Christine Stampe

Christine Stampe var barn af en tysk moder og en schweizisk fader. I 1782 flyttede faderen til Danmark for at blive vindskibelig præst for såvel den franske som den tysk-reformerte menighed i Fredericia. Ganske ung mistede hun begge forældre, og opvækstmiljøets kosmopolitiske præg blev forstærket, da hun i ungdomsårene opholdt sig i Italien, forsørget af to udvandrede brødre. Gennem broderen Jean Dalgas, der fungerede som dansk konsul i Napoli, kom hun i kontakt med danske Italiensrejsende, bl.a. digteren Carsten Hauch. Hos broderen Christian Dalgas, der var handelsmand i Livorno, mødte hun sin senere ægtefælle Henrik S. Selvom hun ved sit giftermål i 1820 returnerede til fødelandet, opretholdt hun siden forbindelsen til sine mange slægtninge i Italien og tog sig bl.a. af niecen Susette Mariboe og hendes søskende, da de flyttede til Danmark.

Med sit valg af ægtefælle foretog Christine Stampe et stort socialt spring ind i den danske adel. Ikke længe efter ægteskabets indgåelse brød de første alvorlige tegn på Henrik S.s psykiske ustabilitet igennem. Hans adfærd var ud fra tidens normer særegen, idet han var passioneret motionist, nøgenbader og vegetar og i det hele taget ret aparte i sin opførsel, selv uden for sine sygdomsperioder. Da han viste sig ude af stand til vedvarende at stå for Nysøs praktiske drift, overtog Christine Stampe styret bistået af en godsforvalter. Hun blev familiens dominerende og myndige matriark, undertiden på kanten til det autoritære, og fik et vist ry for at være et hårdt menneske. Med en stab af udenlandske guvernanter og danske huslærere styrede hun også opdragelsen af parrets mange børn, hvoraf hun oplevede at miste tre. Af døtrene var den yngste, livlige og udadvendte Jeanina hendes øjesten, mens forholdet til den ældste og psykisk sensible Elise var vanskeligt. Følelsesmæssig og praktisk støtte hentede Christine Stampe hos lillesøsteren Susette og dennes ægtefælle botanikeren Joachim Frederik Schouw.

Med status som baronesse og Nysø som ramme slog den selskabeligt anlagte Christine Stampe dørene op for et omfattende herregårdsliv med fremtrædende gæster inden for kunst, politik og videnskab. Til de faste besøgende, især om sommeren, hørte bl.a. H.C. Andersen, Hauch og hustruen Rinna. Også digteren Adam Oehlenschläger og kunsthistorikeren N.L. Høyen hørte til det pulserende selskabsliv, som udfoldedes enten på herregården eller i familiens skiftende domiciler i hovedstaden. N.F.S. Grundtvig blev Christine Stampe bekendt med, da han en tid var prædikant i Præstø, og hun forsøgte bl.a. at anvende ham som åndelig vejleder for den syge ægtefælle. At datteren Elise med megen intellektuel iver og religiøs inderlighed knyttede sig intenst til den grundtvigske vækkelsesretning, synes imidlertid at have været et dilemma moder og datter imellem.

Christine Stampe var som sin ægtemand genuint kunstnerisk interesseret og dyrkede selv landskabsmaleriet. Et kuld af guldaldermalere, bl.a. Constantin Hansen, J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard portrætterede flere medlemmer af familien, udsmykkede Nysøs vægge og gjorde herresædet og dets naturskønne omgivelser til sujet. Christine Stampe kunne tage æren for, at den internationalt berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsen efter sin hjemkomst fra Rom i 1839 gjorde Nysø til sit mest yndede opholdssted. To år før havde hun støttet Høyen i hans bestræbelser på at få opført et Thorvaldsens Museum, der kunne sikre kunstnerens værker. Til den hjemvendte celebritet indrettede hun et atelier og organiserede med fantasi og sans for underholdning et afvekslende daglig- og selskabsliv, som den alderstegne ungkarl fandt sig godt til rette med. Som et af hovedcentrene for guldalderelitens selskabsliv blev Nysø en form for herregårdssalon, især i perioden 1839-44, hvor Thorvaldsen forlenede stedet med den nimbus, han var omgærdet af i Danmark og udlandet. I Thorvaldsen synes Christine Stampe at have truffet en ukrukket og ligefrem person med et format og en styrke, der bragte hendes bedste sider og varmere egenskaber til udfoldelse: generøsitet, stimulerende entusiasme og kærlig omsorg i stort og småt, mens han til gengæld følte sig tiltalt af hendes temperamentsfulde sind og uprovinsielle væremåde. På Nysø fik billedhuggeren arbejdsro, og han skabte dér en række af sin alderdoms kristelige hovedværker og et åndfuldt selvportræt, hvor han med hammer i hånd læner sig op ad en figur, der fremstiller håbet. Christine Stampe, børnene og den atletiske ægtefælle fungerede ved flere lejligheder som modeller for hans arbejder. Christine Stampes monopoliserende og fortrolige forhold til Thorvaldsen undgik ikke at give hende rivaler og fremkaldte jalousi, bl.a. hos hans kammertjener C.F. Wilckens. Med sine nærmeste ledsagede hun 1841 kunstneren på en langvarig rejse til Italien, der fik præg af triumftog. Selv satte hun et monument over sin vens personlighed og alderdomsværk og sin egen rolle som “Thors” muse og “gamle Mutter” i Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, 1912. Værket, der er skrevet med en exceptionel åbenhjertighed, tegner sig desuden som et selvbevidst vidnesbyrd fra en jordnær kvinde. Optegnelserne, hævdede hun, var blevet til på den lidet skrivende Thorvaldsens opfordring, og deres mundtlige tone, der også var præget af forfatterens flersprogethed, giver bogen et særdeles levende og sanseligt præg. At smelte erindringsstoffet sammen til en sluttet helhed nåede Christine Stampe dog ikke, nedfældet som det var på basis af løse notater og dagbogsoptegnelser og kort efter Thorvaldsens død.

På Nysø fortsatte Christine Stampe, dog med mindre magnetisk gennemslagskraft, sin bestræbelse på at gøre herresædet til et attraktivt kulturcentrum. I hendes senere år kastede datteren Jeaninas sygdom og død i en alder af 28 år skygger over hendes liv. Da Christine Stampe døde i 1868, kom erindringerne i sønnen Holgers besiddelse, siden i svigerdatteren Caroline Stampe-Charisius’. I kommenteret og redigeret form blev det Christine Stampes barnebarn Rigmor Stampe Bendix, der 1912 påtog sig udgivelsen af dette farverige hovedværk i 1800-tallets danske kvindelige erindringslitteratur, der er en væsentlig kilde til det kunstneriske mæcenats betragtelige betydning og guldalderens kultur- og socialhistorie.