Eline Heger

Eline Hegers fader, der var kobbersmed, var fordrukken, og moderen måtte forsørge familien ved at vaske for folk. Så snart Eline Heger blev gammel nok, hjalp hun til. Imidlertid bestemte moderen sig for at forsøge at få hende optaget på Det Kgl. Teaters balletskole, da det ville betyde, at datteren blev forsørget og selv kunne tjene penge til hjemmet. I 1789 blev hun ansat ved teatret som danseelev, knap 15 år gammel. Hun var elev frem til 1793, hvor hun for første gang optrådte som skuespiller i rollen som Lucette i den franske komedie Den gode Moder. Herefter optrådte hun, som skik var, i endnu tre debutroller frem til begyndelsen af 1794 og blev senere samme år ansat som skuespillerinde.

Eline Heger blev en omsværmet kunstner. Digteren Adam Oehlenschläger gik til scenen for hendes skyld. Muligvis er hans tragediers nordiske heltinder skrevet med hende som model. Også den letantændelige litterat Knud Lyne Rahbek og filosoffen Henrich Steffens sværmede for Eline Heger. Hun kom ofte i huset hos sine kolleger, skuespillerparret Johanne og Michael Rosing, og her mødte hun en fjerde tilbeder, der blev hendes kommende ægtemand, nemlig Stephan H., der var broder til Kamma Rahbek og Christiane Oehlenschläger. De blev gift i begyndelsen af 1797. Han forlod sin udstukne løbebane i livet for at gå til scenen, uden tvivl under stærk inspiration fra sin tilbedte. Med svigerindernes giftermål var det uomgængeligt, at hendes omgangskreds kom til at omfatte alle samtidens førende personligheder inden for ånds- og kunstlivet, som fx Oehlenschläger, Rahbek, brødrene A.S og H.C. Ørsted, C.E.F. Weyse, N.F.S. Grundtvig og Jens Baggesen.

Eline Hegers navn er på scenen uløseligt knyttet til Oehlenschlägers dramatik. Hun fremstillede en lang række af hans heltinder i den tradition for fremstilling af denne kvindetype, som Johanne Rosing havde skabt. Da Oehlenschläger i 1808 blev introduceret på Det Kgl. Teater, fik Eline Heger tildelt rollen som Thora i Hakon Jarl. Hidtil havde kritikken beundret hende i roller som den blide og uskyldige kvinde, fx titelrollen i G.E. Lessings Emilia Galotti og Dyveke i Ole Johan Samsøes sørgespil af samme navn. I rollen som Thora skulle der imidlertid mange flere stærke affekter til. Det voldte de danske skuespillere problemer, da de skulle omstille sig fra den følsomme tids “naturlige” menneskefremstilling til romantikkens krav om det patetiske og ideale. Også for Eline Heger var det i første omgang svært at honorere disse krav, men omstillingen lykkedes dog efterhånden. Ifølge Baggesen var hendes fundamentale problem, at selvom hun tydeligvis havde arbejdet intenst med rollen og forsøgt at finde de rigtige udtryk, så var hendes ansigt ude af stand til at udtrykke andet end stille lidelse. Der var ingen stormende lidenskab. Dog, i de passager, hvor ordene står stærkest, som i dramaets slutning, da sejrede Eline Heger og Oehlenschläger. Af hendes andre store roller i samme digters værker kan nævnes hendes Valborg i Axel og Valborg, 1810, og året efter Maria i Corregio.

Trods sine vanskeligheder i begyndelsen blev Eline Heger med tiden indbegrebet af den tidlige romantiske unge heltinde på Det Kgl. Teater. Faktisk i en sådan grad, at kritikeren Nathan David i 1830, i forbindelse med hendes optræden i et lystspil, bemærkede, at Eline Heger “synes aldrig at kunne glemme, at hun først er fremtraadt paa Cothurnen”, dvs. i tragedien. Havde det været vanskeligt at omstille sig til romantikkens patetiske og ideale stil, så blev det endnu sværere at omstille sig til J.L. Heibergs vaudeviller og de franske konversationsstykker, som fra slutningen af 1820’erne udgjorde en væsentlig del af Det Kgl. Teaters repertoire. Ud over at passe sit omfattende arbejde ved teatret forestod Eline Heger husholdningen i sit hjem med mand og ti børn. Ægtefællen deltog kun i ringe grad i opdragelsen af børnene. Dog bestod en af hans lidenskaber i at fremstille børnebøger, der selvfølgelig også kom hans egne børn til gode. Ægteparret sendte ikke børnene i skole. I stedet blev de undervist hjemme, hvilket betød, at pigerne fik mulighed for at lære fremmedsprog.

Rollen som Sophie ved premieren i 1832 på Thomasine Gyllembourgs drama Magt og List skulle blive Eline Hegers sidste optræden på teatret. Senere samme aften blev hun ramt af et slagtilfælde, der gav svære lammelser i dele af kroppen. Hun mistede for altid evnen til at tale og kunne kun bevæge sig med største besvær. Men hun lærte at meddele sig til omverdenen via en tavle og griffel. Sandsynligvis var hendes tragiske skæbne udløst af ægteskabets mange sorger. Hendes ægtefælle havde et vanskeligt sind, var skinsyg og meget tungsindig og havde hele livet været ude af stand til at tolerere sygdom og svaghed. Hendes ældste søn døde i foråret 1831 af tyfus, netop som han stod for at tage anden del af sin eksamen som læge. Et par år efter at sygdommen havde ramt hende, flyttede hun derfor fra manden for sammen med den yngste ugifte datter Juliane Sophie at slå sig ned hos datteren Eline Marie, der i 1833 var blevet enke.