Bodil Hellfach

Bodil Hellfachs fader var proprietær på gården Petersdal ved Sorø. Efter hans død forlod Bodil Hellfach i 1887 gården, hvor hun var vokset op, for som 32-årig at begynde et liv som selvforsørgende. Til trods for at sygeplejen endnu var et nyt fagområde, der ikke rigtigt var accepteret som arbejdsfelt for bedre folks døtre, valgte hun netop den levevej. Hun tog til København og blev elev ved sygeplejen på Kommunehospitalet under en af sygeplejens pionerer, plejemoder Dorthea Secher (g. Leth). Senere mindedes hun Secher Leth med taknemmelighed, fordi hun havde været eleverne en god læremester trods de vanskelige vilkår, der herskede i en tid, hvor uddannelsen endnu ikke var lagt i faste rammer. Eleverne fik ingen teoretisk skoling, men blev udelukkende oplært i praktiske færdigheder. Allerede efter fire år avancerede Bodil Hellfach i 1892 til en slutstilling som plejemoder på fjerde afdeling. Hendes hurtige vej til plejemoderstillingen var dog ikke enestående på den tid. Der kendes flere eksempler på, at sygeplejersker allerede under elevtiden blev håndplukket til den ledende stilling, hvis de viste særlige evner for ledelse og administration. Som plejemoder kom Bodil Hellfach til at præge de nye elever, og hun gjorde sig til talsmand for, at de skulle have en bedre, mere systematisk uddannelse end den, hun selv havde fået, og for hende indebar det tillige et solidt teoretisk fundament. I forbindelse med en debat i 1926 om den teoretiske undervisnings omfang, udtrykte hun sin glæde over, “at de Unge nu fik en saa god teoretisk og systematisk Uddannelse”.

Som sine kolleger havde Bodil Hellfach både sit arbejde og sit hjem på hospitalet, der til en vis grad var en lukket verden, men forholdene var ikke ideelle, og den voksende utilfredshed førte til stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR) i 1899. Bodil Hellfach, der følte nødvendigheden af, at sygeplejerskerne slog sig sammen, var blandt initiativtagerne til DSR, og i de første turbulente år frem til 1907 var hun foreningens næstformand. Fra denne position var hun ofte den, der glattede ud og forsøgte at forlige parterne, når bølgerne gik højt. Hun bevarede altid et roligt overblik. Gennem hendes udtalelser ved møder og indlæg i Tidsskrift for Sygepleje får man det indtryk, at hun havde et positivt livssyn og altid var parat til at gøre en indsats, når det gjaldt om at forbedre sygeplejerskernes kår, selv efter pensioneringen i 1913. Det kom bl.a. til udtryk i hendes mangeårige indsats for DSRs rekreationshjem i Vedbæk, indviet 1904, hvor hun var medlem af bestyrelsen til sin død. I årenes løb deltog Bodil Hellfach i møder og kongresser som repræsentant for DSR både i hjemlige og internationale sammenhænge, hvor hun ved sin værdige og stilfulde fremtræden var med til at skabe respekt om den danske sygeplejerskestand.