Dora Sandal-Jeppesen

Dora Sandal-Jeppesen tog efter almindelig forberedelseseksamen i Næstved 1897 supplerende kurser i dansk, tysk, svensk og fonetik ved Danmarks Lærerhøjskole. Herefter tog hun 1908 lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium og i 1917 faglærerindeeksamen i tysk og eksamen som diplomeret talepædagog. I 1908 blev hun ansat ved Frbg. kommunale skolevæsen, med fastansættelse fra 1912. Hele sit faglige virke fik hun på la Courvejens Skole, hvor hun i 1925 blev udnævnt til viceskoleinspektør.

Danskundervisningen, herunder især fonetikkens rolle i indlæringsprocessen og den fri stilskrivning, blev hovedinteressen i Dora Sandal-Jeppesens virke. Da hun begyndte sin lærergerning, var fremmedsprogsundervisningen inde i en udvikling, hvor netop udtalen var i centrum, mens danskundervisningen var begyndt at nedtone det fonetiske til fordel for stillelæsning. Hun beklagede den sproglige udvikling, som hun mente gik i retning af et uplejet og forsømt sprog i forhold til tidligere, hvor man havde lagt vægt på klar og tydelig oplæsning med en smuk stemme. Desuden mente hun, at danskundervisningen blev vanskeliggjort af dårligt undervisningsmateriale, der var baseret på synspunktet om, at læsning skulle læres ved hjælp af små sætninger og gentagen brug af samme bogstaver. Selv satsede hun derimod på læseglæde og -lyst, og hun udviklede egne undervisningsmetoder og lærebøger specielt til undervisning i de mindste klasser, bl.a. Lyd- og Taleøvelser, 1920, med tilhørende fonetikplancher. I 1932 udsendte hun sammen med lærer Sigfred Degerbøl og under medvirken af skoleinspektør Margrethe Petersen Svanebogen og Svanemappen. I Svanebogen videreførte forfatterne lærebogsforfatteren Margrethe Marstrands idéer om ordbilledsystemet, der kobler ord og billeder sammen, så barnet lærer at genkende ordet som en helhed og samtidig forstå dets betydning. Hovedpersonerne i bogen var dels en lille middelklassefamilie, dels en enlig moder med en datter, og det var deres normer, dagligdag, små gåder, sange og lege, som formidledes. Dora Sandal-Jeppesen fandt det vigtigt, at børnene kunne genkende dele af deres eget liv i læsestoffet, og illustrationerne af den folkekære tegner Herluf Jensenius indgik som en vigtig del af læseindlæringsprocessen.

Selvom Dora Sandal-Jeppesen ikke havde nogen egentlig forbindelse til tidens reformpædagogiske strømninger, var hun tilhænger af en friere undervisningsform som supplement til de gældende undervisningsnormer. Det kom til udtryk i bogen Fri Stilskrivning, 1926. Hun havde første gang mødt den fri stilskivning på en studietur til Sverige i 1919, hvor hun var faldet over en artikel af lærerinden Signhild Höglund. Hun opsøgte derefter Höglund, overværede et undervisningsforløb og indførte herefter metoden som forsøg i sine klasser. Formålet var at udvikle elevernes færdigheder både i tale og skrift, og for Dora Sandal-Jeppesen var det naturligt at lave en sammenhæng mellem stilskrivningen og fonetikken; således læste børnene deres stile højt for hinanden, og efterfølgende var der diskussion af emne og indhold. Fri Stilskrivning var baseret på iagttagelser, som Dora Sandal-Jeppesen havde gjort i forbindelse med, at hun fra 1919 havde indsamlet, sammenlignet og analyseret børnenes stile både aldersmæssigt og udviklingsmæssigt. I 1920’erne var diktat den dominerende metode i skriftlig dansk, og det var ganske opsigtsvækkende at lade eleverne skrive frit med udgangspunkt i deres hverdag, handlinger, oplevelser og følelser. I dag er det primært Svanebogen og fonetikken, Dora Sandal-Jeppesen huskes for, mens hendes indsats for den fri stilskrivning nærmest er glemt, selvom det var inden for dette område, hun ydede en forskningsmæssig og pædagogisk nyskabende indsats.

Ud over skolearbejdet oversatte og bearbejdede Dora Sandal-Jeppesen en række svenske børnebøger, bl.a. af Elsa Beskow. I 1949 udgav hun sammen med viceskoleinspektør Thorvald Nørlyng Tyve nordiske fortællinger, og hun medvirkede 1958 ved Dagny Riis’ oversættelse af den engelske forfatter E.E.P. Tisdalls Kejserinde Dagmar. Desuden var hun aktiv i Talepædagogisk Forening, hvor hun som medlem af bestyrelsen fra 1925 og indtil sin død kæmpede for at få taleundervisning indført som fag på seminarierne. I forbindelse med sin 60-års fødselsdag i 1940 blev hun udnævnt til æresmedlem af foreningen. På la Courvejens Skole var hun ualmindelig vellidt og populær på grund af sit faglige virke og sit blide og milde væsen. Efter sin afsked fra skolen fik hun 1948 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld for sin banebrydende indsats inden for det danske skolevæsen.