Dorothea Bengtzen

Dorothea Bengtzen voksede op på Als hos sin plejemoder Eleonora Hansen. Som 17-årig kom hun i huset, herefter på husholdningsskole i Sorø og siden på Askov Højskole for at rette op på sit danske sprog, da hun havde gået i tysk skole på Als. 1927-30 uddannede hun sig til sygeplejerske ved Bispebjerg Hospital og var indtil 1933 ansat ved en række kbh.ske sygehuse, hvor hun på forskellige afdelinger tilegnede sig en bred viden om sygeplejen. I sit senere virke i Grønland fik hun brug for disse erfaringer, idet sygeplejersker her skulle håndtere alle slags sygdomstilfælde.

Den store arbejdsløshed i 1930’erne ramte også sygeplejefaget, og Dorothea Bengtzen søgte derfor i 1933 et tomåneders vikariat i Uummannaq (Umanak) i Nordgrønland. Men menneskene, naturen og de hårde, udfordrende arbejdsforhold i Grønland greb hende, og hun forlængede opholdet til to år. Som eneste sundhedsfaglige person i et stort distrikt måtte hun sammen med sine uuddannede medhjælpere påtage sig lægearbejde og ofte rejse over store afstande i bidende frost på hundeslæde. 1935-36 var Dorothea Bengtzen igen på Bispebjerg Hospital. Herefter vendte hun tilbage til Grønland og virkede 1936-52 på adskillige sygehuse langs vestkysten fra Thule i nord til Paamiut (Frederikshåb) i syd. Det var vilkårene for danske sygeplejersker i Grønland på dette tidspunkt, at de blev flyttet rundt hvert andet år, for at de absolutte udkantsområder kunne dækkes. Til gengæld havde sygeplejerskerne hvert tredje år ca. otte måneders orlov, som de som regel tilbragte i Danmark. Under Anden Verdenskrig var forbindelsen mellem Danmark og Grønland afbrudt, og Dorothea Bengtzen opholdt sig derfor 1941-42 under sin orlov i USA. Hun overvejede at blive i USA, men da der var stor mangel på sygeplejersker i Grønland, tog hun alligevel den farefulde færd tilbage med en skibskonvoj fra Canada over Atlanten. Skibet, som hun var med, undgik som det eneste torpedoerne fra de tyske ubåde. I perioden 1946-52 arbejdede hun som sygeplejerske i Nuuk (Godthåb), hvor hun bl.a. ydede en stor indsats i forbindelse med en influenzaepidemi. Som tak for hendes indsats samlede byens borgere ind til et maleri, en gave, der varmede hende meget.

Da Dansk Røde Kors (DRK) i 1952 besluttede at oprette et børnehjem i Nuuk, valgte Dorothea Bengtzen at tage imod stillingen som forstanderinde for hjemmet. Midler fra DRK finansierede oprettelsen, mens selve driften hovedsagelig blev afholdt af staten og den grønlandske landskasse. Der blev senere oprettet flere sådanne børnehjem i Grønland, beregnet for børn mellem to og 14 år, der enten var forældreløse eller i øvrigt uden forsørgelse. De første beboere var 16 børn, som var nøje udvalgt, bl.a. efter intelligens. De blev en del af det store projekt, der i 1950’erne og 1960’erne skulle modernisere og fordanske Grønland. Først blev de sendt på et halvandet års ophold hos danske plejefamilier for at lære dansk kultur og sprog, herefter sejlede de tilbage til Grønland sammen med Dorothea Bengtzen. Hun blev en både streng og kærlig moder for “forsøgsbørnene”, den person, de fik det tætteste forhold til, også senere i deres voksenliv. Selvom hun talte grønlandsk, var det hendes opgave at håndhæve regler om, at børnene ikke måtte tale grønlandsk indbyrdes, og at de ikke havde for hyppig kontakt med deres biologiske familier. Desuden skulle hun tilse, at de klarede sig godt i skolen, så de kunne opfylde forventningerne til dem om at blive en fremtidig elite.

Projektet er et eksempel på en tidstypisk bestræbelse på at give børn en bedre tilværelse og på den danske kolonimagts forfejlede forsøg på at planlægge en danskinflueret udvikling i Grønland. Som socialrådgiveren Tine Bryld har berettet i bogen I den bedste mening, 1998, og i tv-udsendelser, skabte det store problemer for børnene, at de blev revet væk fra deres familier og vante miljø uden forklaring. De følte sig så splittede mellem dansk og grønlandsk kultur, at ingen af dem siden kom til at udfylde den funktion, som de var tiltænkt. Men under opholdet på børnehjemmet var Dorothea Bengtzen deres faste holdepunkt, og hun blev i Nuuk kendt som “de syge og børnenes Bendse”. Hun havde sin bolig på hjemmet, var altid til rådighed for børnene og arbejdede hårdt for at give dem en bedre tilværelse end den, de ellers havde udsigt til. Da DRK var yderst tilfreds med hendes arbejde, blev hun bedt om også at fungere som forstanderinde for børnehjemmet i Aasiaat (Egedesminde), der 1955-56 var under etablering. Hun vendte dog tilbage til børnehjemmet i Nuuk og forblev her indtil 1959. Efter afholdelse af flere års opsparet ferie i Danmark, blev hun pensioneret i 1961 og flyttede tilbage til sit barndoms Sønderjylland. På dette tidspunkt var hun den danske sygeplejerske, der havde arbejdet længst i Grønland. Hun opretholdt kontakten med mange af “sine børn” og hjalp dem på forskellig vis i Danmark, hvortil flere af dem flyttede efter børnehjemsopholdet. I 1959 blev Dorothea Bengtzen sammen med Signe Vest hædret med Florence Nightingale Medaljen for sit mangeårige arbejde i Grønland, og i 1961 blev de to sygeplejersker tildelt guldmedalje fra det amerikanske Academy of Achievement.