Guldborg Chemnitz

Faktaboks

Guldborg Chemnitz
Marie Guldborg Chemnitz
Født
27. januar 1919, Qassimiut, Qaqortoq
Død
2003
Arbejdsliv
Tolk og kommunalpolitiker
Familie

Forældre: tolk Jørgen Niels Peter C. (1890-1956) og Vilhelmine Else Kathrine Josefsen (kvindesagsforkæmper Kathrine Chemnitz 1894-1978).

Gift 7. juni 1942 med fåreavlsassistent, forfatter Finn Christoffersen, født 11. april 1915, død 1990, s. af købmand Hans Peter C. og Ane Hansine Hansen. Ægteskabet opløst 1954.

Børn: Naja Annie (1943), Ejvind Axel (1944), Diane Annette (1945), Bjørn (1946).

Artikelstart

Guldborg Chemnitz voksede op som ældste barn i en familie, hvor der var en stærk tradition for dygtiggørelse, uddannelse og samfundsengagement. Faderen arbejdede som tolk for Landsfogeden i Nuuk (Godthåb) og var medlem af Grønlands Landsråd. Moderen var en ledende skikkelse inden for Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning) og medlem af den store Grønlandskommission, der var blevet nedsat i forbindelse med statsminister Hans Hedtofts besøg i Grønland 1948. Karakteristisk for miljøet fik alle børnene en boglig uddannelse og kom senere til at bestride betydningsfulde poster inden for administration og kulturliv. En broder var den senere landsrådsformand Lars C., en anden skoleinspektør Jørgen C., der blev chef for Grønlands Radio. Under Guldborg Chemnitzs opvækst var mulighederne for uddannelse af piger stadig stærkt begrænset i Grønland, og da hun selv ønskede at lære det danske sprog, blev hun sendt til Danmark som 15-årig i 1934. Her fik hun ophold hos en dansk familie og lærte sig derved sproget, dansk husførelse og i det hele taget dansk levevis. 1936-38 gik hun på efterskole i Aasiaat (Egedesminde). Denne toårige efterskole for piger var blevet oprettet i 1932, og før da havde kun yderst få piger haft mulighed for at følge den videregående folkeskoleundervisning. Skolen i Aasiaat blev en eliteskole, idet det kun var de mest lovende unge piger, specielt fra bedrestillede familier, der fik tilbudt ophold. 1938-39 var Guldborg Chemnitz igen i Danmark under Komitéen for Grønlænderinders Uddannelse. Komitéen, der var oprettet i begyndelsen af 1930’erne, havde til formål at få unge grønlandske kvinder uddannet i Danmark, så de kunne blive gode hustruer efter borgerlig dansk standard. Da Anden Verdenskrig truede, blev Guldborg Chemnitz dog sendt hjem og fik derfor ikke den planlagte seminarieuddannelse.

Under og umiddelbart efter krigen koncentrerede Guldborg Chemnitz sig om familielivet og fik fire børn, hvoraf den yngste døde som spæd. Samtidig dygtiggjorde hun sig i dansk og blev i 1948 udpeget til tolk for Den juridiske Ekspedition til Grønland. Formålet med rejsen var at undersøge den grønlandske retstilstand og retsopfattelse, og Guldborg Chemnitz kom i den forbindelse til at fungere ikke bare som tolk, men også som kulturformidler og forskningsassistent. Derefter blev hun ansat som tolk og journalfører ved Grønlands Landsret i Nuuk og fra 1958 som tolk for Samfundsforskningsudvalget. Dette udvalg var nedsat med det formål at foretage en på dette tidspunkt meget moderne sociologisk-psykologisk undersøgelse af konsekvenserne af den politiske nyordning af 1950 for det grønlandske samfund. Som den første grønlandske kvinde, og den tredje grønlænder overhovedet, tog Guldborg Chemnitz i 1964 translatøreksamen efter selvstudium og blev dermed den højest uddannede kvinde i Grønland. 1964-68 fortsatte hun sin karriere som translatør i Ministeriet for Grønland i København, 1968-72 ved Grønlands Landsråds sekretariat i Nuuk og 1972-75 ved Samfundsforskningsudvalget i København Efterfølgende var hun 1975-76 konsulent i APK, 1976-79 sekretariatschef i Grønlands Oplysningsforbund og 1979-87 igen translatør i Nuuk ved Rigsombudet i Grønland. Samtidig begyndte hun at involvere sig i politik og foreningsliv. Ved det første kommunevalg med kvindelig deltagelse i 1951, efter at kvinder i 1948 havde opnået valgret, blev hun som den første kvinde valgt ind i en kommunalbestyrelse. Indtil 1954 sad hun i kommunalbestyrelsen i Nuuk. 1983-87 indvalgtes hun igen for det borgerlige parti Atassut og bestred bl.a. posten som formand for socialudvalget og 2. viceborgmesterposten i Nuuk kommune.

