Josephine Eckardt

Ingen så en stjerne in spe i balletbarnet Josephine Eckardt, når hun sled med fodstrækninger og dansetrin på danseskolen i morgentimerne og i ballettens småroller på Det Kgl. Teater om aftenen. Balletmester August Bournonville fandt ikke noget talent hos hende, og da hun senere aflagde prøve for skuespillernes vejleder teaterinstruktør Frederik Høedt, rådede han hende til at holde op ved teatret. Men Josephine Eckardt gav ikke op. Hun fik lov at aflægge prøve for teaterdirektør F. Tillisch. Han var tilfreds, og desuden manglede teatret en ung elskerinde.

21 år gammel fik Josephine Eckardt da i 1861 sin debut som Kirstine i Carsten Hauchs Tycho Brahes Ungdom. Det var en lovende debut, og med sin statueagtige og regelmæssige skønhed var hun selvskreven til at fremstille den nordiske mø. Af elskerinderoller fremstillede hun skikkelser som Adam Oehlenschlägers Tora, Valborg og Signe, Henrik Ibsens Hjørdis og Bjørnstjerne Bjørnsons Maria Stuart. Josephine Eckardt formede de fleste af sådanne kvindefigurer harmonisk-statuarisk med dristigt dvælende kunstgreb, og hun fascinerede i disse roller som en “isdronning”. Nu blev Høedt imidlertid interesseret, og han arbejdede med hende i rollen som fru de Léry i A. de Mussets En Caprice. Med den rolle fik hun i 1865 sit kunsteriske gennembrud som verdensdame. Den klassiske model for denne elskerinderolle var Célimène i Molières Misantropen. I 1800-tallet var dette rollefag blevet fornyet, først og fremmest gennem nyere franske lystspil. Verdensdamen var nu den smukke, modne kvinde på 30 år, åndrigt konverserende og sensuelt kurtiserende, men dydig. At kunne bære et stort parisertoilette tvangfrit var det halve af damens scenekunst. Det kunne Josephine Eckardt. Som nationalscenens førende verdensdame fra midten af 1860’erne udførte hun disse blændende damer, fra Molières Alkmene, Elmire og Célimène til samtidens madame de Rénat i E. Paillerons Gnisten, i et altid smagfuldt og kontrolleret spil, med mere hjerne end hjerte og med takten som den sjette sans. Dette rollefag udviklede sig efterhånden i de moderne ægteskabs- og problemdramaer, men her mødte EJ hård konkurrence fra yngre kræfter, bl.a. Betty Hennings, og hun fik sjældent de interessante roller i samtidsdramatikken.

En af Josephine Eckardts sene triumfer blev dog i 1897 som fru Borkmann i Ibsens John Gabriel Borkmann. Om den rolle fortæller hun i sine erindringer i årsskriftet Juleroser, 1906, at den udløste lidenskabeligt en sum af bitterhed, opsamlet gennem år af tilsidesættelse og nederlagsstemning. Hun identificerede sig i sjælden grad med denne Ibsenske kvinde med det forpinte sind. I 1901 tog hun afsked med teatret som Ninon i Henrik Hertz’ stykke af samme navn. Med denne rolle gav Josephine Eckardt endnu et fint eksempel på en lødig dansk dame i senromantisk fortolkning, som hun havde behersket som ingen anden i sin tid. I 1900 havde hun modtaget Fortjenstmedaljen i guld.