Elisabeth Boisen

Komponisten og lærerinden Elisabeth Boisen voksede op i København i et dybt religiøst hjem, der var naturligt præget af, at begge forældre tilhørte nogle af landets kendteste præsteslægter. Moderen, N.F.S. Grundtvigs ældste datter, måtte tilbringe sine sidste 30 år på sygelejet, men formåede ikke desto mindre at være familien en stærk støtte i troen. Elisabeth Boisens fader, en søn af biskop P.O. B., var ansat på Dronning Caroline Amalies Asylskole på Vestervold, først som lærer og fra 1851 som bestyrer. Grundtvig var skolens direktør. Fra 1854 fungerede faderen tillige som Grundtvigs kapellan i Vartov Kirke. Elisabeth Boisen selv stod sin morfader meget nær og lignede ham af både sind og trosopfattelse. Indtil faderens død i 1862 boede familien i en lejlighed på selve asylskolen. Elisabeth Boisen havde derfor fra barnsben en tæt kontakt til stedet, og som 18-årig begyndte hun at undervise på skolen og virkede her frem til midten af 1886, bl.a. under forstanderinden Susette Mariboes ledelse. Elisabeth Boisen tog sin afsked på grund af et svagt nervesystem, sandsynligvis forårsaget af en kronisk søvnløshed, der plagede hende livet igennem. Efter lærergerningen fastholdt hun frem til sin død kontakten til asylet som besøgs- og komitédame.

Fra barndommen spillede Elisabeth Boisen meget klaver og gik en årrække til undervisning hos komponisten Emil Hornemann. Hun begyndte at komponere i 30-års alderen og udgav 30 hefter med egne kompositioner i perioden 1893-1918. De fleste indeholdt dog kun en enkelt sang eller to. Hertil kommer et hefte med 18 Romancer og Sange med Pianoforte, trykt som manuskript i 1893. Nogle få af disse blev senere genudgivet i let ændrede versioner. Blandt de tekster, Elisabeth Boisen benyttede, var flere forfattet af Thor Lange, hvis folkeviseagtige sange var meget yndede blandt samtidens kvindelige komponister. Den overvejende del af meloditeksterne var dog skrevet af Ingeborg Kristiane Rosenørn-Teilmann, stamhusbesidderen til godset Nørholm ved Varde, som Elisabeth Boisen delte hjem med i mere end tre årtier fra moderens død i 1887 til sin egen død i 1919. Deres kunstneriske samarbejde var meget nært og resulterede bl.a. i Fra Lunden, 1901, en gruppe naturlyriske sange, komponerede i højromantisk dansk romancestil. Senere fællesudgivelser er Tre Sange, 1913, og Sommerdag, 1914. Elisabeth Boisen udgav også et mindre antal vuggeviser og børnesange, hvoraf hun selv skrev teksterne til de fem. Formodentlig drog hun her god nytte af sin erfaring med børn fra asylskolen. Både i form og indhold er sangene fint afstemt til den særlige målgruppe, Maanen gaar aldrig i Seng, 1908, og Lille Erik, 1918, er således enkle deklamatoriske sange, fortællende en lille historie, der egner sig til at berolige et lille barn. Elisabeth Boisens kompositioner er karakteriseret af en forholdsvis tilbageholdt melodik uden den store udvikling. Klaversatsen er stram og enkel, og tonesproget konservativt og harmonisk. Den traditionelle stil kan have medvirket til, at hun aldrig blev anmeldt, selvom hun havde en vis kontakt med det offentlige musikliv via et par professionelle sangere, fx Sophie Keller, der optrådte med hendes værker.