Dorthea Secher Leth

Dorthea Secher Leth hørte til den gamle jyske Secher-slægt og blev født ved Randers Fjord på Sandgård, der i tre generationer var i familiens eje. Hun mistede sin fader som 12-årig, men da en broder overtog gården, kunne familien blive i barndomshjemmet. Hun lærte husholdning hjemme og hos forskellige familiemedlemmer, men ville, fra hun var lille pige, hellere hjælpe til med at passe syge dyr. Hendes lyst til at hjælpe ved sygdom eller ulykkestilfælde og til at opleve andre forhold voksede, og i 1878 ansøgte hun om at blive sygeplejeelev på Kommunehospitalet.

Dorthea Secher Leth blev kaldt til samtale hos overlæge Frederik Trier, som anbefalede hende til kirurg og finansminister C.E. Fenger, under hvem det kbh.ske hospitalsvæsen sorterede. Fenger, der var en af tidens førende hygiejnikere og levende interesseret i udviklingen af den moderne sygepleje, tog personligt stilling til hver enkelt elevansøgning. Dorthea Secher Leth blev antaget og begyndte som elev på Triers medicinske afdeling, det første og eneste afsnit på det store hospital, der siden 1876 havde optaget elever. Hendes læremester blev hospitalets første plejemoder Athalia Anger. Efter et halvt år blev Dorthea Secher Leth overflyttet til kirurgisk afdeling, hvor hun kom til at arbejde under Henny Schultz (gift Henny Tscherning), der senere blev Dansk Sygeplejeråds mangeårige formand. Chefen, overlæge Valdemar Holmer, var pioner på sit felt, idet han som den første uden for England allerede i 1868 havde indført Listers antiseptik på afdelingen. Ejendommeligt nok havde netop han svært ved at affinde sig med den nye tids sygeplejersker, hvis indsats han først sent anerkendte.

Dorthea Secher Leth kom således ind i sit fag på et tidspunkt, hvor det endnu var usædvanligt, at stuekoner rekrutteret fra de dårligst stillede befolkningslag var erstattet af sygeplejersker med baggrund i borgerskabet og udrustet med solid skolegang og oplæring i husførelse. Damer, som det hed, der skulle lære et fag og respekteres som fagpersoner. Dorthea Secher Leth klarede sig godt, allerede i 1879 vikarierede hun for Henny Tscherning, og i 1880 udnævntes hun til plejemoder på 5. afdeling hos overkirurgen C. Studsgaard. I denne stilling blev hun de næste ti år læremoder for mange af den nye tids toneangivende sygeplejersker. Dorthea Secher Leth mente ikke selv, at hun umiddelbart havde mennesketække, hun var kølig af væsen, streng, grænsende til despotisk som leder, men hun indgød folk tillid, og mennesker i nød lærte at holde af hende. Som sygeplejechef yndede hun at kalde sig selv “Moderen”, en betegnelse, som passede ifølge hendes elev Bodil Hellfach. Dorthea Secher Leth var ubestrideligt den ledende, men også varmhjertet, impulsiv og hjælpsom mod den, der var bedrøvet. Som lærer var hun kortfattet og præcis, og det, hun sagde til eleven, blev siddende resten af livet.

Dorthea Secher Leth forlod sin stilling som plejemoder, da hun i 1890 giftede sig med hospitalets forvalter, men fortsatte i hospitalsadministrationen som viceforstanderinde, slippe sit fag kunne hun ikke. Fra sin opvækst vidste hun, hvor ilde stedt familie og folkehold kunne være, når der var langt til lægehjælp, og husmoderen ikke havde begreb om sårbehandling og sygepleje. Da overkirurg E.A. Tscherning endvidere opfordrede hende til at udnytte sin viden som sygeplejelærer for unge kvinder, oprettede Dorthea Secher Leth et samariterkursus i sit hjem og underviste i kursets første ti år over 1.000 elever. Hendes undervisning var koncentreret om sygeplejens hygiejne og sårbehandling, deltagerantallet på hvert hold var begrænset, og eleverne øvede sig på hinanden, fx i at anlægge forbindinger. I 1899 blev hendes mand inspektør på Vestre Hospital, det senere Rudolph Berghs Hospital, der kun behandlede hud- og kønssygdomme. Funktionærboligen lå på hospitalet, men Dorthea Secher Leths bolig havde egen indgang, så kursisterne ikke behøvede at færdes mellem de prostituerede, der var hospitalets daglige patienter.

Dorthea Secher Leth underviste ikke kun i København, men blev tillige en stærkt benyttet foredragsholder i provinsen. I 1899 udgav hun sammen med professor Svenn Monrad Barselplejen og året efter Vejledning til Syges Pleje under Hjemmets daglige Forhold. Da Dansk Sygeplejeråd (DSR) i 1899 blev foreslået oprettet, bl.a. for at sikre en kvalificeret og ensartet uddannelse, var Dorthea Secher Leth blandt de første, der støttede kravet med indlæg i dagspressen. Hun blev bragt i forslag som ny formand af oppositionen i kampen mod, hvad mange sygeplejersker opfattede som Charlotte Norries for egenmægtige og lovlig emancipatoriske linie. Dorthea Secher Leth valgte dog at bakke op om sin tidligere chef Henny Tscherning og meldte sig ligesom denne først ind i DSR i oktober 1899, efter at Norrie havde trukket sig fra formandsposten. Fra 1895 var hun medlem af bestyrelsen i Dansk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse, og 1911 oprettede hun et legat for fattige børn udskrevet fra Rudolph Berghs Hospital. Dorthea Secher Leth hører til blandt sygeplejens pionerer. Skønt hun begyndte med færre såvel teoretiske som praktiske forudsætninger end de fleste af sine samtidige, blev hun en af fagets fremragende tidlige formidlere.