Birgitte Gøye

Da hendes moder døde allerede 1512 eller 1513, blev den lille Birgitte Gøye sendt til Ringkloster ved Skanderborg for at blive opdraget i gudsfrygt, tugtighed og høviskhed, som det passede sig for hendes adelige stand. Faderen indgik 1515 sit andet ægteskab, hvorefter datteren kom tilbage til hjemmet på Skanderborg Slot. De følgende år blev efter sigende præget af et uharmonisk forhold imellem hende og stedmoderen Margrethe Sture. Efter Stures død 1528 kom Birgitte Gøye i huset hos sin ældre søster Sophie G. og hendes mand Mogens Bille til Svanholm, og da også Sophie G. døde, flyttede hun 1537 til søsteren Elline G. på Bregentved. Opholdet blev kort, for allerede det følgende år blev hun kaldt til hoffet for at blive en af dronning Dorotheas kammerjomfruer. Fra denne tid stammer venskabet med kongedatteren Anna, senere kurfyrstinde af Sachsen.

Som 14-årig var Birgitte Gøye imod sin vilje blevet trolovet med Jesper Daa til Enggård. Forældrene betragtede datterens modstand mod arrangementet som en barnegrille og forventede forgæves, at den ville aftage. Formentlig efter Birgitte Gøyes bøn og takket være hendes nære forhold til dronningen greb kongen ind og befalede Københavns Universitets professorer og rigets bisper at prøve trolovelsens gyldighed. Efter 15 års ihærdig modstand lykkedes det endelig i 1540 at få den kendt ugyldig. Året forinden havde Christian 3. endvidere udstedt en reces, der forbød forældre og værger at arrangere ægteskab for deres børn, før de havde nået myndighedsalderen. Kongens deltagelse i affæren må ses i lyset af den juridiske status, som en trolovelse havde. Indtil Frederik 2.s ægteskabsordinans 1582 var det den retsstiftende del af en ægteskabsindgåelse, mens kirkevielsens formål alene var at velsigne en allerede indgået kontrakt.

Birgitte Gøye mødte formentlig sin mand Herluf Trolle, mens de begge var ved hoffet. Trolle gjorde et godt parti. Allerede nogle måneder før vielsen 1544 overførtes det pantebrev på Ringkloster, som Birgitte Gøye havde arvet fra sin fader, til hendes kommende husbond. Hun havde desuden arvet Sigbritsgård i København og Græsegård i Nordsjælland med den tilhørende avlsgård Hillerødsholm. Den ulige ejendomsfordeling ægtefællerne imellem kan læses af det gensidige forsikringsbrev, som parret udstedte i 1549: Hvis Trolle levede længere end Birgitte Gøye, og såfremt de ingen børn fik, skulle han have hovedgården Græsegård på livstid; overlevede hun ham, skulle hun derimod arve alt hans jordegods. Parret gjorde Hillerødsholm til hovedgård og opførte her et herresæde, men forlod allerede i 1560 det nybyggede hjem. I forbindelse med lensreformerne, hvis formål var at samle kronens godsbesiddelser, ytrede Frederik 2. nemlig ønske om at få Hillerødsholm som krongods, og ægtefællerne mageskiftede deres hovedgård med kronen. I stedet fik de Skovkloster ved Næstved, som de omdøbte til Herlufsholm.

Det er særlig i forbindelse med den skole for “ædlinger og andre ærlige mænds børn i Danmarks rige”, som de stiftede på Herlufsholm, at Birgitte Gøyes navn er kendt. Bestræbelserne for at skabe en sådan uddannelsesinstitution udsprang af den kristne humanisme, som var grundstenen i begge ægtefællers livssyn. Inspirationen kom formentlig fra Sachsen, hvor Trolle selv havde studeret. Kun en måned efter at fundatsen i 1565 var konfirmeret af kongen, blev Birgitte Gøye enke, da Trolle, der var rigets øverste admiral, såredes i et af Syvårskrigens søslag og døde. I 1567 frasagde Birgitte Gøye sig forstanderskabet for Herlufsholm og bad i overensstemmelse med fundatsens ordlyd rigsrådet om at vælge en skoleherre. Enken føjede til fundatsen, at skoleherren skulle vælges fra hendes egen eller hendes mands slægt nu og i fremtiden. I et forsøg på at sikre sig mod arvekrav fra slægtninge stadfæstede hun ved samme lejlighed afståelsen af godset, men trods disse forholdsregler rejste bl.a. hendes halvbroder Christoffer G. krav på stiftelsens besiddelser. Først efter Birgitte Gøyes død blev der nået en afgørelse. Herlufsholm Stiftelse fik kgl. lås i 1575, og dens ejendomsret til gård, gods, bohave og bibliotek var dermed sikret.

Birgitte Gøyes enkestand blev præget af vanskeligheder med at finde en permanent bolig. I 1566 opsagde kronen hendes lensbrev på Tølløse, og i 1571 mistede hun sine to øvrige len Kappelgården ved Køge og Ringkloster. Hendes gård i København var ikke egnet til fast bolig, og Herlufsholm havde hun skænket bort. Enkedronning Dorothea kom hende til undsætning og forlenede hende med Åkær ved Horsens. Men da enkedronningen døde i 1571, mistede Birgitte Gøye også denne forlening. Flere slægtninge forsøgte da at hjælpe, og Sibylle Gyldenstierne, der var gift med hendes fætter, tilbød hende Sortebrødrekloster i Næstved. Efter en omfattende istandsættelse af bygningen flyttede Birgitte Gøye dertil i 1572. Kort tid efter gav kronen hende livsbrev på herregården Ydernæs syd for Næstved. Når hun valgte det forfaldne kloster i Næstved som domicil, skyldtes det givetvis hendes fortsatte engagement i det nærliggende Herlufsholm.

Birgitte Gøye fik ingen børn, men igennem Herlufsholm Stiftelse knyttede hun kontakter til adelsmænd, som hun korresponderede med livet igennem. I ligprædikenen over hende nævnes, at “hun optugtede og opdrog mange høviske jomfruer og giftede dem ærligt og vel fra sig.” I kraft af sit liv som en aktiv velgører, kontakten til hoffet, det nære forhold til enkedronning Dorothea og kurfyrstinde Anna af Sachsen, og hendes rolle som opdrager for unge adelskvinder var hendes hjem et centrum for den danske adel og især for standens kvinder. Birgitte Gøye døde i 1574, og to søskende arvede efter hård kamp, hvad hun ikke havde givet bort.