Siden 1950’erne har Guldborg Chemnitz gennem sit politiske og samfundsvidenskabelige arbejde opbygget en stor kompetence på det sociale og juridiske felt. I foredrag, avisartikler og tidsskrifter redegjorde hun op gennem 1960’erne og 1970’erne for sit syn på problemerne i det grønlandske samfund. Sammen med lederen af Samfundsforskningsudvalget Verner Goldschmidt udgav hun publikationerne Grønland i udvikling, 1964, og Samfund og kriminalitet i grønlandske byområder, 1975. 1967 var hun medarbejder ved retssociologen Agnete Weis Bentzons Artikler om retsplejens vilkår og virke i de grønlandske samfund og 1980 medredaktør af Kvinders liv og vilkår i Grønland. Gennem sin indgående forståelse for og stadige refleksion over det dansk-grønlandske forhold og den grønlandske samfundsudvikling har Guldborg Chemnitz aftvunget sig respekt både i Grønland og Danmark. I sine analyser har hun kritiseret såvel danskere som grønlændere, men altid i en respektfuld og kompetent tone. Derfor er hun til stadighed blevet konsulteret, når der er blevet nedsat udvalg og kommissioner, eller når der skulle udgives publikationer om dansk-grønlandske forhold, retsopfattelse eller kvindespørgsmål.

Guldborg Chemnitz har været aktiv i adskillige foreninger, hvor hun især har arbejdet med kvinders uddannelse, sociale forhold og ligestilling generelt. Gennem moderen blev hun fra begyndelsen involveret i APK og i de perioder, hvor hun boede i Danmark, i Dansk Kvindesamfund (DK). 1958-59 var hun en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Grønlandsudvalget, et samarbejde mellem APK og DK, der bl.a. havde til formål at afholde kurser for unge grønlændere under uddannelse i Danmark. Kurserne blev afholdt på forskellige højskoler, og der blev undervist i politik, unges rettigheder, samfundsforhold og sociale tiltag. Sammen med bl.a. Gudrun Chemnitz og Agnete Nielsen deltog hun 1963 i det første kursus. I 1965 nedsatte det danske Statsministerium den store kvindekommission, hvor Guldborg Chemnitz blev udpeget som repræsentant for de grønlandske kvinder og senere valgt som formand for Udvalget vedrørende grønlandske kvinders forhold, et af de seks underudvalg. Resultatet af udvalgsarbejdet var fire dobbeltsprogede publikationer om de grønlandske kvinders livsbetingelser, arbejdsvilkår, uddannelsesmuligheder og familiesituation, der udkom 1975, og som Guldborg Chemnitz var medudgiver af. Det var i den forbindelse, hun 1975-76 blev ansat som konsulent for APK. Ved flere lejligheder repræsenterede hun de grønlandske kvinder i udlandet, bl.a. ved FNs kvindekonference i Mexico City 1975. I flere perioder var hun formand for APKs afdeling i Nuuk og 1979-82 formand for landsforeningen.

Guldborg Chemnitzs engagement på det sociale og kvindepolitiske område har været præget af styrke, varme og politisk bevidsthed. Med sin myndige og ligefremme væremåde er hun blevet afholdt i brede kredse, først som pioner og senere som repræsentant for den generation, der manede til besindighed under det politiske opbrud i 1970’erne. Guldborg Chemnitz har således været en af de mest markante bidragydere til opbygningen af det moderne Grønland. Med sin store viden og sit engagement har hun formået at tolke grønlændernes tanker og følelser ud fra et dybfølt ønske om en øget kulturel forståelse mellem grønlændere og danskere til gavn for begge samfund. I 1964 blev hun tildelt Antoniusprisen, stiftet af Landsforeningen for Mentalhygiene, for sit arbejde for at fremme forståelsen mellem Danmark og Grønland. I 1987 blev hun ridder af Dannebrogordenen og i 1998 tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenestmedalje Nersornaat i sølv i forbindelse med 50-året for indførelsen af kvindelig valgret i Grønland.

Beskrivelser og portrætter af Guldborg Chemnitz

  • Eva Rude: Arnat, den grønlandske kvinde, 1991. Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og de andre, 1990. Folkevirke 4/1992. Jordens Folk 2/1975, Grønland 8-9/1975.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig