder Sammenslutning (GAS) samt fisker- og fangerorganisationerne opfordret til at stille op til Grønlands Landsråd, det øverste politiske organ for Grønland frem til 1979. Hun var før blevet opfordret, men havde på grund af sine mindreårige børn afslået. Ved valget i 1959 stillede hun dog op, og som den første kvinde valgtes hun til Grønlands Landsråd for Uummannaq distrikt. Det skete godt ti år efter, at de grønlandske kvinder i 1948 havde opnået valgret og valgbarhed, men ved det første valg med kvindelig deltagelse i 1951 var der ingen kvindelige kandidater. Forud for sin valgsejr havde Elisabeth Johansen ført en meget aktiv valgkampagne, og hun var den første politiker i Grønland, der rejste rundt for at holde valgtaler, hvilket foregik med hundeslæde og båd. Da Grønlands Landsråd blev nedlagt i 1979 i forbindelse med indførelsen af hjemmestyreordningen, kunne det konstateres, at hun havde været det eneste kvindelige medlem af landsrådet.

Elisabeth Johansen sad i landsrådet indtil 1975, og i denne periode var det især beslutninger vedrørende Grønlands modernisering, udtrykt i betænkningerne G-50 og G-60, der var på dagsordenen. Hendes mærkesag blev modstand mod betænkningerne, der lagde op til en befolkningskoncentration i byerne og lukning af et stort antal bygder. Hun frygtede konsekvenserne af, at frie fangere og fangerfamilier blev forflyttet og koncentreret i højhuse i de større byer, hvor de skulle være lønarbejdere. Det var en frygt, der siden viste sig begrundet, idet mange af nutidens sociale problemer i Grønland har rod i disse omvæltninger. Som den eneste politiker stemte hun også imod fødestedskriteriet, der betød, at tilrejsende danskere fik en højere løn end grønlændere for samme arbejde. På det sociale område bekæmpede hun ihærdigt spiritusmisbrug, der var et udtalt problem i forbindelse med storbylivet.

I 1969 blev Elisabeth Johansen medlem af Udvalget vedrørende grønlandske kvinders forhold, der var nedsat af Statsministeriet under Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Udvalget, der bl.a. talte Agnethe Nielsen og Guldborg Chemnitz, kunne i 1975 udsende fire dobbeltsprogede publikationer om de grønlandske kvinders livsbetingelser. Samme år forlod Elisabeth Johansen landsrådet efter en lang og arbejdsom indsats. Hun havde da nået pensionsalderen. På trods af en tiltagende øjensygdom fortsatte hun alligevel med at markere sig i politik, bl.a. da de grønlandske partier blev stiftet i 1977. Ved den lejlighed tilsluttede hun sig det socialdemokratiske Siumut og forblev medlem til sin død i 1993. I forbindelse med sin langvarige politiske indsats modtog hun flere udmærkelser, bl.a. blev hun ridder af Dannebrogordenen 1973, udnævnt til æresborger i Uummannaq 1981 og tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv 1989. Som eneste kvinde i landsrådet gennem 16 år blev hun en banebryder, der i kraft af sit engagement, sit mod og sin intelligens kom til at præge den tid, hun levede i. Sin interesse for politik videregav hun til sine børn. Således blev både Severin J. og Lars Emil J. politikere. Fra alle sider i det politiske spektrum blev Elisabeth Johansen respekteret for sit dygtige politiske håndværk, sin ihærdighed og sine meningers mod. I forbindelse med sin modstand mod fødestedskriteriet blev hun kendt som “det eneste mandfolk” i Grønlands Landsråd, en karakteristik, der af eftertiden er blevet fastholdt som udtryk for hendes arbejdsindsats.