Agnethe Nielsen

Agnethe Nielsen blev født uden for ægteskab og voksede op som enebarn hos sine bedsteforældre Otto og Ane Martinsen i bygden Qassimiut ved Qaqortoq (Julianehåb). Her var kårene små, eftersom morfaderen kun fangede lidt. Der var dog ingen større mangel i hjemmet, da indbyggerne i bygden, som det var kutyme i Grønland, hjalp hinanden i trange tider. I 1940 kom Agnethe Nielsen på pigeefterskolen i Aasiaat (Egedesminde). Dengang var det sjældent, at bygdebørn fik en god forberedende folkeskoleundervisning, der kunne danne basis for en videreuddannelse. Men Agnethe Nielsen var heldig at læse under den dygtige kateket og digter Simon Nielsen, der sørgede for, at hele to opvakte piger fra bygden fik mulighed for at komme på efterskolen. Efter at have afsluttet skolen kom Agnethe Nielsen i 1942 i huset hos en dansk familie og lærte på denne måde dansk. Hun ønskede at uddanne sig til lærer, men blev forhindret, da Anden Verdenskrig brød ud, og Grønland isoleredes. I 1946 flyttede hun til Danmark på grund af sin danske kæreste, entreprenør Kai N., som hun samme år giftede sig med. I 1951 flyttede parret til Sydgrønland, hvor Agnethe Nielsen fra 1954 blev løst tilknyttet tolk for statens institutioner, 1961-75 var hun fastansat. Det var en tilfældighed, at Agnethe Nielsen kom ind i politik. I 1955 var hun blevet overtalt til at være suppleant for Ingvar Høegh, der opstillede til kommunalvalget i Narsaq. Kort efter rejste han fra byen, og Agnethe Nielsen kom nu i kommunalbestyrelsen, hvor hun bl.a. blev formand for forsorgsudvalget. Den største udfordring var, at tuberkulose på dette tidspunkt var meget udbredt, og der var intet offentligt socialt netværk. De syge blev sendt til behandling enten på sanatoriet i Nuuk (Godthåb) eller i Danmark, og ofte skulle eventuelle børn klare sig selv eller passe deres mindre søskende under forældrenes fravær. Udvalget følte sig ansvarlig for børnene, og Agnethe Nielsen var med til at etablere et vagtværn for de efterladte børn, bl.a. var det vigtigt at sikre, at der ikke opstod ildebrande i de brandfarlige træhuse. Gennem det praktiske sociale arbejde blev Agnethe Nielsen ansporet til at gå helhjertet ind i politik, og fra 1959 stillede hun derfor op til alle kommunalvalg og blev hver gang valgt ind, indtil hun trak sig tilbage som politiker i 1989. På det tidspunkt havde hun siddet i Narsaqs kommunalbestyrelse i 33 år. Bortset fra nogle korte perioder var hun 1960-86 formand for kommunalbestyrelsen, fra 1975 med betegnelsen borgmester. Hermed blev hun den anden kvindelige borgmester i Grønland efter Kristine Donaldusson, der havde været borgmester i Maniitsoq (Sukkertoppen) i en kort periode omkring 1959. Endvidere blev Agnethe Nielsen det første kvindelige medlem af Grønlands Landsting i 1980, hvor hun sad til 1983 og igen 1991-95. Her stillede hun op for partiet Atassut, der ligger til højre i det politiske system, og som ønsker at fastholde rigsfællesskabet med Danmark.

Især det sociale område har haft Agnethe Nielsens interesse, og hun var rådgiver under udformningen af Socialloven for Grønland i midten af 1960'erne. Indtil da havde der ikke eksisteret nogen sociallov for Grønland. Hun tog desuden initiativ til og var lærer ved kurser for de første socialhjælpere i årene 1968-72. Da den første hjemmehjælper i Grønland blev ansat i Narsaq kommune, skete det også på hendes initiativ. I 1969 blev hun af Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning) udpeget som medlem af Udvalget vedrørende grønlandske kvinders forhold under den danske Kommission vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Her sad hun sammen med bl.a. Elisabeth Johansen og Guldborg Chemnitz og var i 1975 medudgiver af fire publikationer om grønlandske kvinders forhold. Som eneste kvinde blev hun udpeget til Hjemmestyreudvalget 1973-75, et udvalg under grønlandsministeren, der forberedte Grønlands Hjemmestyre. Endvidere var hun 1972-89 medlem af KANUKOKAs (De Grønlandske Kommuners Landsforening) hovedbestyrelse og indtil i dag næstformand i bestyrelsen for avisen Atuagagdliutit/Grønlandsposten.

Også fagligt arbejde har Agnethe Nielsen beskæftiget sig med, bl.a. for SIK (Grønlands Arbejder Sammenslutning), der er Grønlands største fagforening. 1968-75 var hun således medlem af bestyrelsen for SIK i Narsaq, og på vegne af tolke- og kontorassistenterne deltog hun i overenskomstforhandlingerne. I 1989 blev hun udnævnt til æresmedlem af SIK. Siden sin afgang som borgmester i 1986 har hun været aktiv i et par kommunale udvalg og i ældreforeningen. Efter ægtefællens død af kræft i 1987 og den store landsindsamling i Grønland 1987 til fordel for Kræftens Bekæmpelse (KB), etablerede hun Neriuffik, den første afdeling af KB i Grønland. Senere fulgte lokale foreningsdannelser i andre grønlandske byer. I 1989 blev hun valgt ind i KBs bestyrelse i Danmark på vegne af afdelingen i Grønland. Agnethe Nielsen har været med til at iværksætte kurser for medlemmer af KB og har været en af de drivende kræfter ved landsindsamlingerne. Efter en sygdomsperiode stoppede hun dette arbejde i 1998.

Agnethe Nielsen er en af de få kvinder, der har siddet i Grønlands Landsting, og som ledende politiker i Narsaq var hun aktiv usædvanligt længe. Selv opvokset under små kår og som uægte barn gik hun helhjertet ind i arbejdet med at forbedre vilkårene for kvinder og de socialt svagt stillede. Den røde tråd i hendes langvarige indsats har været hendes omsorg for sine landsmænd gennem udviklingen af et socialt netværk. Ved at skabe en grobund for en offentlig social indsats, som ikke eksisterede i Grønland i begyndelsen af hendes politiske karriere, har hun ydet en pionerindsats. Agnethe Nielsen blev i 1989 tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv. I 1982 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen, 1997 til ridder af 1. grad.