Dorothea (Christian 3.s dronning)

Dorothea voksede op i en lille tysk stat, der tidligt gik over til protestantismen. Som 14-årig blev hun gift med Frederik 1.s ældste søn hertug Christian, der fik overladt Haderslev-Tørning amt. Ægteparret holdt et lille hof på Haderslevhus, og her gennemførtes Reformationen i praksis allerede 1528 ved fyrsteligt dekret. Fra sin ungdom blev Dorothea derfor præget af lutherdommen. Ved Frederik 1.s død i 1533 vægrede det katolsk dominerede rigsråd sig ved at vælge hertug Christian som konge, og først efter Grevens Fejde 1533-36 kunne han sikre sig magten. I 1537 fandt kroningen af ham og Dorothea sted i Vor Frue Kirke. Om Dorotheas virke i hendes 23 år som dronning vides meget lidt. Hun synes stærkest knyttet til kongens tyske rådgivere og var efter alt at dømme i modsætningsforhold til de ledende rigsråder. Tysk forblev hendes skriftsprog, hvad der ikke er så usædvanligt, men angiveligt lærte hun aldrig at tale eller forstå dansk. Det bidrager til et indtryk af, at hun kun fik ret ringe forbindelse til andet end snævre hofkredse.Som enkedronning fik Dorothea i 1559 overladt Koldinghus og Sønderborg slotte og len som livgeding (enkegods). Koldinghus forblev hovedresidensen, men det var på Sønderborg Slot, hun lod det endnu bestående slotskapel indrette som et moderne fyrstekapel med kunstværker på et højt niveau. I kapellet opsattes de pragtfulde anetavler for hende og Christian 3., som nu findes på Frederiksborg Slot. I Kolding viste hendes aktivitet sig bl.a. ved anlæg af både saltværk og vandværk. Hendes stærke retsfølelse manifesterede sig ved strenghed i straffesager, hvad enten det gjaldt høj eller lav. Dorotheas virke lå især på de indre linier som moder og som leder af sit jomfrukammer. Det var præget af hendes strenge lutherdom, arbejdsomhed og sparsommelighed. En af adelsjomfruerne klagede i et brev over, at hun blev holdt så strengt beskæftiget, at hun end ikke havde tid til at passe sin have. Forholdet til de fleste af adelsjomfruerne synes dog at have været udmærket, og dronningen gjorde sig umage for at få dem godt gift. Blandt dem, hun holdt livslang forbindelse med, var Birgitte Gøye. Dorotheas interesse for bryllupper fik i øvrigt et håndgribeligt udtryk i hendes gave til Københavns magistrat i 1557, et kostbart smykke til brug for byens borgmester- og rådmandsdøtre, når de skulle stå brud.Dorotheas opdragelsesprincipper synes at have fungeret bedst over for døtrene, og den ældste datter Anna var som højtrespekteret kurfyrstinde af Sachsen kendt for at videreføre moderens idealer. Sønnernes liv søgte hun derimod at styre i detaljer, til de var fyldt 20 år, meget længe i en tid, hvor folk regnedes for voksne senest som 16-årige. De to ældste sønner kastede sig ud i et hektisk maskulint ungdomsliv med jagt, drikkeri og begejstring for fyrstens militære gerning. Det affødte en strøm af formanende breve, hvor Dorothea ikke lagde fingrene imellem. På et tidspunkt lod hun Magnus vide, at hun ikke kunne ønske andet end, “at den almægtige Gud i tide saligt vil tage Eder ud af dette liv og forekomme yderligere spot og sorg, som rammer os og Eders hele slægt på grund af Eders uordentlige liv,” hvis han ikke snart forbedrede sig. Hun fortsatte: “Vi trøste os dog ved, at vi aldrig har ladet det mangle på moderlige straf og formaning.” Hun modarbejdede sin ældste søn Frederik 2.s interesse for adelsdamen Anne Hardenberg. På sin side var han imod, at Dorothea efter faderens død overvejede at gifte sig med sin svoger hertug Hans den Ældre. I forening med en del modstand fra kirken fik det hende til at opgive tanken, der i øvrigt efter tidens normer ikke var helt almindelig. Dels var hun som 48-årig over den alder, hvor enker giftede sig, dels var hun hurtigt ude, kun få måneder efter kongens død. Den Nordiske Syvårskrig 1563-70 forværrede forholdet til kongen. Dorothea var imod krigen og tilbød ham mere end en gang at optræde som mægler, men blev bestemt afvist. Hun bad ham også flere gange uden held hjælpe Magnus, der som fyrstebiskop på Øsel var havnet i en umulig situation mellem Sverige og Rusland. Det fik hende til i 1567 uden om kongen at tage kontakt til Sverige for at få Magnus gift med en svensk prinsesse. Da Frederik 2. fik nys om sagen, så han det som forræderi, så Dorothea fik skarp besked på at trække følehornene til sig.Dorotheas politiske initiativer var båret af modvilje mod krig og et ønske om at gøre noget for en yngre søn, der ikke fik tronen. Heri ligner hun flere dronninger. Ud over almindelig moderkærlighed vidner det om deres baggrund i tyske fyrstestater, hvor det monarkiske princip var stærkere end i Danmark, og territorier hele tiden deltes mellem sønnerne. På den baggrund måtte det forekomme urimeligt, at de to yngste sønner blev spist af med henholdsvis et usikkert embede på Øsel og en lille stump af hertugdømmerne. For Magnus kunne hun ikke gøre meget. Den yngste søn Hans favoriserede hun derimod efter evne. Byggerierne i Sønderborg kom ham til gode, da han skulle overtage slottet efter hende, og hun gjorde ham til hovedarving til sine kontante midler og løsøre.