Dagmar Orlamundt

Dagmar Orlamundt debuterede allerede som 14-årig i 1877 på Odense Teater, og i årene 1879-83 spillede hun hos Th. Cortes og August Rasmussen. Der var tale om turnerende selskaber, og den unge pige fik til gavns lært en provinsskuespillers arbejdsvilkår. Ud over at indstudere nye roller og stå på scenen måtte truppens damer også tage sig af syning og reparation af kostumer. Dette skete så om natten med sytøjet i hånden og rolleheftet ved siden af. Der var ikke megen tid til videre uddannelse. Dagmar Orlamundts dagligdag ændrede sig en hel del, da hun i 1882 giftede sig med den 26 år ældre provinsskuespiller og storcharmør Hans O. Året efter brylluppet tog ægtefællerne til København, hvor de var med til at indvi Dagmarteatret i 1883. Dagmar Orlamundt stod på scenen som en ung ungarsk husar i F. von Suppés operette Let Cavalleri.

I 1890’erne var Dagmar Orlamundt ansat ved Casino og spillede bl.a. med i Casinoturnéerne 1893-94, hvor man med stor succes opførte B. Thomas’ farce Charleys Tante. I 1900 kom hun til Folketeatret. Her spillede hun bl.a. mod den store norske skuespiller Johanne Dybwad ved dennes gæsteoptræden 1910 i C. Fitchs Den Stærkeste, og hun vandt stor beundring for sin gengivelse af storbyens raffinerede hetære Claire, hustruens overbevisende modsætning. Men Dagmar Orlamundt var en fremragende fremstiller af alle kvindetyper, således forsvarede hun med stor inderlighed den ugifte moder i Emma Gads Barnets Ret, der opførtes 1911. Det var derfor et stort tab for Folketeatret, da hun i 1915 vendte tilbage til Dagmarteatret. Her gik hun over i det ældre rollefag og udførte det med den samme elegance og overbevisning, som havde præget hele hendes virke. Hun kunne i 1927 fejre sit 50-års skuespillerjubilæum og trak sig tilbage i 1932. I forbindelse med hendes jubilæum skrev tidsskriftet Teatret, at hun var en pryd for teatret, og at hun i lighed med både Josephine Eckardt og Betty Hennings havde skabt en række fængslende kvindeskikkelser.

Dagmar Orlamundt havde livet igennem en ærbødighed for kunsten, hun virkede altid sand og naturlig, hvad enten hun var overklassefrue, enlig moder eller skøge. Hun spændte vidt. Stjernenykker lå hende fjernt, og selvom hun ofte brillerede på scenen, var hun privat tilbageholdende, nærmest sky, og opnåede således aldrig den ydre popularitet, som hendes talent og kvindelige fortrin ellers ville have berettiget hende til.