Charlotte Wiehe-Berény

Charlotte Wiehe-Berénys fader, der var militærmusiker, døde, da hun var ganske lille. Sammen med sine syv søskende voksede hun op i Gammel Mønt, hvor moderen drev en hatteforretning, der var meget søgt af fruerne fra det kbh.ske borgerskab. Gennem moderens eksempel stod det hende fra barndommen klart, at det var vigtigt, at kvinder lærte at stå på egne ben, så de selv kunne forsørge sig. Hun viste tidligt anlæg for dans og kom ind ved Det Kgl. Teaters balletskole, selvom en opstoppernæse i første omgang truede med at sætte bom for ambitionerne. Ved åbningsforestillingen i 1874 i det nyopførte teaterhus stod hun sammen med andre balletbørn på scenen som amorin. Efter endt elevtid opnåede hun i 1881 ansættelse ved teatret og dansede flere vigtige partier i Bournonvillerepertoiret. Skuffelsen over ikke at komme frem i første række fik hende imidlertid i 1890 til at tage engagement ved Folketeatret, hvor hun til trods for en ret spinkel stemme fik et bragende gennembrud i operetten Frk. Nitouche. På Folketeatret og Casino spillede hun i de følgende år en række store operette- og lystspilroller og markerede sig tillige som en ypperlig visesanger med sans for det let satiriske, pikante og en smule sentimentale. Med sin graciøse fremtræden og store udstråling blev hun snart publikums yndling, selvom hun også kunne forarge det gode borgerskab med sin lidt frivole og kokette stil. Kritikeren Georg Brandes kaldte hende i sine erindringer for en “Sommerfugl i Menneskeskikkelse”, mens skuespilleren Betty Nansen, der en kort tid var meddirektør på Folketeatret, til gengæld kun kunne se “københavnsk Grønnegade-Fordærvelse, formummet som Pariser-Chic”.

Et vendepunkt i Charlotte Wiehe-Berénys liv indtrådte, da hun i København mødte komponisten Henri Berény, der var født i det daværende Ungarn, og som hun efter skilsmissen fra skuespillerkollegaen Wilhelm Wiehe giftede sig med i 1899. Det blev indledningen til en eventyrlig international karriere. Berény, der så hendes rige mimiske evner, kreerede inspireret af tidens smag for pantomimen nogle små “mimodramaer” til hende med musik. To af disse Det første Karneval og Haanden præsenterede hun ved verdensudstillingen i Paris 1900, og senere spillede hun dem over store dele af verden. Charlotte Wiehe-Berény gjorde stor lykke i Paris, og da en af de førende franske kritikere J. Clarétie i en artikel sammenlignede hende med den forgudede japanske skuespillerinde Sadda Yacco, der også optrådte under verdensudstillingen, var hendes lykke gjort. I 1901 rykkede hun ind på sin egen scene Théâtre des Capucines med Berénys Manden med Dukkerne, en lidt morbid historie om en ung digter, der kun formår at forelske sig i dukker. I fire år stod hendes navn med flammeskrift over indgangsportalen til det lille teater. Tilbud fra scener overalt i verden strømmede ind til den danske skuespillerinde, der tilbragte lange perioder på turnéer til USA og Europas storbyer, også til København

Under Første Verdenskrig blev ægteparrets formue beslaglagt af de franske myndigheder, da Berény som ungarer tilhørte en fjendtlig magt. Efter krigen startede de imidlertid på en frisk, og først efter Berénys død vendte Charlotte Wiehe-Berény hjem til Danmark. Hendes sidste år var præget af relativ fattigdom, men hun viste sig stadig med mellemrum på de kbh.ske scener. På Det Ny Teater spillede hun i 1940 sammen med Max Hansen i R. Benatskys Axel i den syvende Himmel, og i 1943 var hun med i Lulu Zieglers kabaret. I 1946 optrådte hun en sidste gang med franske viser på Hotel d’Angleterre. Charlotte Wiehe-Berény har i sine erindringer Fra Gammel Mønt til den store Verden, der udkom 1929, skildret sin usædvanlige løbebane. Selvom hendes kunst måske var kleinkunst, havde hun dog al mulig grund til med stolthed at regne sig for “den første danske Kunstnerinde, der har baaret sit Lands Navn udover den vide Verden”. Hun tildeltes 1940 Ingenio et arti.