Tine Bryld

Tine Bryld havde en tryg opvækst i det kbh.ske borgerskab, og slægten var forankret i både højskoleverdenen og kvindesagen. Som ung fik hun udlængsel, og i 1959 drog hun på en længere Europarejse, der gav hende indsigt i mere ydmyge forhold. Da hun kom hjem, indledte hun det personlige, faglige og politiske engagement, der har præget hendes liv siden. I 1961 blev hun gift, og snart efter begyndte hun at læse til socialrådgiver. Efter at have taget eksamen i 1965 indledte hun sin karriere som engageret socialarbejder på det nu nedlagte Mødrehjælpen i København, hvor hendes ældre søster Lena Vedel-Petersen, der ligeledes var socialrådgiver, tidligere havde arbejdet.

I 1967 fik Tine Bryld et af de bijobs, der gennem årtier har medvirket til at give hende en bred berøringsflade, nemlig som redaktør af ugebladet Alt for damernes sociale brevkasse. Samme år blev hun ledende socialrådgiver i Dagcentret for Unge Stofmisbrugere på Nørrebro. Hun var med til at oprette De Unges Rådgivning og blev fra starten levende engageret i Christiania, det tidligere militære område på Christianshavn, der blev besat og udråbt til fristad i 1971. Tine Bryld er formodentlig den person uden for Christiania, der har bidraget mest til fristadens overlevelse. Hun oprettede en rådgivning for beboerne, men det lykkedes hende samtidig også at vinde myndighedernes respekt. Fra 1972 var hun Socialministeriets konsulent i spørgsmål vedrørende Christiania, ligesom hun blev medlem af Forsvarsministeriets særlige styringsråd for fristadens lovliggørelse.

I 1972 startede Tine Bryld sit banebrydende radioprogram for unge Tværs – P4 i P1, der baserede sig på samtaler med unge for åben mikrofon. Her fortalte hun om rettigheder og pligter samt ydede rådgivning til unge med forskellige problemer. Privat levede hun fra 1975 sammen med sin anden ægtefælle Arne Gaardmand. Familien bestod snart på tids- og generationstypisk vis af både sammenbragte børn og et fælles barn og desuden i kraft af Tine Brylds særlige engagement også løbende af forskellige plejebørn. Hendes faglige interesse og ikke mindst hendes optagethed af unge og deres problemer blev udgangspunktet for en omfattende forfatter- og skribentvirksomhed. I 1976 udgav hun håndbogen på På kryds og tværs, der informerede om unges samfundsmæssige rettigheder og pligter og samtidig gav oplysning om rusmidler, sex, kønssygdomme m.v. Den fulgtes op af Hvem bestemmer?, 1981, der ligeledes gav kontant oplysning til unge om bl.a. en række konkrete juridiske og økonomiske forhold. I artikelsamlingen På trods, 1983, gjorde hun en slags status og konkluderede, at de unges situation og behov var ved at ændre sig i takt med samfundsudviklingen. Deres problemer var nu mindre kontante og mere relaterede til spørgsmål om identitet, følelser og familie. Tematikken var taget op i anden form i rapportbogen Stærk nok?, 1979, der i forlængelse af hendes kønspolitiske engagement især henvendte sig til piger med et budskab om personlig frigørelse og selvstændighed.

Det skønlitterære forfatterskab blev sat i gang, da forlaget Gyldendal henvendte sig til Tine Bryld og opfordrede hende til at skrive en ungdomsroman. Det blev til den meget læste trilologi om pigen Liv, der kom i årene 1982-84. Bøgerne former sig som en bred samtids- og generationsskildring, der følger sin hovedperson fra opvæksten i en tryg kernefamilie over en kaotisk tid som rodløs studerende i bz-miljøet, til hun vinder fodfæste som en ung, fri kvinde. Serien fulgtes op af En rift i huden, 1986, der samtidig blev en selvstændig historie om pigen Mira og miljøet blandt unge autonome. I romanerne Hvid som sne, 1988, og Talkshow, 1990, gik Tine Bryld tæt på de tunge problemer og behandlede tabuemner som psykisk sygdom og selvmord. Med Nora, 1995, gav hun sit bud på en samtidsroman for 1990’ernes unge. Miljøet er skiftet, pigens hjem er veletableret og stabilt, men budskabet er, at det også kan være svært at have velmenende forældre at skulle leve op til og samtidig frigøre sig fra. Perspektivet er stadig den unges, men stoffet formodentlig denne gang også hentet fra Tine Brylds egne erfaringer som forælder, og som andre af forfatterens senere romaner er den både ungdoms- og voksenlitteratur.

Ikke en engel fra 1997 er skrevet over et længere rådgivningsforløb, der startede som en samtale i P4, men udviklede sig til en mere omfattende kontakt med brevveksling og personlige møder. Det er en stærk, dramadokumentarisk bog om et incestforhold, som trævles op gennem kontakten med Tine Bryld. Samtidig er bogen et radikalt eksperiment, der afsøger de både etiske og faglige grænser for Tine Brylds virksomhed: mellem privat, socialt og politisk engagement, og mellem hendes roller som socialrådgiver, mediearbejder og forfatter. Det samme kan siges om I den bedste mening, 1998, der på baggrund af interviews og sagsakter fortæller historien om en gruppe grønlænderbørn, der i 1950’erne blev tvangsforflyttet til Danmark. Begge bøger er nytolkninger af den dokumentariske tradition fra 1970’erne, der vedgår sig forfatterens subjektive vinkling af stoffet og forholder sig til de etiske dilemmaer heri. Tine Bryld har også gjort sig gældende som børnebogsforfatter med bl.a. Bullers vækkeur, 1986, og har desuden i samarbejde med tegneren Pernille Kløvedal lavet en række illustrerede bøger om sociale og politiske problemstillinger for børn og unge, fx Smilende rygge, 1992, der er udgivet af FNs børneorganisation UNICEF.

Ved siden af sin faglige karriere har Tine Bryld tidligt fulgt sine socialpolitiske idéer op i forskelligt græsrodsarbejde. 1965-68 var hun medlem af bestyrelsen for Dansk Kvindesamfunds (DK) ungdomskreds, der bl.a. arrangerede abortrejser til Polen. Med dette og andre initiativer foregreb ungdomskredsen 1970’ernes rødstrømpebevægelse. I første omgang blev resultatet en sprængning af DK i 1968 og stiftelsen af Individ og Samfund, der fortsatte den radikale seksualpolitiske linie. Tine Bryld var medstifter af foreningen og medlem af bestyrelsen 1968-72. Senere engagerede hun sig i fredspolitisk arbejde, og hun var 1980-90 betyrelsesmedlem i Fredsfonden. Med sit meget brede engagement og sin evne til at gå nye veje har Tine Bryld gjort sig gældende som en visionær reformator. Hun har ikke mindst vundet respekt ved at etablere en dialog med unge på deres egne præmisser, men har spændt videre end de fleste og formået at vinde en enestående tillid i meget forskellige kredse, fra teenageren på gaden til ministerielle råd. For dette og for sit forfatterskab har hun modtaget en lang række legater og priser, bl.a. Justitsminister Steinckes Mindelegat 1975, LOs Kulturpris og PH-Prisen 1980, Publicistprisen 1986 og Heinild-Prisen 1997.